Nyheder

Dronningen indvier nyt H.C. Andersen-museum til 400 millioner

Udvidelse af Odense-museum har været ti år undervejs og mangler endnu den sidste finpudsning.

Onsdag eftermiddag har dronning Margrethe indviet det nye, udvidede H.C. Andersens Hus i Odense.

Projektet har været undervejs i ti år og beløber sig til 391 millioner kroner.

Det er en videreudvikling af det eksisterende museum, forklarer formidlingsansvarlig Henrik Lübker fra Odense Bys Museer.

- Vi har premiere på noget, der sådan set er et helt nybygget museum. Vi har bevaret det gamle fødehjem, som er hjørnestenen og også slutpunktet for rejsen ind i det nye museum.

Her klipper dronningen papirklips-snoren med H.C. Andersens gamle originale saks - Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, i baggrunden.

Museet med plads til 250 gæster ad gangen spreder sig over et areal på størrelse med en fodboldbane.

To tredjedele af museet befinder sig under jorden.

Rejsen i centrum

Ambitionen har været at opføre et museum, der afspejler digterens eventyrlige univers.

- Det er et meget anderledes museum. I stedet for en arkitektur, der tårner sig op, er det nogle pavilloner, der ligesom skyder op af jorden og befinder sig i en slynget, labyrintisk have.

- Herfra bevæger du dig ind i museet og på en lang rejse ind og ned under jorden, hvor du møder eventyrerne. Så rejsen er i centrum, siger Henrik Lübker.

Det var netop Odense-digteren, der udødeliggjorde ordene "At reise er at leve" i "Mit Livs Eventyr" fra 1855.

Her vises dronningen rundt af formidlingsansvarlig Henrik Lübker.

Tanken bag det nye byggeri er, at det skal afspejle H.C. Andersens måde at fortælle sine eventyr på.

- Vi har forsøgt at fortælle historien på hans måde, hvor man møder Andersens univers frem for en kurator, der fortæller, hvem H.C. Andersen var, siger Henrik Lübker.

Dronning Margrethe.

Efter dronningens indvielse er museet nu åbent for offentligheden. Men der er stadig ting, der skal justeres og gøres helt færdigt.

- Vi kalder det en soft opening (blød åbning, red.). Det betyder, at vi ikke er helt færdige. Men vi har været låst inde i så lang tid (under coronaen, red.), og det er ikke alle, der kan rejse ud denne sommer.

- Så vi synes, det ville være frygteligt ikke at kunne vise folk, hvad vi har arbejdet med de sidste mange år, forklarer Henrik Lübker.

Forventningen er, at det nye museum vil kunne tiltrække op mod 220.000 besøgende om året. Det er dobbelt så mange som nuværende antal gæster.

Museet er tegnet af den berømte japanske arkitekt Kengo Kuma og består af både indendørs og udendørs rum.