GO'

Ed Sheeran slår sin egen rekord igen - her svarer han på ti spørgsmål

Ed Sheerans slår sin egen rekord med sin nye sang ‘Bad Habits’, der er gået til tops på de engelske hitlister. Hør den længere nede i artiklen.

- Jeg har lavet en familie, og jeg har lavet et album.

Så klart lød det, da TV 2 spurgte Ed Sheeran om, hvad har har brugt coronanedlukningen på.

Popstjernen fra Storbritannien er nemlig aktuel med singlen ‘Bad Habits’ efter to års radio silence.

Den britiske musiker tror ikke på, at nogen bliver til stjerner ved et tilfælde.

Singlen, der er den første fra hans kommende album, har siden fredag fået flere end ti millioner afspilninger på Spotify og er gået til tops på de britiske hitlister. Faktisk har Ed Sheeran slået sig selv og har nu haft 12 sange, der er gået helt til tops.

Og det overrasker ikke kulturjournalist Nanna Balslev.

- Han er enormt god til at skrive de her sange, der er enormt fængende. Kritikere vil måske sige, at han ikke tager så mange chancer, men det fungerer jo hundrede procent, lyder det fra Nanna Balslev i ‘Go’ morgen Danmark’.

Hun kalder samtidig Ed Sheeran den mest toneangivende kunstner i 10’erne. Han er den mest streamede artist på Spotify de seneste ti år, og han har solgt flere end 45 millioner albums og 150 millioner singler.

Ed Sheeran er blevet en af verdens største nulevende popmusikere. Fredag udgav han et nyt nummer 'Bad habits'. Her optræder Ed Sheeran med nummeret i en liveoptræden. Video: Thomas Jørgen Seerup

- Jeg tror, der er mange, der synes, at han er meget troværdig og autentisk. For at være ærlig ligner han heller ikke en popstjerne. Han ligner en, man engang har gået i folkeskole med, som man ikke kan huske, hvad hedder, forklarer hun.

I forbindelse med udgivelsen har film- og musikekspert Ann Lind Andersen interviewet Ed Sheeran til ‘Go’ morgen Danmark'. Se, hvad han svarede til hendes ti spørgsmål om karriere, corona og succes nedenfor.

10 spørgsmål til Ed Sheeran

Hvad har du brugt tiden på under corona?

Jeg har lavet en familie, og jeg har lavet et album.

Jeg har indspillet og skrevet sange, så meget jeg kunne, men jeg er også blevet far, så jeg har skullet balancere min tid.

Din nye sang hedder 'Bad Habits'. Hvad er din dårligste vane som musiker?

Jeg har ikke gidet at lære mere end fire akkorder. Jeg har brugt hele min karriere på at spille fire akkorder og skrive sange med fire akkorder. Jeg kigger ofte på guitarister som Eric Clapton og John Mayer, og jeg ville ønske, at jeg kunne spille sådan, velvidende at min dårlige vane er, at jeg er komfortabel med, hvad jeg kan.

Kan du fortælle lidt om, hvordan du arbejder? Kommer sangene let til dig, eller arbejder du et bestemt antal timer hver dag?

Jeg prøver at skrive en sang hver eneste dag, og det hjælper med det generelle flow.

For hvad jeg mangler som guitarist, kompenserer jeg for med min lyst til at skrive gode sange. Jeg ser mig selv mindre som en musiker og mere som en singer-songwriter. Jeg elsker at skrive sange, og jeg elsker at optræde, og det er der, jeg lægger al min tid og energi.

Er du disciplineret?

Jeg er meget disciplineret. Jeg plejede at være i studiet vitterligt hver eneste dag og optræde om aftenen, men nu hvor jeg har et barn, er det mindre.

Du er også kendt for dine samarbejder med andre kunstnere. Hvordan vælger du, hvem du vil arbejde sammen med?

Jeg vælger ikke, det kommer naturligt. Der har været lejligheder, hvor jeg har rakt ud til folk og sagt, at vi skulle lave en sang, men for det meste kommer det naturligt i samtaler, når man hænger ud med folk.

Er der en sangskriver, du virkelig ser op til og beundrer?

Jeg elsker Max (Max Martin, red.) som sangskriver. Han er ansvarlig for så mange sange, jeg beundrer. Han er nok min yndlingssangskriver gennem de seneste 20 år.

Skal man have en forretningsplan for at være musiker i dag?

Jeg forstår ikke, hvorfor nogen vil skrive kontrakt med et stort pladeselskab, hvis de ikke har planer om at blive en stor artist. Det er, som om det er blevet sejt i dag at lade, som om det hele skete ved et tilfælde, men hver eneste musiker, vi lytter til, arbejder deres røv i laser og har en plan for at nå til tops. Man gør sit bedste, og det er ikke en skam at indrømme det. Jeg synes faktisk, at man skal være ærlig og indrømme det, selvom det nok ikke er det sejeste at sige. 

Er det rigtigt, at når du vågner op om morgenen, læser du salgstal for din musik?

Jeg læser ikke tallene for min musik. Jeg vågner op og læser hitlisterne. Elton John gør det samme. Jeg er bare fascineret. Jeg vil ikke være ”out of touch”. Jeg vil vide, hvad folk lytter til, hvad der flyver op ad listerne, og hvad der er det nye. Jeg har gjort det de seneste 10 år, og jeg fortryder det ikke.

Du har en 15-års plan for din karriere og de albums, du vil lave. Holder du dig til planen, eller har noget ændret sig?

Nej, jeg har holdt mig til planen. Det ser ud til at gå godt. Jeg synes, det er godt altid at have en plan, for så ved du, hvad du skal som det næste, så du ikke farer helt vild. Jeg ved altid, hvad det næste jeg skal er, hvilket er godt.

I hvilke situationer mærker du din egen succes?

Jeg tror, jeg kun føler mig virkelig succesfuld, når jeg er steder, der har en fanatisk fanbase, som Filippinerne, Brasilien, Colombia og Peru.

I England er det meget afslappet, og det samme gælder Danmark. Når jeg spiller i Filippinerne, uanset hvor jeg gik, var der 2000 børn, der var begejstrede og fanatiske og hoppede rundt på bilen. Det er det eneste sted, hvor jeg nogensinde har følt mig kendt.

Succes er at lave det, man elsker. Jeg tror ikke, man kan måle succes i ting, man har. Inden for musik kan succes blive målt på, om man har et publikum, og om de kan lide ens musik, og hvor godt kan de lide den, og første gang jeg kunne føle det, var i Filippinerne.