GO'

14-årig gik i TikTok-mandens fælde: - Han ville se, om vi havde den rigtige krop

Ifølge en advokat til 60 krænkede piger har den sigtede brugt samme metode gennem flere år.

14-årige Nada Karlskov havde igennem en periode skrevet med en fremmed mand på nettet, da han en dag spurgte, om hun kunne tænke sig at blive model.

- Okay, model, det lyder da megafedt, tænkte hun først.

Men tonen ændrede sig hurtigt, da de begyndte at skrive sammen på Snapchat.

Malene og Nada Karlskov var sammen i studiet for at fortælle deres historie.

Lige pludselig er der 60 piger, der står sammen

Tobias Grotkjær Elmstrøm, advokat

Her begyndte han at presse Nada Karlskov til at sende intime billeder for at se, om hun havde kroppen til at blive model.

Sammen med en veninde sendte hun et undertøjsbillede til manden, og herefter begyndte han at afpresse dem begge, fortæller Nada Karlskov i 'Go’ aften LIVE'.

Manden fortalte pigerne, at han havde optaget en video af dem, og hvis de ikke sendte flere billeder eller "ville være med til noget", ville han ifølge Nada Karlskov dele videoen.

Og Nada Karlskov og hendes veninde er ikke de eneste, der har været i kontakt med manden, som ifølge retten kun må omtales under navnet Tiktok-manden, da der er nedlagt navneforbud i sagen. Navnet TiktTok-manden kommer fra en podcastserie i Radio Loud, hvor manden beskyldes for krænkelser af kvinder og unge piger på sociale medier. I serien siger han selv, at han er uskyldig

Anmeldt af 60 piger

Manden blev i maj dømt i retten i Helsingør for voldtægt af en mindreårig samt andre forhold som blufærdighedskrænkelser, trusler og ulovlig tvang, hvor Nada Karlskov var en af de forurettede.

TikTok-manden afventer stadig at modtage sin endelige dom, da retten har krævet ham mentalundersøgt, skriver Ekstrabladet.

Yderligere 60 piger har anmeldt ham hos politiet, fortæller advokat Tobias Grotkjær Elmstrøm, og manden er nu sigtet for foreløbig yderligere ti forhold, lyder det fra advokaten, der forventer, at der vil komme flere sigtelser.

Man skal passe på derude, for han er ikke den eneste

Tobias Grotkjær Elmstrøm, advokat

Indtil videre er Tiktok-manden varetægtsfængslet frem til 13. juli 2021.

Han har gentagne gange nægtet sig skyldig i anklagerne. Senest i forbindelse med en dokumentar fra tv-stationen Discovery, der har fået titlen 'F**k ikke med piger'.

Ifølge Tobias Grotkjær Elmstrøm har TikTok-manden arbejdet efter et bestemt mønster, når han har forgrebet sig på pigerne, men der er ikke noget mønster i, hvem ofrene er, fortæller han.

Advokat: Man skal passe på derude

Ifølge Tobias Grotkjær Elmstrøm har flere af pigerne tidligere anmeldt manden til politiet i sager, der går mere end ti år tilbage.

Der er dog ikke tidligere rejst en sag, da det var "påstand mod påstand", lyder det fra advokaten, men denne gang tror han, at sagen vil ende i retten.

- Lige pludselig er der 60 piger, der står sammen, og flere af dem har samme forklaring om, hvad der er sket, og så står de jo stærkere, siger han i 'Go’ aften LIVE'.

Det er løgn, det er simpelthen løgn

Malene Karlskov, selvstændig og mor til offer

Hvornår sagen med de 60 piger kommer for retten, kan Tobias Grotkjær Elmstrøm ikke sige noget om.

Muligvis bliver det næste år, men det kan også blive året efter. I mellemtiden kommer han med en klar opfordring:

- Alle unge mennesker i dag er på sociale medier, og det, der er vigtigt at tage med her, er, at man skal passe på derude, for han er ikke den eneste, lyder det.

Datter ændrede karakter

Nada Karlskov kan godt se i dag, at der skulle have ringet nogle alarmklokker, da hun skrev med TikTok-manden.

Hun forklarer, at han var meget venlig i starten, hvor de bare skrev om hverdagen på et chatforum.

Men da hun pludselig var fanget i hans spind, skammede hun sig og syntes, at det var flovt at fortælle til sin mor.

I samme periode kunne hendes mor Malene Karlskov dog godt mærke, at der var noget galt.

- Hun er en social pige, og hun er altid glad, men lige pludselig kommer der en pige hjem, der ikke er sammen med sine venner, og som lukker sig inde på sit værelse, fortæller hun.

"Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, for hun ville ikke fortælle mig det", forklarer Malene Karlskov om perioden, hvor hendes datter skrev med TikTok-manden.

Malene Karlskov kunne mærke, at hendes datter var sur og ked af det, men når hun forsøgte at tale med hende, vrissede hun ad hende. Hun kunne derfor ikke finde ud af, hvad der var galt.

Det var derfor et opkald fra venindens mor, der fortalte hende, hvad deres døtre havde gjort.

- Hun fortæller, at pigerne har vist sig i undertøj til en fyr, og jeg tænker bare: "Det er løgn, det er simpelthen løgn", siger Malene Karlskov.

Dommen betyder meget

Først blev Malene Karlskov sur på sin datter, da de flere gange har snakket om, hvordan man opfører sig på sociale medier.

Men da hun havde fået Nada Karlskovs forklaring, vendte hun sin vrede mod TikTok-manden.

"Man er bare total flov og skammer sig over det", fortæller Nada Karlskov.

Derfor har det været en lettelse, at han i maj i år blev dømt for at have presset hende til at sende intime billeder.

- Når man har haft det rigtig hårdt og holdt så meget inde, så er det bare mega dejligt, at han får en dom, fortæller Nada Karlskov, og Malene Karlskov bakker op:

- Det betyder rigtigt meget for mig, når man tænker på alt det, vi er gået igennem og har kæmpet for, siger hun.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra TikTok-mandens advokat, men vedkommende er ikke vendt tilbage.

Se interviewet med Tobias Grotkjær Elmstrøm, Nada og Malene Karlskov i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY