Nyheder

Tre danske biler angrebet af stenkast - nu patruljerer svensk politi langs vejen til Bornholm

Flere danskere, som TV 2 møder på svensk grund, er bekymrede over situationen. Onsdag er yderligere tre danske biler angrebet af stenkast.

Alene onsdag er yderligere tre danske biler blevet ramt af stenkast i Skåne. Det oplyser talsperson for Polisregion Syd, Ewa-Gun Westford til TV 2.

Dermed har der nu i alt været 50 stenkast mod bilister.

Ruten mellem Skurup og Ystad på den svenske motortrafikvej E65 er i politiets og mediers søgelys i disse dage. Det er nemlig her, der er blevet kastet med sten og andet jerngods mod biler på vejen i denne og sidste måned.

Derfor er politiet også til stede langs markerne og i til- og afkørsler, der flugter motorvejen. TV 2 ser dem i alt seks steder.Ifølge en unavngiven betjent, TV 2 møder på strækningen, er de blevet placeret strategisk som et led i at komme til bunds i stenkastene.

Svensk politi har kastet store kræfter ind i at få stenkastene stoppet, fortæller Ewa-Gun Westford, der er pressetalsperson hos svensk politis Polisregion Syd:

- Vi har sammensat en gruppe, som kommer til at følge det fremover, så vi får et bedre billede af, hvad der sker, fortæller hun.

Det er en strækning med mange danskere, da det er vejen til blandt andet Ystad, hvorfra bornholmerfærgen sejler. Man må køre omkring 100 kilometer i timen på meget af strækningen.

Pressetalspersonen tror, at det i høj grad er rettet mod danske bilister.

Man vil ikke være dansker eller køre i en bil på danske plader i disse dage

Assar Andersson, svensker og forfatter

Danskere er bekymrede

Hvorfor det sker, eller hvem der står bag, er stadig ubesvarede spørgsmål.

Et par af bilerne var svenske, men det er ifølge Ewa-Gun Westford mellem en eller to tilfælde. Langt de fleste af kastene involverer danske biler.

Det bekymrer flere danskere, som TV 2 talte med i betalingslugen på den svenske side af Øresundsbroen.

- Jeg er bekymret. Vores familie skal til Bornholm inden længe, og vi talte om det så sent som i går, siger Ralf Olav Hohle Hansen, der ikke skal til Bornholm i dag.

En anden bilist, som TV 2 møder, er også utryg.

- Det er da ret ubehageligt, synes jeg, siger Rasmus Wiuff, pensionist.

Beboer kommer med idé til motiv

Svenske Assar Andersson, forfatter, er glad for, at hans bil er svensk, fortæller han, da TV 2 møder ham i det ydre Ystad.

- Man vil ikke være dansker eller køre i en bil på danske plader i disse dage, siger han og mener, at det er "crazy mennesker", der står bag.

Selvom der også er et par svenske biler, der er blevet ofre for stenkastene, er Assar Andersson ikke bekymret for at køre på vejene.

Foruden patruljer langs vejen har politiets helikopter også været i luften. Rydsgard, som er en by mellem Skurup og Ystad, er et af de steder, politiet har været særlig opmærksom på. Tirsdag var den i luften over hele strækningen i cirka fire timer, men et kort over helikopterens rute viser, at den cirklede rundt om den by længe.

Christopher Olsson er jernbanemedarbejder og bor i Rydsgard. Han har et bud på, hvorfor det er danske biler, det primært går ud over.

- Det kan være, fordi mange på danske plader kører hensynsløst, siger han.

Hans far har ifølge Christopher Olsson været personligt vidne til en hændelse, hvor en dansk bil kørte af vejen og endte på siden. Med sig tog den en god del af faderens hegn.

Christopher Olsson tilføjer, at han personligt synes, at det er overdrevet at kaste sten mod biler.

En dansk mand kom slemt til skade

Stenkastene har ikke ført nogle dødsfald med sig, men en dansk 70-årig mand er kommet slemt til skade.

Den 19. maj blev hans bil ramt af en sten ved Marsvinsholm, hvor den gik gennem bilens forrude, og ramte ham i venstre side af ansigtet. Her forårsagede den store skader på hans tænder og ene øje.

Derfor måtte han gennem en flere timer lang operation, og selvom han i dag er udskrevet fra hospitalet, har han ifølge TV 2 Bornholm fortsat store mén.

Ifølge Ewa-Gun Westford har svensk politi endnu ikke fundet frem til gerningsmanden.

- Vi funderer stadig over, hvordan de gør det. Kan det være en enkelt person, og er der overhovedet muligt? Eller må de være flere end én?, siger hun.

Samtidig studser politiet over, at så mange danskere rammes, mens langt de fleste svenskere går fri.