Coronavirus

13-årig har været isoleret i 15 måneder - derfor jublede han over Søren Brostrøms nyhed

Formanden for sammenslutningen af danske børnelæger ønsker mere data, før han vil anbefale vaccinen til raske børn.

Spændingen var stor og følelserne sad uden på tøjet hos 13-årig Rasmus Dalsten i Herlev, da Søren Brostrøm og Sundhedsstyrelsen torsdag indkaldte til pressemøde om vaccination af børn ned til 12 år.

- Jeg var helt spændt og sagde: ”Juhu”. Nu er den blevet godkendt i Danmark, så nu venter jeg bare på, at jeg kan blive vaccineret, lyder det fra Rasmus Dalsten i ‘Go’ aften LIVE’.

"Jeg reagerede faktisk meget. Jeg var helt spændt og sagde: ”Juhu”", fortæller Rasmus Dalsten på en online forbindelse. Han glæder sig til at komme tilbage i skole, når han har fået sin vaccination.

I 15 måneder har Rasmus Dalsten nemlig været isoleret i sit hjem, fordi han har en sjælden lungesygdom og derfor ikke må smittes med covid-19.

Derfor var han glad, da han fik beskeden om, at han nu kan se frem til at blive vaccineret og dermed komme tilbage i skole til sine klassekammerater.

Det er dog ikke kun udsatte børn, der kan få en vaccine mod corona.

Hvis der kommer noget nyt og uventet op, omvurderer vi

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle børn i alderen 12-15 år nu også bliver vaccineret for at styre flokimmuniteten i Danmark, lyder det fra Søren Brostrøm:

- Vi har brug for immuniteten for at bevare kontrollen med epidemien. Der er også nogle voksne og ældre, der er vaccineret, hvor vaccinen ikke slår igennem, fordi de har et svagt immunsystem, så de stadigvæk kan blive syge, forklarer han i 'Go' aften LIVE'.

Ønsker mere data

Klaus Birkelund Johansen, der er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, der er den faglige sammenslutning af danske børnelæger, er enig i, at sårbare børn som Rasmus Dalsten bør blive vaccineret mod corona.

Men indtil videre vil han ikke anbefale den til raske, danske børn, selvom Sundhedsstyrelsen gør.

Vaccination af danske børn

Pfizer/BioNTech-vaccinen blev godkendt til børn af Det Europæiske Lægemiddelagentur 28. maj. 

Tre uger senere har Sundhedsstyrelsen nu godkendt vaccinen til danske børn i alderen 12-15 år.

Raske børn vil blive vaccineret sidst, men sårbare og kronisk syge børn kan få ordineret vaccinen med det samme. 

Kilde: Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

Det skyldes, at studiet, der ligger til grund for anbefalingen, er meget småt, lyder det.

- Omkring 1000 har fået vaccinen, og omkring 1000 har fået saltvand, og det har ikke vist nogen farlige bivirkninger, men hvis bivirkningerne forekommer med en hyppighed, der er mindre end 1 ud af 1000, kan vi ikke forvente at se dem i det studie, siger Klaus Birkelund Johansen.

"Jeg ville jo være meget, meget ked af det, hvis jeg generelt fremstod som om, at man ikke skulle tage pfizer biontech-vaccinen, for det mener jeg bestemt, man skal", forklarer Klaus Birkelund Johansen om sin udtalelse.

Søren Brostrøm: Vi holder øje

Søren Brostrøm er dog ikke nervøs for at vaccinere danske børn med Pfizer/BioNTech- vaccinen, som han kalder “nogle af de bedst dokumenterede vacciner, vi har brugt i menneskehedens historie”.

Han henviser til, at tre millioner børn i USA mellem 12 og 15 år på nuværende tidspunkt er vaccineret.

Og de danske myndigheder følger udviklingen tæt, lyder det fra Søren Brostrøm:

- Vi er helt enige med børnelægerne i, at vi skal have kigget dybt ind i sikkerhedsdataen fra de mere end tre millioner vaccinerede amerikanske børn. Hvis der kommer noget nyt og uventet op, omvurderer vi, ligesom vi har gjort med andre vacciner.

"Det er ikke et eksperiment. Vi er faktisk meget sikre på sikkerheden ved de her vacciner", forklarer Søren Brostrøm.

Lige meget hvilken dag

Rasmus Dalstens mor, Charlotte Wenck, er ikke bekymret for at lade sin søn vaccinere.

I 15 måneder har familien måttet sige nej til konfirmationer og sociale arrangementer, og Rasmus Dalsten har gået i skole via en robot.

Men nu kan familien snart vende tilbage til hverdagen, og Rasmus Dalsten er klar til at få sin vaccination:

- Jeg er bare så glad og spændt. Og det er lige meget, hvilken dag det bliver, fortæller han.

Se hele interviewet fra 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY