Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 18. juni

Arkiv.

Denne liveblog opdateres ikke længere. 

Politikere langer ud efter myndighederne: Kræver håndtrykket tilbage nu

En række politikere vil have håndtrykket tilbage. Sundhedsmyndighederne anbefaler ellers, at ikkevaccinerede afholder sig fra at give hånd til andre, der heller ikke er fuldt vaccinerede. 

Nu lægger flere politikere ifølge DR pres på Sundhedsstyrelsen for at få den til at lempe anbefalingen og give håndtrykket frit. 

Både Pernille Vermund, partileder i Nye Borgerlige, Pia Kjærsgaard (DF) er ude med kritik af anbefalingen, mens Venstres gruppeformand Karsten Lauritzen stiller sig uforstående over, at han ikke må give hånd, til dem han vil. 

Holland ophæver næsten alle restriktioner

Fra 26. juni vil Holland ophæve næsten alle coronarestriktioner. Det siger landets premierminister, Mark Rutte, på et pressemøde ifølge dpa.

Det betyder, at restauranter, museer og teatre kan lukke flere ind end tidligere uden restriktioner. Diskoteker og natklubber kan også genåbne.

Det bliver muligt at afholde begivenheder såsom festivaler og sportsarrangementer, hvis deltagerne er vaccineret eller har fået en negativ coronatest.

Over 2400 smittetilfælde i Frankrig

Frankrig registrerer fredag 2439 nye smittetilfælde med corona. 50 er døde på hospitalet, mens 1740 personer ligger på intensiv. Det er et fald på 59, skriver Reuters.

Det er ud af en befolkning på omkring 67 millioner mennesker.

Ifølge Johns Hopkins University har landet registreret 5.814.642 millioner smittetilfælde i alt, mens 110.864 er døde.

Macron: EU skal være bedre til at koordinere genåbning af grænser

EU–lande skal blive bedre til at koordinere deres politik for corona–genåbning af grænser. Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til et pressemøde med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der finder sted i Berlin fredag.

Det skriver Reuters.

Coronatilfælde sender 21 elever hjem fra folkeskole

Danehofskolen i Nyborg på Fyn har sendt hele 0. klasse hjem, efter en elev er testet positiv for corona. 

21 børn og to ansatte blev sendt hjem torsdag. Det oplyser viceskoleleder Nikolai Skibdal til Fyens Stiftstidende.

- De vender tilbage onsdag og når dermed lige at få 9. klassernes sidste skoledag med, siger viceskolelederen.

Over 10.400 smittetilfælde i Storbritannien

Fredag registrerer Storbritannien 10.476 nye smittetilfælde med corona. 11 er døde, skriver Reuters,

Landet kæmper lige nu med tilfælde af coronavarianten Delta, der betegnes som mere smitsom end de andre coronavarianter.

WHO: Delta-variant er på vej til at blive dominerende

Coronavarianten Delta, som først blev opdaget i Indien, er på vej til at blive den dominerende variant globalt.

Det siger videnskabelig chef hos Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Soumya Swaminatha, til en pressekonference ifølge Reuters.

Ifølge ham skyldes det, at Delta–varianten er mere smitsom.

Bavarian Nordic overvejer at sælge kandidat til coronavaccine

Medicinalselskabet Bavarian Nordic overvejer at sælge sin kandidat til en coronavaccine. Det skriver Jyllands-Posten.

Årsagen er, at det mangler finansiering til at gennemføre fase 3-forsøg på mennesker. Det oplyser Rolf Sass Sørensen, der er chef for investor relations i selskabet.

Delta-variant får smittetallet til at stige kraftigt i Moskva

Smittetallene er steget kraftigt i Rusland, hvor der fredag blev registreret 17.262 nye covid-19-tilfælde – det højeste tal for et enkelt døgn siden februar. Det skriver Reuters.

Over halvdelen af tilfældene er registreret i Moskva.

- Vi ser effekten af de virusvarianter, som er mere aggressive, og som spreder sig hurtigere, siger Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin.

Danmark åbner for rejser til Kreta og Nice

Snart kan danskere igen vælge, om de vil nyde solen og sommeren på Kreta eller i Nice. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Fra lørdag bliver der åbnet for ind- og udrejse til yderligere regioner i forskellige europæiske lande ifølge Udenrigsministeriets nyeste rejsevejledning.

Det betyder, at der ikke længere frarådes rejser til områderne, og at der ej heller er krav om isolation ved hjemkomst.

Smitsom indisk coronavariant fundet: To daginstitutioner ramt

To grupper er lige nu sendt hjem fordelt på to børnehaver i Tilst på grund af fund den ekstra smitsomme Delta-variant af coronavirus fra Indien. Det drejer sig om børnehaverne Æsken og Spilloppen, og det er én gruppe i hver børnehave.

Det skriver TV 2 ØSTJYLLAND.

- Heldigvis havde vi valgt i ledelsen at fortsætte vores gruppeopdeling til efter sommerferien på grund af de aktuelle smittetal i Tilst. Derfor er det heldigvis kun en gruppe i hver institution, siger dagtilbudsleder i Tilst, Morten Berg.

Eksdirektør i Lægemiddelstyrelsen kåret til Årets Europæer

Hvert år uddeler Europabevægelsen prisen Årets Europæer. Prisen er tidligere gået til blandt andre Margrethe Vestager, Emmanuel Macron og prins Henrik.

I år lander valget på tidligere direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz.

Norge lemper regler for indrejse – også for danskere

Norge lemper sine regler for indrejse. Det er blandt andet godt nyt for danskere, der ønsker at rejse ind i landet.

Fra lørdag klokken 12 er det muligt for danskere at slippe for karantæne ved indrejse til Norge, hvis man er fuldt vaccineret eller har været smittet med covid-19 inden for de seneste seks måneder. Det kan man bruge sit coronapas til at bevise.

Det oplyser den norske regering i en pressemeddelelse.

København dropper ensretning

Under coronakrisen har Københavns Kommune indført ensretning for gående omkring søerne i Indre By, men det får nu en ende. Samtidig sløjfes højrefærdslen på Strøget.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Endvidere åbnes der for en række af byens soppesøer og for så mange vandposte som muligt.

203 nye tilfælde af coronavirus

Der er registreret 203 nye tilfælde af coronavirus i Danmark det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut.

Antallet af indlæggelser er uændret. 84 personer er indlagt, heraf er 20 på intensiv og 15 af dem i respirator.

Der er ikke registreret nye dødsfald det seneste døgn.

Halvdelen af alle danskere har fået coronavaccine

Halvdelen af alle danskere har fået mindst ét stik med en coronavaccine. 

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Flere tusind tons mink fjernes i Kølvrå

Fredag er arbejdet med at grave omkring 7000 tons mink op, der i november blev begravet ved Kølvrå, gået i gang. Dermed fortsætter opgravningen af de i alt 13.000 tons mink ved Nr. Felding og Kølvrå. Går alt efter planen, vil de sidste mink være fjernet i midten af juli. Alle danske mink blev aflivet sidste efterår, da der blev fundet coronasmitte i dem. I december besluttede et politisk flertal at fjerne de nedgravede mink.

Syv nordmænd fik saltvand i stedet for vaccine

Syv normænd troede, at de blev vaccineret torsdag, men i stedet fik de ved en fejl en saltvandsindsprøjtning. 

Det oplyser Kongsvinger Kommune på sin Facebookside.

Kommunen beklager fejlen og skriver, at de syv personer vil blive tilbudt en ny vaccine, når det er opklaret, hvem de er.

I alt blev 147 personer vaccineret inden for det tidsrum, hvor fejlen fandt sted, på det pågældende vaccinationssted.

Spanien ophæver mundbindskrav

Fra 26. juni er det ikke længere et krav at bære mundbind udendørs i Spanien,

Det siger premierminister Pedro Sanchez ifølge Reuters.

- Denne weekend bliver den sidste med mundbind, siger han.

Ekspert: Delta bliver den dominerende coronavariant i Tyskland

Den meget smitsomme delta-variant, der tidligere var kendt som den indiske variant, vil være den dominerende coronavariant i Tyskland senest til efteråret.

Det siger, ifølge The Guardian, Lothar Wieler, der er leder af Robert Koch-instituttet, som har ansvaret for kontrol og forebyggelse af sygdom i Tyskland.

Delta-varianten udgør ifølge Lothar Wieler 6 procent af smittetilfældene i Tyskland, men andelen er stigende.

- Det er ikke et sprøgsmål, om delta bliver dominerende, men et spørgsmål om hvornår, siger han.

I Danmark forventer flere eksperter også, at delta på et tidspunkt vil blive den dominerende variant.