Nyheder

Skuespilleren Ned Beatty er død – han var birollens stille mester

Mere end 150 film og bærende roller i 1970'ernes store tv-serier gjorde manden med smilehullerne til et kendt ansigt.

Ned Beatty, der søndag døde i Los Angeles 83 år gammel, var ét af Hollywoods kendte ansigter.

Dem er der mange af. Men Ned Beatty blev aldrig et navn og et ansigt, man kunne kende nærmest i blinde. Dertil var mandens star quality ikke trukket af de linjer, der gjorde jævnaldrende kolleger som Jack Nicholson, Robert de Niro, Dustin Hoffmann eller Harrison Ford til trækplastre i biografens magiske mørke.

Ned Beatty vidste det selv. Han var god, og han var vigtig. Men han var ikke hovedrollernes mand. Dertil var han af udseende for meget din venlige nabo, din rare onkel eller bare manden på gaden.

Da han i 1992 gjorde en slags status over 20 år som filmskuespiller, sagde han selv:

- Jeg er sådan en, folk henvender sig til og siger: "Du virker bekendt, hvor er det, jeg har set dig?"

Især op igennem 1970'erne slog Ned Beatty sit navn fast som en karakter. En lille, lidt buttet mand med smilehuller og glimt i øjet. God til lettere roller, hvor han kunne legemliggøre den jævne, lidt kiksede mand, de fleste af os er på fornavn med.

Lagde stemme til bjørnen Lotso

Beatty filmdebuterede uforglemmeligt i 'Udflugt med døden' (1972), hvor en flok civiliserede lægmænd konfronteres med USA's mørke mentale vildnis.

Få år senere blev Beatty Oscar-nomineret for en betydende birolle i 'Network'. Siden gav han den som en af efterforskerne i 'Alle præsidentens mand', drejet over Watergate-skandalen, der førte til Richard M. Nixons fald.

I de følgende årtier blev han manden, man ringede til, når birollerne skulle udfyldes. Beatty blev birollens stille mester for sit lune og evnen til at overraske.

Det passede ham fint.

- At have status som stjerne skærer hjørner af din effektivitet som skuespiller, fordi du skal være identificerbar og dermed lidt mere forudsigelig. Men jeg kan lide at være det overraskende indslag, sagde han i et interview med CBC i 1977.

Redaktør Mads Brügger fra Frihedsbrevet hylder mandag Beatty for rollen som den koldsindige kapitalist Paddy Chayefsky i 'Network'.

Ned Beatty var aktiv indtil for otte år siden. Mod slutningen trådte han i karakter som stemmeskuespiller i 'Toy Story 3', hvor han lagde stemme til bjørnen Lotso. Han rundede sin professionelle løbebane af ved at medvirke i sønnen og instruktøren Thomas Beattys 'The Big Ask' i 2013, inden han definitivt trak sig tilbage fra rampelyset.

- Ned var et ikonisk, legendarisk talent, ligesom han var en god ven, og han vil blive savnet af os alle, sagde hans manager Deborah Miller søndag til Deadline efter at have oplyst dødsårsagen som "naturlige årsager".

Ned Beatty var gift fire gange og far til otte børn.