Coronavirus

Tekniske problemer ved opgørelse af smittetal - er højere end angivet

Der er registreret 377 nye tilfælde med covid-19. Tallene fra SSI er upræcise på grund af tekniske problemer.

De daglige smittetal fra Statens Serum Institut (SSI) er fortsat ramt af tekniske problemer fra mandag. I SSI's daglige opdatering af corona-situationen tirsdag står der 377 nye smittetilfælde registreret.

Tallene skal dog tages med et forbehold, advarer SSI.

- På grund af tekniske problemer siden i går er der fortsat en del prøvesvar i kø i systemet. Det betyder, at dagens data er baseret på færre prøvesvar og dermed er underestimeret, skriver SSI.

Antallet af indlagte er faldet med 13 personer til 124. Der er ikke registreret nye dødsfald.

124 er det laveste antal indlagte siden 24. oktober.

- Det er jo ikke alvorligt, i forhold til det vi har set tidligere, siger Åse Bengård Andersen, som er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet.

De indlagte er blevet yngre, i takt med at de ældre er blevet vaccineret og ikke i lige så høj grad bliver smittet og indlægges med covid-19.

- Vi har set helt generelt, at de yngre trods alt kommer sig lettere over covid-19, siger hun.

Betyder ikke nødvendigvis mindre alvorligt forløb

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de indlagte med covid-19 har mindre alvorlige sygdomsforløb. Underliggende sygdomme kan nemlig gøre forløbet mere alvorligt.

- Når vi ser et yngre menneske, der bliver indlagt, er det første, vi ser efter, om der er en risikofaktor, der forklarer, hvorfor denne patient er blevet så syg. Er der et eller andet alligevel, der gør, at de er blevet så medtagede af covid-19, spørger Åse Bengård Andersen.

Alt i alt går det fremad med epidemien i Danmark, mener hun. Tirsdag var Danmark halvvejs med at vaccinere landets befolkning over 16 år.

- Jeg tænker og håber, at vi er der, hvor vi skal holde ud et par uger endnu, siger Åse Bengård Andersen.

Teknik skaber problemer for kontakttalsberegninger

Der er registreret 80.101 PCR-test fra mandag til tirsdag. Mandag berettede sundhedsmyndighederne, at der var nogle test, der ikke var blevet optaget i systemet.

Den daglige opgørelse fra SSI indeholdt mandag mindre end halvt så mange PCR-testsvar som søndag. Hvor meget af dette, der skyldes de tekniske problemer, står dog ikke klart.

Hvor der søndag var 144.000 PCR-test, var der mandag omkring 64.000. Tirsdagens opdatering har altså cirka 80.000 svar fra PCR-test i den daglige opdatering.

SSI har desuden meldt, at der er forsinkelser i testsvar og coronapas.

Det betyder, at det ikke er muligt at beregne det kontakttal, som SSI ellers plejer af offentliggøre om tirsdagen.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

- Der er desværre problemer med indsamling af testsvar hos Statens Serum Institut. Derfor kan der ikke beregnes et kontakttal i dag.

- Det forventes, at det kan offentliggøres i morgen i stedet, skriver Heunicke.

Sidste tirsdag blev kontakttallet beregnet til 1,1. Det var femte uge i træk, at kontakttallet var 1,1.