Nyheder

Mikrodyr vækket til live efter 24.000 år

Det lille dyr har efter optøning formået at reproducere sig selv.

I det bidende kolde Sibirien har man opdaget et væsen i isen. Det har været nedfrosset i flere tusind år, men efter optøning er det nu vækket til live.

Det kan til forveksling lyde som en scene fra en film, men den er god nok.

En gruppe russiske forskere har opdaget en mikroskopisk organisme, som hører til dyregruppen hjuldyr, i den sibiriske permafrost.

Det russiske fund rykker på den fundamentale definition for liv

Martin Vinther Sørensen, forsker og specialist i mikrobiologiske organismer

Og det halv millimeter lange dyr er i live efter at have været nedfrosset i 24.000 år.

Det dokumenterer et nyt studie, som er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.

Fakta om hjuldyr

Hjuldyr er betegnelsen for en række af små organismer. Mikroorganismerne er mellem 0,04 og 3,0 milimeter og kan karakteriseres ved, at de på hovedet har en fimrekrone. Når dyret bevæger sig, ligner det et roterende hjul. Hjuldyr er komplicerede flercellede dyr med organsystemer, som er farveløse. De lever hovedsageligt i ferskvand, men enkelte arter lever i saltvand.

Kilde: Den Store Danske

Enestående fund

- Fundet af hjuldyret er helt klart interessant og en rekord. Jo længere tid, der går, jo mere perfekte skal forholdene være for overlevelse.

Det fortæller Martin Vinther Sørensen, der er forsker og specialist i mikrobiologiske organismer ved Statens Naturhistoriske Museum.

Om opdagelsen siger medforfatter til studiet, Stas Malavin, ifølge Ritzau, at fundet er "det hidtil mest håndfaste bevis på, at flercellede dyr kan overleve titusinder af år i kryptobiose", som er en form for dvaletilstand.

En tilstand der ifølge Martin Vinther Sørensen er med til at gøre det ekstreme fund ekstra fascinerende. For det rykker på forståelsen af, hvad der skal til for at "være i live" – og hvor længe det er muligt at være det.

- Det russiske fund rykker på den fundamentale definition for liv, siger Martin Vinther Sørensen.

Og selvom det ikke er unormalt at finde hjuldyr, som har overlevet i perioder i dvaletilstanden, er netop dette eksemplar enestående, fordi det er i live efter så ekstrem en periode, vurderer Martin Vinther Sørensen.

Udover at have overlevet i tusindvis af år, gør endnu en faktor fundet mere bemærkelsesværdigt. Det lille dyr har formået at klone sig selv igennem såkaldt aseksuel reproduktion.

- Det vidner om, at dyret ikke har taget skade af at være nedfrosset, siger Martin Vinther Sørensen.

Permafrosten gemmer på skjulte skatte

Studiet af hjuldyret kan ifølge forskerholdet åbne for en række ubesvarede spørgsmål om, hvilke mekanismer flercellede dyr anvender for at overleve så længe i den ekstreme dvaletilstand.

Spørger man Martin Vinther Sørensen, kan opdagelsen bruges til at gøre os klogere på den natur og verden, som omgiver os.

Og det er ikke første gang, at den russiske permafrost afslører skjulte skatte. Blandt andet har forskere i februar fundet dna-materiale, som stammer fra en hidtil ukendt mammutarts kindtænder.

- Den sibiriske permafrost er på mange måder en direkte kikkert ind i fortiden, siger han.