Nyheder

Seneste nyt om coronavirus 6. juni

Livebloggen opdateres ikke længere. 

Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden. Du kan se de seneste coronatal her.

USA har givet over 301,6 millioner vaccinationer

USA har givet 301.638.578 millioner vaccinationer og har fordelt 371.520.735 millioner doser.

Sådan lyder det fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, CDC, ifølge The Guardian

Derudover har 170.833.221 millioner amerikanere modtaget mindst et vaccinestik mod corona. 138.969.323 er fuldt vaccinerede.

Nye rejsevejledninger sætter skub i udlejning af sommerhuse

Lørdag klokken 16 trådte de nye rejsevejledninger i kraft, og det betyder, at blandt andre tyskere nu kan rejse ind i Danmark uden at skulle gå i isolation. Det har de mærket hos Købmand Hansens Feriehusudlejning, skriver TV Syd. Her er omkring 300 bookinger tikket ind siden fredag. 

- Jeg siger, det er fantastisk. Det er rigtig, rigtig dejligt, at den tvivl, der har været om de tyske gæster, når de kom, om de skulle i karantæne, den har vi ligesom fået fjernet nu. Det kan vi tydeligt mærke, siger Lars Ravnholt, der er Bureauchef ved Købmand Hansens Feriehusudlejning.

12-16-årige skal nu vaccineres i Israel

I Israel har man søndag taget hul på at vaccinere 12-16-årige børn. Det skriver The Guardian. Indtil videre er 55 procent af befolkningen færdigvaccineret. 

Læger og jordemødre vil ændre anbefaling om coronavaccine til gravide

En gruppe, som består af læger og jordemødre, kritiserer Sundhedsstyrelsens beslutning om, at gravide ikke skal vaccineres. Det skriver Kristeligt Dagblad. 

- Vi ved, at det indebærer risici at få covid, mens man er gravid. Derfor er vi lige nu i dialog med Sundhedsstyrelsen i forhold til, om ikke anbefalingerne skal ændres.

Det siger Annemette Lykkesbo, der er ledende overlæge på afdeling for kvindesygdomme og fødsler på Sygehus Lillebælt til avisen.

Norges sundhedsstyrelse går i rette med overlæge: - Pandemien er endnu ikke slut

Overlæge hos Folkehelseinstituttet (FHI), der er Norges sundhedsstyrelse, Preben Aavitsland, delte søndag et billede på Twitter, som viser, at antallet af nyindlæggelser i Norge er faldende. Til billedet skrev overlægen teksten "det var så den pandemi".

Men nu går direktør i FHI, Camilla Stoltenberg, mod overlægen og siger, at pandemien altså ikke er slut endnu. 

- Det er for tidligt at fastslå fra FHI's side, at pandemien er ovre i Norge. Preben Aavitsland har i dag også selv præciseret, at vi stadig har slutspurten tilbage, siger Camilla Stoltenberg til NRK.

Ganske rigtig har Preben Aavitsland overfor VG sagt, at det var for skarpt formuleret at erklære pandemien for overstået. 

- Det var en lille skarpformulering om, at nu går det rigtig godt. Vi er inde i slutspurten med pandemien i Norge, siger Aavitsland til VG.

Nicolai Wammen er vaccineret mod coronavirus

Søndag er finansminister Nicolai Wammen (S) blevet vaccineret mod coronavirus. Det skriver han i et Facebookopslag.

- Så blev det min tur. Et lille stik men med stor betydning. Tak til alle de dygtige mennesker som også på en skøn søndag, hvor mange nyder solen, knokler løs med at få vaccineret Danmark, skriver ministeren. 

Randers Kommune klar til at gribe ind overfor stigende smitte

De seneste dage er det gået stærkt opad med smittetallet i Randers Kommune, og stiger tallet endnu en gang fra søndag til mandag, er kommunen klar til at gribe ind. Det skriver Randers Amtsavis. 

- Vi vil ved middagstid analysere tallene i kommunens krisestyregruppe, og er der igen et hop op, så tager vi en snak med Styrelsen for Patientsikkerhed, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt til avisen.

Portugals premierminister kritiserer Storbritannien for at fjerne landet fra grøn liste

Den portugisiske premierminister, Antonio Costa, kritiserer Storbritannien for at fjerne Portugal fra den grønne liste, som betyder, at briterne ikke skal i karantæne, når de hjemvender fra en rejse til Portugal. Det skriver The Guardian. Portugal blev i sidste uge fjernet fra Storbritanniens grønne liste, da landet oplevede en smittestigning.

- Vi kan ikke have dette system med ustabilitet og ændringer hver uge, siger Antonio Costa. Premierministeren tilføjer, at han er i dialog med den britiske regering. 

Politiet opløser coronademonstration i Stockholm

Svensk politi har søndag grebet ind og opløst en demonstration mod coronarestriktioner i den svenske hovedstad, Stockholm. Det skriver TT ifølge Ritzau. Mindst 200 personer deltog i demonstrationen. 

Givskud sogn opfylder ikke længere alle kriterier for nedlukning

Torsdag måtte Givskud sogn lukke ned for skoler, lokaler til idrætsaktiviteter og Givskud Zoo, da sognet opfyldte kriterierne for automatisk nedlukning i et sogn. 

Men nu opfylder sognet kun to ud af tre kriterier for automatisk nedlukning, idet antallet af nysmittede er faldet til 17. Det skriver TV Syd. 

Det betyder dog ikke, at sognet må åbne igen. Tallene skal nemlig ligge under et af kriterierne i mindst syv dage, før sognet må åbne. 

Dragør var tæt på at lukke – nu falder smitten

Dragør Kommune har siden starten af juni været tæt på at måtte lukke på grund af den automatiske nedlukningsmodel for kommuner, men nu er smitten begyndt at falde. Således ligger det testkorrigerede incidenstal søndag på 219 smittede per 100.000 indbyggere, og ifølge nedlukningsmodellen skal en kommune lukke, når smittetrykket har passeret 300 smittede per 100.000 indbyggere, og der er mindst 20 nysmittede på en uge. 

Smitten stiger i Grønland

Grønland har stort set været friholdt for smitte i et års tid, men nu er antallet af coronasmittede begyndt at stige. Det skriver Jyllands-Posten.

Der er i alt ni smittede, som alle er fra Nuuk. Desuden har myndighederne sat skub i testningen. 

853 testet positive for coronavirus - vejret er med os, siger professor

Der er ikke nogen dødsfald siden lørdagens opgørelsen lørdag. Antallet af indlagte er 138, hvilket er en stigning på fire personer.

Vi kan i høj grad takke solen for de relativt lave smittetal, der opleves for tiden i Danmark, fordi UV-strålerne fra solen slår virus ihjel.

Det fortæller Thorkild Sørensen, professor emeritus i epidemiologi på Københavns Universitet.

- Vi er fortsat i en stabil situation, og en meget vigtig pointe er, at den øgede genåbning af samfundet ikke har manifesteret sig i øget smitte, et væsentligt øget antal indlæggelser eller flere dødsfald, siger han.

Norsk sundhedsstyrelse: Pandemien er mere eller mindre ovre

Antallet af indlagte og smittede med coronavirus i Norge er nu kommet ned på et så lavt niveau, at man kan tale om, at pandemien er ved at være ovre.

Sådan lyder det fra Preben Aavitsland, der er overlæge hos Folkehelseinstituttet (FHI), der er Norges sundhedsstyrelse.

– Her i Norge er pandemien så at sige ovre. Der er ganske få, som bliver indlagt på sygehusene og mindre end et par tusinde smittetilfælde om ugen. Tallene går hurtigt ned, samtidig med at flere bliver vaccinerede, siger han til NRK

På Twitter har Preben Aavitsland delt et billede, der viser, at antallet af nyindlæggelser med coronavirus som hovedårsag har været faldende gennem de seneste måneder.

Det var i løbet af marts og april på omkring 200 om ugen, men er de seneste uger røget ned i underkanten af 50.

WHO: Det er lige nu ikke et realistisk mål at udrydde corona

Som mennesker bliver vi nødt til at leve med corona et længere stykke tid. David Nabarro fra WHO har ifølge The Guardian sagt, at det lige nu ikke er et realistisk mål for verden at udrydde corona.

I stedet skal folk lære at leve med sygdommen. Den vil nemlig ikke forsvinde, men i stedet vil varianter florere, mener han.

– Menneskeligheden bliver nødt til at lære at leve med virussen, forhindre at det eskalerer og finde og udrede sygdommens hotspots, og det er noget, vi bliver nødt til at gøre i en overskuelig fremtid, siger Nabarro.

776 personer i Midtjylland er i år tilbudt udredning for coronasenfølger

I Region Midtjylland er 776 personer indtil videre i år blevet tilbudt en udredning for svære senfølger efter infektion med corona. Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Ifølge Berit Schiøttz-Christensen, som er overlæge på senfølgeklinikken på Skejby Universitetshospital, er omfanget langt større end forventet. Man regner med at skulle udrede op til 1000 svære tilfælde af senfølger.

Mange af patienterne er under 30, oplyser hun til mediet. For at blive henvist af egen læge til senfølgeudredning, skal man have haft symptomer i omkring tre måneder, og de skal være opstået efter påviselig smitte med coronavirus.

Første krydstogtskibe efter corona mødes af demonstranter i Venedig

For første gang i 17 måneder er et krydstogtskib ankommet til Venedig, efter at corona satte en stopper for de flydende rejser.

Det blev mødt af tusindvis af demonstranter ved havnen, som med bannere og fløjter råbte "bliv væk". Det skriver DR.

Demonstranterne mener, at skibene skader miljøet, og at turisterne ikke har respekt for byen.

Rusland rapporterer søndag 9163 nysmittede

Den russiske corona-taskforce har søndag meddelt, at landet har rapporteret 9163 nye smittede med coronavirus det seneste døgn. Det skriver Reuters.

Derudover er 351 personer det seneste døgn døde med coronavirus.

I alt har 5.126.437 personer officielt været konstateret smittet i Rusland siden pandemiens start, og 123.787 personer er konstateret døde med virussen.

Dog mener nogle, at dødstallet er højere. Russiske epidemiologer vurderer, at overdødeligheden i landet er den bedste måde at måle det retvisende dødstal på. Overdødeligheden fra april 2020 til april 2021 lyder på 425.000. 

Israel vaccinerer de første børn mod coronavirus

Israel er søndag begyndt at vaccinere de første børn i alderen 12-15 år mod coronavirus.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Det israelske sundhedsministerium anbefaler, at man i første omgang vacciner børn i risikogruppen, børn med familiemedlemmer i risikogruppen eller børn, der står foran en rejse til udlandet.

- Udover risikogrupperne kan alle, der er interesserede, blive vaccineret, skriver ministeriet.

Det er vaccinen fra Pfizer/BioNTech, som børnene bliver vaccineret med.

Dansk vaccineekspert advarer mod at vaccinere børn

Det Europæiske Lægemiddelagentur har for nylig sikkerhedsgodkendt Pfizer-vaccinen til børn, der er 12 år eller ældre.

Men spørger man en af landets førende vaccineeksperter, Christine Stabell Benn, skal man ikke vaccinere børn. Det fortæller hun til Berlingske. Hun mener ikke, at fordelene ved at vaccinere børn opvejer ulemperne, selvom det er, hvad EMA har konkluderet i sin rapport.

– Det vigtige for mig er, om børn bliver sundere af at få den her vaccine eller ej. Her peger data i den forkerte retning, siger hun til avisen.