Business

Kinesisk app tager verdens unge med storm

Den kinesiske modevirksomhed Shein har pludselig taget unge mennesker i hele verden med storm. Shopping-appen er en af de mest downloadede i Danmark.

Hvis du er over 30 år, har du sikkert aldrig hørt om den kinesiske modevirksomhed Shein, der pludselig har overhalet Amazon som den mest downloadede shopping-app i USA.

Men Shein har med sine trendy og ekstremt billige produkter taget unge over hele verden med storm og omsætter ifølge det kinesiske medie Caixin for over 90 milliarder kroner.

I Danmark ligger appen ifølge konsulentvirksomheden Mobile Action nummer to og tre i henholdsvis App Store og Google Play, og alligevel er den gået helt under radaren på både den etablerede modeindustri og blevet en seriøs konkurrent til H&M, Zara og den danske Bestseller-koncern.

Det skyldes ifølge Niels Ralund, e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, at Shein er dygtige til at udnytte internettets muligheder med influencere og sociale medier.

- Det specielle ved det er, at det er et fænomen, der er gået hen over hovedet på os. Men mit barnebarn på ti år har hørt om det på Youtube. De breder sig via sociale medier som TikTok og Youtube, hvor unge kvinder kører de her try-on-haul-sessioner for alle deres venner, der kan sidde og kigge i 20 minutter på, at de pakker noget ud fra Shein og prøver det på.

Niels Ralund har netop holdt møde med sine tyske, franske og hollandske kollegaer i den europæiske e-handelsorganisation E-commerce Europe. Ingen af dem havde hørt om Shein, selvom Shein var et af de mest omtalte brands på TikTok i 2020.

Under radaren

Den hurtigt voksende kinesiske virksomhed har indtil nu levet stille og godt, og det er tilsyneladende en bevidst strategi. Grundlæggeren Chris Xu giver aldrig interviews, og der er ingen spor af det kinesiske hovedkvarter i appen eller på hjemmesiden Shein.com.

Det skyldes sandsynligvis, at kinesiske internetvirksomheder ofte bliver mødt med skepsis ude i verden. Heriblandt videoplatformen TikTok og det sociale medie WeChat, som begge har oplevet problemer i Indien. Her er 177 kinesiske apps bandlyst med beskyldninger om manglende datasikkerhed.

USA’s tidligere præsident Donald Trump forsøgte også at blackliste TikTok og WeChat i USA, fordi han mente, at de udgjorde en national sikkerhedstrussel, men det lykkedes ikke.

Shein blev grundlagt med navnet She Inside i 2008 i den østkinesiske by Nanjing og startede med at sælge brudekjoler i udlandet online. Men det er først inden for de seneste fem år, at virksomheden har ændret sin forretningsmodel og tilsyneladende har ramt plet.

Shein sælger i stort set hele verden over, men ikke i Kina. Det er en ren eksportsucces, der tager udgangspunkt i et stort netværk af toptunede kinesiske tekstilfabrikker. Shein ejer ikke fabrikkerne, men tvinger ifølge det kinesiske medie Caixin sine leverandører til at blive en del af virksomhedens digitale økosystem, så de kan modtage data i realtid og reagere lynhurtigt på de nyeste trends.

Data er nøglen til succes

Hvad er så Sheins hemmelighed? Er tøjet smartere end det tøj, man kan købe hos spanske Zara eller svenske H&M? Det er i hvert fald mindst 50 procent billigere, og så er det ofte mere trendy, og udvalget er langt større, mener 22-årige Amalie Sode.

Hun har handlet på Shein flere gange og har også delt videoer på Youtube, hvor hun prøver tøjet, som hun selv har betalt.

- De fanger trends virkelig hurtigt. Ser du det på Instagram den ene dag, kan du se det på Shein næste dag.

Det er ikke tilfældigt. Det skyldes brugen af data i realtid og en avanceret algoritme, som spotter de nye trends og tryller dem om til nye produkter ultrahurtigt. Zara har indtil nu været kendt for sin hurtighed, fordi det kun tager den spanske koncern tre uger at designe og producere et nyt produkt.

Men Shein er mindst tre gange hurtigere, for den samme proces tager kun fem til syv dage for den kinesiske konkurrent. Desuden sprøjter Shein nye produkter ud med uhørt hastighed. Mens Zara lancerer 50.000 nye produkter om året, kan Shein ifølge Caixin lancere 30.000 nye produkter på en uge.

Det kan ifølge Dansk Erhverv få store konsekvenser for danske virksomheder, at teenagere vænner sig til den hastighed.

- Det er den nye, stærke forbruger, der tordner frem her på en ny måde. De lader sig inspirere på sociale medier og køber ind direkte via fabrikkerne i Kina uden noget mellemled. Det kan komme til at sætte kraftige spor hos en detailbranche, der allerede er presset, siger Niels Ralund.

Kvalitet og levering halter

Der er masser af anmeldelser af Shein på Trustpilot, og de er meget blandede. Man kan finde begejstrede kunder, som er glade for de lave priser. Men også en del brugere, som føler sig dårligt behandlet af Shein.

Kritikken går blandt andet på, at virksomheden er svær at komme i kontakt med, og at det kan være svært at returnere varer. Desuden lever kvaliteten ikke altid op til de smukke billeder i appen eller på hjemmesiden.

Generelt er vores tillid til produktsikkerhed på denne type platforme meget, meget lille

Mads Reinholdt, direktør, Forbrugerrådet

Amalie Sode var også lidt bekymret første gang, hun skulle handle, men hun tager sig god tid til at læse brugernes anmeldelser af produkterne, inden hun handler, og hun har kun oplevet at modtage nogle få produkter, der ikke passede i størrelsen eller var for dårlige i kvaliteten.

- Jeg var lidt nervøs for, om varerne ville komme, og hvordan kvaliteten var. Men jeg er rigtig tilfreds med dem. Der har kun været et par ting, der ikke kunne bruges, og dem gider jeg ikke engang at sende retur. Det er alligevel så billigt, siger hun.

"Problematisk" datakontrol

Men der er mange andre ting end blot kvaliteten, man bør bekymre sig om, mener Forbrugerrådet. For det første er tøjproduktion meget belastende for klimaet, og billigt tøj er mindre bæredygtigt, fordi det ikke bliver genbrugt. Derudover kan det være sundhedsskadeligt.

- Når det gælder tøj, skal forbrugerne være særligt på vagt over for uønsket kemi, skadelige farvestoffer og lignende, der potentielt kan være hormonforstyrrende. Generelt er vores tillid til produktsikkerhed på denne type platforme meget, meget lille, siger direktør for Forbrugerrådet, Mads Reinholdt.

Han har fået Forbrugerrådets fagekspert til at kigge nærmere på de vilkår, som brugerne giver Shein samtykke til, og de ligner til forveksling vilkårene hos TikTok og en del amerikanske sociale medier.

- Shein samler data om brugernes adfærd og deler den med et ukendt antal samarbejdspartnere. Samtidig oplyser de, at deres persondatapolitik kan ændre sig til enhver tid. Det er problematisk, for som forbruger har du dermed ingen kontrol over din data, siger Mads Reinholdt.