Dansk safaripark åbner plejehjem for tigere - den første beboer har kort tid tilbage

Blandt andet er tigeren Keni, som er blevet pensioneret fra et spansk cirkus, flyttet ind. Håbet er at give den et godt liv, inden den snart dør.

Tigeren Keni har brugt det meste af sit liv i et bur.

Keni har nemlig tilhørt et lille spansk cirkus i mere end ti år, hvor den ifølge Dyrenes Beskyttelse levede et frygteligt liv som blikfang.

Men nu er dyret, der er født i fangenskab, som den første pensionerede cirkustiger flyttet ind i et nyt anlæg i Knuthenborg Safaripark, som med tiden skal huse flere cirkustigere som den.

Det fortæller Christoffer Knuth, der er direktør i parken, i 'Go' morgen Danmark':

- Den får et kæmpestort område, hvor den kan få etableret sin naturlige adfærd. Tigere hører selvfølgelig til i naturen, men den her og de andre kan du ikke sætte ud. Det er ikke realistisk.

Anlægget til Keni og de kommende cirkustigere er en renovering af det gamle tigeranlæg, og derfor flytter parkens resterende fire tigere ind.

Hvorfor ikke kopiere samme idé fra elefanterne over til tigere

Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark

Men det betyder ikke, at de skal gå sammen.

- Det er solitære dyr, så de kommer til at gå sammen i par eller alene. Så det her store, store område er delt op i fire. Der er to brødre, der kan gå sammen, og resten kommer til at gå for sig selv og få et ensomt liv, men det er tigere også beregnet til, lyder det fra Christoffer Knuth.

Succes med cirkuselefanter

I Danmark blev det i 2018 forbudt at have vilde dyr i cirkus.

Dengang havde 11 lande i Europa forbudt det, heriblandt Italien, Cypern og Rumænien.

Mette Frederiksen må afbryde sin tale under åbningsdebatten, fordi hun får grineflip. Video: Rasmus Dam Nielsen

Cirkus Arenas cirkuselefanter, de sidste danske cirkuselefanter, endte sidste år i Knuthenborg Safaripark, så idéen om at lave et såkaldt plejehjem til tidligere cirkusdyr er ikke nyt for den lolliske safaripark.

- Vi havde et gammelt tigeranlæg, der skulle renoveres, og så tænkte vi, hvorfor ikke kopiere samme idé fra elefanterne over til tigere, fortæller Christoffer Knuth.

I safariparken føler de, at det har været en stor succes med elefantanlægget, og de har en oplevelse af, at både gæsterne og elefanterne har været glade for det.

Tigeren Keni er den første pensionerede cirkustiger, der er flyttet ind, men planen er, at der med tiden skal komme flere. Video: AAP

De håber, at de kan få samme succes med parkens nye beboere, og at de kan få et godt pensionsliv hos dem.

- Vi kan tilbyde dem et liv, som er så tæt på det naturlige, som man kan lave i fangenskab, lyder det.

Har måske ikke lang tid igen

Christoffer Knuth er klar over, at det er nogle gamle tigere, der flytter ind i anlægget, hvilket kan betyde, at de måske kun vil være der en kort periode.

- En gammel tiger er faktisk 12-14 år, og den første, af dem vi får, er 17, så den har jo faktisk overlevet sit tigerliv, så hvis vi kan give den nogle gode måneder eller et halvt år, så har vi gjort noget godt, forklarer han og fortsætter:

- Den skal bare have det sidste af sit liv på en god og rar måde med en masse natur, og hvis den ser et egern eller fanger en fasan, så er det også godt for den, slutter han.

Se interviewet med Christoffer Knuth i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY