Nyheder

Dagens nyheder 29. maj

Denne blog opdateres ikke længere.

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Storebæltsbroen lukket for al biltrafik

På Storebæltsbroen er der lukket for al biltrafik på grund af omlægning til dobbeltrettet trafik. Broen forventes åbnet kl. 00:00.

Chelsea vinder Champions League

Den engelske fodboldklub Chelsea med Andreas Christensen på holdet vinder Champions League. I finalen blev Manchester City slået 1-0 på mål af Kai Havertz.

Boris Johnson er blevet gift

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, er lørdag blevet gift med sin forlovede, Carrie Symonds, skriver flere medier herunder BBC. Det foregik ved en hemmelig ceremoni i Westminster Cathedral, skriver de avisen Mail on Sunday. En talskvinde for Johnsons kontor i Downing Street afviser at kommentere oplysningerne.

Knivstikkeri i Birkelse - flere personer anholdt

En person er kørt på Aalborg Sygehus efter at være blevet stukket med kniv i Birkelse. Vedkommende er ikke i kritisk tilstand. Knivstikkeriet fandt sted i forbindelse med et større slagsmål. Flere personer er anholdt, meddeler Nordjyllands Politi.

Ny frø opdaget på Papua Ny Guinea

En australsk forsker har opdaget en ny frøart, der har fået kælenavnet "chokoladefrø" med henvisning til den kakaobrune farve på frøens hud. Frøen er opdaget på Papua Ny Guinea og fået det videnskabelige navn Litoria mira. Det skriver The Guardian.

Tusinder af flygtninge vender tilbage til DR Congo

Over tusind flygtninge har lørdag forladt en lejr i Rwanda og har sat kursen mod deres hjem i Den Demokratiske Republik Congo. De var i løbet af ugen flygtet fra hjemlandet af frygt for, at vulkanen Nyiragongo kunne gå i udbrud igen. I alt menes 400.000 mennesker at have forladt deres hjem i regionen.

Massegrav med resterne af 215 børnelig fundet ved skole i Canada

Canada er i chok efter fundet af resterne af 215 børnelig i en massegrav ved en skole for indfødte børn i British Colombia, der blev drevet fra 1890 til 1978. Skolen skulle aflære de oprindelige folks traditioner til fordel for vestlig levevis. De canadiske myndigheder ved endnu ikke, hvordan børnene døde. Premierminister Justin Trudeau kalder fundet for en pinefuld påmindelse om et mørkt kapitel i Canadas historie.

Ny skyggeregering går til kamp mod Myanmars militærjunta

Den civile skyggeregering i Myanmar har sluttet sig sammen med en af landets oprørsgrupper for at bekæmpe den militærjunta, der har taget magten ved et kup. Det meddeler skyggeregeringen, National Unity Government (NUG). Den er dannet af blandt andre politikere fra det afsatte regeringsparti Den Nationale Liga for Demokrati (NLD). NUG har erklæret, at de vil "ødelægge diktaturet og implementere et føderalt demokratisk system" i Myanmar.

Mand anholdt efter knivdrab på 19-årig i passage

Natten til lørdag mistede en 19-årig mand livet efter at være blevet påført flere knivstik i en passage i området mellem Nørre Torv, Kalkbrænderivej og parkeringshuset Trondur i Vejle. Lørdag aften oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse, at en mand er mistænkt og anholdt i sagen. Tidligere forlød det, at en 18-årig var anholdt og mistænkt, men dette er ikke korrekt.

18-årig anholdt i sag om knivdrab på 19-årig

En 18-årig mand er anholdt i forbindelse med sagen om et knivdrab på en 19-årig i Vejle natten til lørdag. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

70-årig pilot dræbt efter styrt i sit svævefly

En 70-årig mand har mistet livet, efter at han styrtede ned i et svævefly i Kirke Eskilstrup. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter. 

Rusland tillader igen fly fra Europa at lande

Flere store europæiske luftfartsselskaber som Air France og Lufthansa har igen fået tilladelse til at lande i Rusland, selv om de undgår at flyve over Hviderusland. Det oplyser selskaberne lørdag. Tilladelsen til at lande i Rusland gælder kun i denne weekend, meddeler Air France. Derefter er det endnu uklart, hvilke regler der gælder.

Mindst 10 personer er døde ved demonstrationer i Colombia

Mindst 10 personer er døde efter demonstrationer mod regeringen udviklede sig i byen Cali. Den seneste måned har der været adskillige sammenstød mellem utilfredse borgere og colombiansk politi, efter præsident Ivan Duque lancerede en række sundheds- og skattereformer. 

61 jordskælv registreret det seneste døgn nær millionby i DR Congo

Seismologer i Den Demokratiske Republik Congo har registreret 61 jordskælv ved Nyiragongo-vulkanen de seneste 24 timer. Vulkanen ligger 15 kilometer fra millionbyen Goma, hvor 400.000 indbyggere er blevet tvunget på flugt på grund af naturens kræfter.

Briter protesterer mod coronarestriktioner

Titusindevis af demonstranter går igennem Londons gader i protest mod coronapasset og coronarestriktioner. 

Færre tog mellem Aarhus H og Lindholm

Der kører færre tog mellem Aarhus H og Lindholm Station på grund af fejl på en skinne mellem Langå og Hadsten. Der køres kun på et enkelt spor på strækningen, og InterCityLyn kører ikke mellem Aarhus H og Lindholm/Aalborg Lufthavn.

Beredskabet vil afholde større øvelse ved Storebæltsbroen natten til søndag

Erfaringerne fra togulykken i 2019 indgår, når der natten til søndag afholdes en større øvelse på lavbroen over Storebælt med op mod 250 deltagere. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse. - Ulykken vidner desværre om, hvor vigtigt det er, at beredskabet hele tiden øver sig, siger politikommissær Asbjørn Høy Larsen.

Falsk alarm i DR Congo

Congos regering siger nu, at der alligevel ikke er sket et nyt vulkanudbrud nær Goma. Det skriver AFP.

Kollegerne peger på Thomas Frank som årets træner

Thomas Frank er kåret som årets fodboldtræner 2020. På dagen, hvor danskeren kan rykke op i Premier League med Brentford, er han af Dansk Boldspil-Union (DBU) blevet kåret som årets træner. Det oplyser unionen i et opslag på Twitter.

Bjerggorillaer trues af nyt vulkanudbrud i DR Congo

Vulkanen Murara, der lørdag er gået i udbrud, ligger tæt på et fredet naturområde, hvor mange truede bjerggorillaer har hjemme. Ifølge AFP bor en fjerdedel af verdens bjerggorillaer i området.