GO'

Poul Madsen kritiserer sex under interview: - Det er ikke en skid andet end underholdning

Kulturjournalist Aminata Corr, Bubber og Poul Madsen kritiserer interviewet fra Radio4, hvor en reporter har sex for åbne mikrofoner.

Mandag morgen startede markant anderledes for lytterne på Radio4, da radioens reporter Louise Fischer havde sex i en swingerklub, mens hun interviewede gæsterne til en reportage om coronagenåbningen.

Lytterne kunne nemlig både høre støn og klaskelyde til deres morgenkaffe på 2. pinsemorgen.

Jeg ville sige nej tak

Poul Madsen, stifter Poma & Co.

I 'Go' morgen Danmark' fredag morgen diskuterede tv-værten Bubber, kulturjournalist Aminata Corr og Poul Madsen, der er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, indslaget i Radio4.

Og de havde alle svært ved at se, hvordan det bidrog til reportagen, at Louise Fischer havde sex under interviewet.

- Jeg ville sige nej tak. Hvis man skal træde over den grænse, hvor journalisten skal engagere sig i historien personligt, så skal det være fordi, man får noget ud af det, som man ellers ikke ville have fået ud af det. Det gør man, undskyld mig, ikke her, forklarer Poul Madsen.

Poul Madsen, Aminata Corr og Bubber gæstede fredag 'Go' morgen Danmark' for at debatere ugen, der er gået.

Både Poul Madsen og Aminata Corr, der er kulturjournalist hos Berlingske, havde generelt svært ved at høre, hvad der blev sagt i reportagen, og de så gerne, at Louise Fischer i stedet havde stillet flere spørgsmål, så de blev klogere på miljøet.

- Hvis hun havde stået ved siden af og spurgt om det samme, er jeg da sikker på, at han havde svaret det samme, lyder det fra Aminata Corr.

Afstemning

Bidrager det til radioindslaget, at reporteren har sex i swingerklubben?

En hårfin grænse

I panelet fredag morgen sad også tv-vært Bubber, der selv har lavet reportage fra en swingerklub i forbindelse med et tv-program på TV 2.

Alligevel mener han ikke, at Louise Fischers kombination af sex og interview fungerede, da han mener, at hun tabte sin integritet som journalist undervejs.

Det giver en oplevelse af selv at være til stede

Louise Fischer, reporter, Radio4

- Det svarer til at se Rasmus Tantholdt, der står nede i Gazastriben og pludselig står og kaster sten over hegnet, siger Bubber, hvis borgerlige navn er Niels Christian Meyer.

Ligesom Poul Madsen, der kalder det "ikke en skid andet end underholdning" spekulerer han i, om det var et stunt til at tiltrække flere lyttere til radioen.

Bubber er dog ikke afvisende overfor, at det kunne have fungeret, at Louise Fischer havde sex i radioen.

Men det skulle have fungeret på en anden måde, hvis man spørger Bubber:

- Hvis hun havde overskuddet til selv at forklare "Nu ligger jeg her. Der står seks mænd, der er sultne i blikket. De er alle sammen klar til at tage mig. Den første er inde i mig nu. Hold da op."

Louise Fischer er journalist på Radio4.

Metoden giver nuancer

For Louise Fischer har det været overvældende, hvor meget interviewet i swingerklubben er blevet omtalt, og hun fortæller, at hun har fået meget positiv feedback.

Hun afviser, at reportagen blev lavet med henblik på at tiltrække flere lyttere.

Selv mener Louise Fischer, at interviewet kan give lytterne et andet indblik i swingermiljøet, end tidligere reportager har gjort.

- Når man før har set reportager fra swingerklubber, så ser man oftest, hvordan faciliteterne er, men det at tale med dem, der kommer i swingerklubben, mens de gør det, som man gør i swingerklubben, det er ikke set før, fortæller hun og fortsætter:

- Det giver en oplevelse af selv at være til stede. Som hvis man selv lå der og havde sex med den person og talte med vedkommende undervejs.

Det samme mener administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4, Anne-Marie Dohm, der også afviser, at der er tale om et mediestunt, skriver Berlingske.

- Det er jo en kendt journalistisk disciplin, at man selv deltager i det, man laver journalistik om. Om det er at springe i faldskærm med nogle soldater, eller hvad det ellers er. Der er jo endda ikke nogen i reportagen, der gør noget farligt, eller noget de ikke har lyst til, siger hun til avisen.

Vil måske tilbage til swingerklubben

Louise Fischer fortæller, at hun synes, det er en god kritik, hun fik af panelet i 'Go' morgen Danmark', som hun kan tage med videre.

Hun vil nemlig ikke afvise, at hun skal tilbage til swingerklubben – med eller uden mikrofon.

- Jeg kunne godt tænke mig at dykke endnu mere ned i svingermiljøet og både blive klogere på de mennesker, der er der, det man laver og se, hvad der kan komme ud af det, forklarer hun.

Se hele indslaget i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.

Du kan lytte til et uddrag af reportagen fra Radio4 nedenfor: