Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 27. maj

Arkivfoto.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Her får du seneste nyt om coronavirus fra Danmark og verden. Du kan læse de seneste coronatal her.

Fejl i kommunikationen: Folk mødte en time for tidligt til test

Torsdag morgen gik frustrerede borgere rundt ved lyntestcenteret i Viborg–bydelen Liseborg, hvor Falck tilbyder lyntest. Der var nemlig sket en kommunikationsfejl om testcenterets åbningstider. Det skriver Viborg Folkeblad.

På diverse hjemmesider fremgik det, at centeret åbnede for podninger klokken otte, men i virkeligheden åbnede det først klokken ni.

Falck beklager overfor dem, der gik forgæves, men oplyser også, at åbningstiderne nu burde være opdateret.

Vaccinesamarbejde beder rige lande om to milliarder dollar for at sikre nok leverancer

Det globale vaccinesamarbejde Covax opfordrer rige lande til at levere vaccinedoser og økonomisk støtte til samarbejdet, skriver Covax i en erklæring.

Det skal ske for at sikre nok leverancer i resten 2021 og i starten af 2022. Helt præcist beder Covax, der skal forsyne lav- og mellemindkomstlande med vacciner, om en donation på to milliarder dollar inden 2. juni. Derudover efterspørger de flere vaccinedoser. 

I slutningen af juni forventer Covax en mangel på 190 millioner doser, fordi Indien har begrænset eksporten af vacciner til Covax, da landet skal have adgang til flere vaccinedoser i kampen mod sin egen smittebølge.

Struer åbner sit fjerde lyntestcenter

4. juni åbner Struer Kommune i Vestjylland sit fjerde lyntestcenter. Det kommer til at ligge i den tidligere Danske Bank–bygning på Østergade 29.

Det oplyser formanden for kommunens coronaudvalg, Jesper Thyrring Møller, til Dagbladet Holstebro–Struer.

Frem til uge 26 holder centret åbnet fredag og søndag fra klokken 9 ni til 19. Herefter vil det holde åbent hele ugen i samme tidsrum.

Over 290,7 millioner amerikanere har fået mindst et vaccinestik

USA har givet 290.724.607 millioner vaccinedoser mod corona. 361.250.445 millioner doser er fordelt ifølge Centers for Disease Control and Prevntion, skriver Reuters.

Derudover har næsten halvdelen af amerikanerne – 165.718.717 millioner – modtaget mindst et stik.

132.769.894 er fuldt vaccinerede.

Flyselskaber lokker med gratis flybilletter til de vaccinerede

Det australske flyselskab Qantas overvejer at belønne rejsende, som er fuldt vaccineret mod corona, med bonuspoint eller fribilletter. Det er for at få flere til at blive vaccineret i Australien, skriver Reuters.

Flyselskabet har ifølge nyhedsbureauet indført krav om, at alle passagerer skal være vaccineret, når det genoptager de internationale flyvninger.

Også United Airlines har meddelt, at passagerer som er medlem af selskabets loyalitetsprogram og er vaccineret, kan deltage i et lotteri, hvor de kan vinde gratis flybilletter til en værdi af et års rejsen.

Pandemiens efterslæb trækker Storebælt-ejers indtægter ned

Arkivfoto.

Sund & Bælt, der blandt andet ejer og varetager styringen af Storebæltsbroen, har kunnet se sine indtægter falde i årets tre første måneder.

Det fremgår af selskabets regnskab, der er kommet torsdag aften.

Det skyldes, at personbiltrafikken ikke helt er kommet sig efter at have været hårdt ramt af covid-19-pandemien.

Indtægterne lander samlet på 653 millioner kroner sammenlignet med 689 millioner kroner i de første tre måneder af 2020.

Sundhedsvæsenet er klar til at behandle sjælden vaccinebivirkning

Hvis enkelte af de borgere, der vælger at blive vaccineret med Astra Zeneca eller Johnson & Johnson, bliver ramt af det sjældne syndrom vitt, er sundhedsvæsenet klar til at tilbyde en behandling.

Det siger overlæge på Rigshospitalet Jakob Stensballe til Politiken.

Vitt er det kliniske navn for de blodpropper, som vaccinen fra AstraZeneca kan give. Ifølge Politiken viser et dansk–norsk registerstudie, at vitt ses hos omkring 1 ud af 40.000 personer, der bliver vaccineret med Astra Zeneca. Men det er også set efter vaccination med Johnson & Johnson.

Facebook tillader nu opslag om, at corona var menneskeskabt

Facebook vil ikke længere fjerne opslag, som påstår, at corona var menneskeskabt, skriver Reuters.

Det sker efter, USA's præsident, Joe Biden, har bedt de amerikanske efterretningstjenester om at intensivere arbejdet med en rapport, der skal forsøge at komme til bunds i coronavirussets oprindelse.

Den skal blandt andet afdække, om virusset har spredt sig fra dyr eller efter en laboratorieulykke.

Nicolai Wammen indkalder til pressemøde om digitalt coronapas

Finansminister Nicolai Wammen indkalder til pressemøde om det nye digitale coronapas. Det kommer til at foregå fredag i Københavns Lufthavn, skriver ministeriet på Twitter.

17 registreret smittet efter mesterskabskamp i Brøndby

Der er indtil videre konstateret 17 smittede med coronavirus blandt deltagere i fodboldfestlighederne på og omkring Brøndby Stadion mandag. Det skriver Styrelsen for Patientsikekrhed torsdag på Twitter.

Samtidig opfordrer styrelsen de, der skal ind for at kampen mellem AGF og AaB i morgen, til at downloade app'en Smittestop.

Slesvig-Holsten lemper på coronareglerne

Snart bliver biografture, koncerter, museumsbesøg og lignende mulige i Slesvig–Holsten syd for grænsen. Fra 31. maj lempes der nemlig på coronareglerne på grund af faldende smittetal.

Det skriver dpa ifølge JydskeVestkysten. Fra mandag må 125 personer deltage i arrangementer inden døre og 250 uden for. Gæsterne skal dog have faste pladser. 

Inden føre skal der generelt fremvises en frisk, negativ test, men det gælder ikke museumsgæster.

Elever smittet på to gymnasier

24 elever og fire lærere fra Midtfyns Gymnasium i Ringe er sendt i isolation, fordi en elev i den pågældende 2.g–klasse er testet positiv for corona.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Også hos Faaborg Gymnasium er der konstateret et nyt smittetilfælde hos en elev i 3.g. Det har ikke medført hjemsendelse. Inden for de seneste to en halv uge har gymnasiet registreret yderligere tre smittede elever – en i 2.g og to i 3.g

Første dansker får erstatning for vaccine-bivirkninger

Den første dansker får erstatning for bivirkninger efter vaccination mod corona. Det skriver Politiken, der har talt med Patienterstatningens direktør, Karen-Inger Bast.

Det drejer sig om en en 30–årig kvinde fra Region Hovedstaden, som har fået det sjældne syndrom vitt efter vaccination mod covid-19.

Hun fik i marts et stik med Astra Zeneca–vaccinen i forbindelse med sit arbejde.

Tyskland vil vaccinere store børn senest ved udgangen af august

Tyskland planlægger at have vacciner nok til at tilbyde alle børn fra 12 år og op deres første vaccinestik inden udgangen af august.

Det fremgår af et udkast fra sundhedsministeriet, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) kan fredag give grønt lys til, at vaccinen fra Pfizer/BioNTech kan gives til børn i alderen 12 til 15 år.

Sverige vil lempe coronarestriktioner - pressemøde klokken 16

Den svenske regering og Folkhälsomyndigheten, den svenske sundhedsstyrelse, afholder pressemøde klokken 16.

Pressemødet vil blandt andet handle om lempelser af coronarestriktioner fra 1. juni, skriver nyhedsbureauet TT.

Sverige har torsdag registreret 1366 nye smittetilfælde, viser data fra sundhedsmyndigheder. Det er ifølge Reuters det laveste antal nye smittetilfælde på en dag i mere end syv måneder.

Overlæge undres over antallet af smittede

Ifølge Åsa Bengård Andersen, ledende overlæge ved Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet, er der ikke grund bekymring over, at der for anden dag i træk er registreret mere end 1000 nye smittetilfælde.

- Jeg kan personligt undres over, at der alligevel er så mange, der bliver smittet. Vi er så trænet i det her – det kan man se på gader og stræder, hvis man lige undtager en vis fodboldkamp i weekenden, siger hun.

Andelen af positive PCR-prøver er den højeste siden 20. januar

De 1119 nye smittetilfælde er fundet på baggrund af 160.549 PCR–prøver. Det giver en positivprocent på 0,70.

Det er en smule højere end de foregående dage og er samtidig den højeste andel positive prøver siden 20. januar.

1119 konstateret smittet det seneste døgn

1119 personer er blevet konstateret smittet med covid-19 det seneste døgn. Ingen er døde. 149 personer er nu indlagt herhjemme, det er en enkelt mere end onsdag. 

Det viser tal fra SSI.

Brøndby opfordrer fans til at blive testet

Fodboldklubben Brøndby IF opfordrer fans, der var i sektionerne omkring Sydsiden til fodboldkampen mandag mod FC Nordsjælland, til at blive testet for Covid-19.

Det fremgår af en mail fra klubben, som er sendt til fans.

Onsdag kom det frem, at mindst 10 coronasmittede deltog i festlighederne, efter at klubben sikrede sig det danske mesterskab.