Dansker fængslet i Syrien vil ikke til Danmark: - De er nogle hyklere
Den danske regering har besluttet at hjemtage danske kvinder og børn fra fangelejre i Syrien. Men spørgsmålet om mændene står stadig ubesvaret.
Døren går op ind til det nikotingule lokale i det nordlige Syrien.
Lokalets eneste vindue er dækket med tunge gardiner, der slæber henad det kolde stengulv, mens et enligt lysstofrør forsøger at kompensere for det udelukkede sollys.
En mand med beskidte joggingbukser så korte, at hans kridhvide skinneben er blotlagte, træder ind. Sokkerne og de udtjente klipklapper er dækket af et fint net af støv, og det højre ben er lammet.
Han spotter straks den røde TV 2-mikrofon og smiler afdæmpet.
- Har de taget beslutningen eller hvad? Der har jo været deadline, siger den 30-årige mand, hvis jyske dialekt stadig skærer igennem, trods han har befundet sig i Syrien siden 2013.
Ifølge TV 2s oplysninger er han én ud af minimum to mænd med dansk tilknytning, som sidder fængslet i de kurdisk kontrollerede fængsler i Syrien. Og han er den eneste, der er etnisk dansk.
Danskerne er ”hyklere”
Sidst, manden mødte danske journalister, var da regeringen i april besluttede at nedsætte en task force for at afklare, hvorvidt kvinder og børn med dansk tilknytning kunne hentes ud af fangelejrene al-Roj og al-Hol.
TV 2s journalist overleverer nyheden om, at regeringen har besluttet at hjemtage tre kvinder og i alt 19 børn, men at spørgsmålet om mændene fortsat står ubesvaret.
- Vi er blevet efterladt her, konstaterer manden, hvis identitet TV 2 er bekendt med, men som optræder anonymt i interviewet her.
- De (danskerne, red.) er nogle hyklere. Der kommer ikke noget retfærdigt fra deres hænder. Det er noget, jeg er helt sikker på.
Det syner ikke af, at det går ham synderligt på. Han ”tænker ikke så meget om det,” siger han. For at blive hentet hjem til Danmark er ikke noget, han selv ønsker.
Én blandt 7000
Før interviewet er den 30-årige mand blev transporteret over 100 kilometer væk fra det fængsel, han sidder, til et militært checkpoint ved indgangen til et oliefelt.
Med bind for øjnene og hænderne låst på ryggen. Eskorteret af væbnede vagter.
Hvor fængslet præcis ligger, og hvor mange af de i alt op mod 7000 internationale fanger der sidder der, vides ikke.
Til gengæld er det velkendt, at den kurdiske administration længe har råbt på hjælp til at retsforfølge de tusindvis af fanger, der ifølge de syriske demokratiske styrker, SDF, tæller flere end 50 nationaliteter.
Det vil ifølge selvstyret kræve økonomisk hjælp til at etablere en international domstol. En hjælp, som der ikke er nogle indikationer på skulle være på vej.
Efterlyser anklageskrift
Hvad den etnisk danske mand konkret vil blive anklaget for, hvis en sådan domstol skulle blive til virkelighed, er uvist.
Han hævder, at han ikke på noget tidspunkt i løbet af de to år, han nu har siddet fængslet, er blevet forelagt et anklageskrift.
- Jeg ved ikke, hvad jeg er anklaget for. Vi ved ikke noget om vores familier.
Det eneste, der står klart, er, at han ifølge det kurdiske selvstyre har kæmpet for Islamisk Stat.
En påstand, som han flere gange under dette interviewet afviser. Som han også tidligere har gjort det til både TV 2, Politiken og Berlingske.
Ligeglad med danskernes tanker om ham
Da TV 2 møder ham på ny og overbringer nyheden om de danske kvinder og børn, gentager han, hvordan han rejste til Syrien for at ”hjælpe det syriske folk”.
Efter han mistede førligheden i sit højre ben under et luftangreb i 2014, giftede han sig med en syrisk kvinde, fik en søn og arbejdede som grønthandler i Raqqa, indtil han i 2019 overgav sig til kurderne, siger han.
Han afviser at have deltaget i offentlige halshugninger, kidnapninger eller voldtægter, som kalifatet er berygtet for.
Du siger, at du aldrig har set det, som de fleste mennesker i verden vil kalde massakre og forbrydelser. Hvordan vil du have, at nogen skal tro på den historie?
- Det betyder ikke noget for mig, om folk tror på det eller ej, siger han, mens hans venstre ben begynder at dirre utålmodigt.
Da TV 2s journalist ikke stiller ham et nyt spørgsmål, gentager han de samme ord og tilføjer:
- Det er min historie. Tag den eller tag den ikke. Det er op til jer.
Hele vejen fra 2013 til 2019 har du haft muligheden for at trække i nødbremsen og sige: ”Jeg har et rødbedefarvet pas, hvor der står Kongeriget Danmark på”. Det valgte du ikke at gøre. Hvorfor ikke?
- Jeg tænkte ikke på det i den tid, hvor jeg havde chancen for at komme ud. Jeg tænkte måske mere på det omkring 2017. Men dengang var det sådan cirka for sent.
Så har vi stadigvæk et spænd, der hedder fra 2013 til 2017, hvor du havde et valg om at stoppe. Hvorfor gjorde du ikke det?
- Min familie. Hvis jeg skulle tage til Danmark, hvad skulle der så ske med min familie. Kunne de komme til Danmark? Det vidste jeg ikke.
Prøvede du at undersøge det?
- Nej, det gjorde jeg sådan set ikke. For det var heller ikke noget jeg… Jeg vidste godt, at hvis jeg tog tilbage, så ville jeg måske komme i fængsel. Så ville de måske tage mig fra min familie. Jeg kendte til virkeligheden.
Ville bekæmpe ”tyrannen”
I løbet af interviewet vender den danske mand flere gange tilbage til, hvor forkert både de europæiske lande og USA ifølge ham handlede, da de indledte bekæmpelsen af Islamisk Stat.
De havde selv bedt folk tage til Syrien for at hjælpe befolkningen ”mod tyrannen,” siger han med henvisning til landets præsident, Bashar al-Assad.
Men da Islamisk Stat blev dannet og voksede sig større, siger han, så begyndte bomberne at falde:
- Og så begynde de at pege fingre af alle folk i Islamisk Stat. Sige at de var terrorister og lave ny lovgivning. De gør sådan noget for at vise, at man har magt.
Du nævner aldrig de uretfærdigheder, der kickstartede, at man ville nedkæmpe den islamiske stat. Hvorfor ikke?
- Det nævner medierne altid. Og du ser aldrig baggrunden til, hvorfor de her ting skete. Hvis du søger på dine informationer, kan du finde ud af, hvor det hele startede.
Kalder videoer af halshugninger ”propaganda”
Informationer på nettet går igen, når TV 2s journalist spørger til motivationen for at rejse til Syrien og senere tilslutte sig Islamisk Stat.
Men da den 30-årige mand selv bliver bedt forholde sig til videoer af journalister, der halshugges for rullende kameraer af IS-krigere, afviser han.
- Jeg har ikke set de videoer. Hvis jeg ser det med mine egne øjne, kan jeg tage stilling til det.
Hvis jeg finder det på min telefon nu og viser dig det, vil du så tage stilling til det?
- Videoer fra internettet kan der være meget propaganda i, så det er ikke noget, jeg tager fra.
Kan du komme på én grund, der kan retfærdiggøre, at man laver en offentlig henrettelse af journalister?
- Hvis en journalist går ind og vil bekrige en stat, så vil de jo dræbe ham. Det er ikke kun Islamisk Stat, der vil gøre det. Det er andre lande også. Ellers vil de fængsle ham resten af hans liv.
Men der er jo ikke tale om journalister, der er gået i krig. Der er tale om journalister, der har prøvet at beskrive, hvordan livet var.
- Den største krig er måske medierne. Det er dem, der påvirker mest. Hvis du ikke har medier, så vinder du ikke krigen.
Kuwait ville være ”luksus”
Beslutningen om at tilslutte sig kalifatet har den danske mand ikke fortrudt et eneste sekund.
Tværtimod.
Skulle han blive løsladt, ville han ikke alene frabede sig at bo i Danmark. Han ville bo i en islamisk stat, siger han. Hvis han kunne.
- I fred med det, jeg tror på. Og uden at nogen kommer og fortæller mig, om det er rigtigt eller ej. Der er ikke nogen, der skal komme og gøre grin med det, siger han og tilføjer, at han ikke ville have noget problem med at bo i Kuwait.
- Det ville sgu være luksus for mig. Der ville jeg sgu hygge mig, siger han og læner sig tilbage i stolen med et smil.
Tror du, de vil have dig?
- Måske ikke Kuwait. De er for tætte på amerikanerne. Måske Qatar. Jeg tror gerne, Qatar vil have mig.
Interviewet er slut. Ikke fordi der ikke er mere at spørge den danske mand om, men fordi den kurdiske vagt, der har stået i hjørnet af lokalet og har filmet det hele, meddeler det.
En ny vagt kommer ind.
Hans ansigt er skjult bag et sort stofklæde, og da han hiver håndjernene frem, bliver TV 2s fotograf bedt om at slukke kameraet.
Danskeren lægger sine hænder om bag ryggen.
Hans blå øjne blændes, og han føres ud af lokalet.