Operation X

'Operation X' søgte hjælp hos konkurskongen

Hos den tidligere dømte konkursrådgiver Bryan Göddert kan man for 50.000 kroner undgå besværet ved en konkurs og købe aktiver ud til en billig pris.

‘Operation X’-journalisten havde sin dækhistorie klar og ringede op til konkursrådgiveren.

- Det er Bryan!

- Ja, goddag. Jeg har et selskab, der er ramt af faldende omsætning.

- Jamen, hvis du hyrer undertegnede, så håndterer jeg processen fra start til slut.

'Operation X' havde sat sig for at finde ud af, hvilken rådgivning man får, når man henvender sig hos den selvudnævnte top-konkursrådgiver Bryan Göddert, efter hans navn dukkede op i en sag om et omstridt håndværkerfirma, der var gået konkurs.

Hvis det er aftalt på forhånd, er det skyldnersvig

Søren Friis Hansen, professor i selskabsret

Firmaet blev til lejligheden præsenteret som økonomisk trængt, men med nyindkøbt og dyrt kameragrej. Coronakrisen kradsede. Kunne Bryan Göddert hjælpe?

Det kunne han, og han havde også nogle esser i ærmet, som han gerne ville dele. Hvis man altså købte hans rådgivning.

- Advokater må ikke anbefale dig alle de her, kald det julenumre eller nogle fiksfakserier, på falderebet.

Det lød smart. Hvad var det for nogle “julenumre”, som Bryan Göddert var leveringsdygtig i? Og var de lovlige?

Han var ikke klar over, at det i virkeligheden var en journalist fra 'Operation X', som lige havde ringet ham op, og at Morten Spiegelhauer sad og lyttede med.

Stort og naturligt had til Skat

Hvis man skriver konkurskongen.dk ind i sin browser, bliver man straks videresendt til hjemmesiden rekonstruktion.dk, hvor Bryan Gödderts portræt toner frem. Konkurskongen er ellers et navn, han tidligere har klaget over.

Ifølge hans LinkedIn-profil startede han sin karriere som salgselev i elektronikkæden Merlin. Senere blev han selvstændig erhvervsdrivende med en række investeringsvirksomheder. Han har ingen juridisk uddannelse.

Min personlige konkurs skal og vil gavne rigtigt mange

Byan Göddert i pressemeddelelse

I 2008 gik Bryan Gödderts firmaer konkurs. Myndighederne mente, at han skyldte 12 millioner kroner, og han endte med at blive erklæret personligt konkurs i 2011. Men det slog ham ikke ud. Han var nemlig fast besluttet på, at det hele skulle vendes til noget nyttigt.

Han skrev dengang i en pressemeddelelse:

- Min personlige konkurs skal og vil gavne rigtigt mange, så de danske virksomhedsejere igen kan få humøret, økonomien og livet tilbage.

Og til Ekstra Bladet udtalte han, at “jeg fik dengang et meget stort og naturligt had til Skat, og det gjorde, at projektet rekonstruktion.dk og firmaparkering.dk opstod.”

I årene omkring sin personlige konkurs begyndte Bryan Göddert at drive konsulentvirksomhed som konkursspecialist. Han arbejder via firmanavnene Dansk Rekonstruktion og Firmaparkering. Her kan kunder med en gældsplaget virksomhed henvende sig og købe sig til hans rådgivning. Hans honorar ligger normalt på omkring 50.000 kroner.

Bryan Gödderts metode

  • Aktiverne vurderes og sælges over i et nyt firma. På den måde kan ejeren selv købe aktiverne ud af det gældsramte firma. Denne praksis er helt legal, men forudsætter, at vurderingsprisen er retvisende, fordi købsprisen skal komme kreditorerne til gode.
  • Selskabet får nyt navn. Ofte omdøbes firmaet til et neutralt navn. For eksempel skiftede selskabet Københavns Håndværkerservice navn til 36489537 ApS.

  • En ny direktør og ejer indsættes. Før i tiden overtog Bryan Göddert selv posten som direktør og ejer, men den praksis stoppede han med, da han blev idømt konkurskarantæne i 2018. Derfor bruger han nu såkaldte "afviklingsdirektører". ‘Operation X’ har uden held forsøgt at finde frem til afviklingsdirektøren - altså stråmandsdirektøren - for firmaet Københavns Håndværkerservice, som Bryan Göddert har lukket ned. Reglerne mod stråmandsdirektører blev skærpet i starten 2021.

  • Virksomheden flyttes til en ny adresse. I mange tilfælde er der tale om adresser uden for hovedstadsområdet, hvor sandsynligheden for, at selskabet bliver undersøgt for fusk og sjusk, er markant mindre. 

  • Ejeren kører videre i et nyt gældfrit selskab. Bryan Gödderts kunde kan nu fortsætte i et nyt selskab - måske endda med samme navn som det gamle - uden at skulle bekymre sig om den gæld, den tidligere virksomhed havde opbygget.

  • Reputation management. En del af Bryan Gödderts metode beskytter kunden mod dårlig omtale. Det gamle firma vil typisk blive opløst af Erhvervsstyrelsen - ofte uden yderligere undersøgelse. Men bliver der alligevel en undersøgelse, kan den tidligere ejer muligvis slippe for at blive involveret, da han på papiret ikke var direktør, da virksomheden gik konkurs. Metoden er ikke nødvendigvis ulovlig, men gør det sværere for en kurator at komme til bunds i sagen og finde ud af, om der er foregået uforsvarlig forretningsførelse eller anden form for svindel.

Dengang stod han selv for at overtage ejerskabet og direktørposten i de fallerede firmaer. Slår man ham op i virksomhedsregistret i dag, har han derfor 339 lukkede firmaer i sit eget navn. På hjemmesiden for Dansk Rekonstruktion står der, at han har overdraget 652 firmaer.

Derfor fortæller Bryan Göddert 'Operation X's falske direktør, at han vil finde en såkaldt "afviklingsdirektør", der skal overtage hans firma inden konkursen. Altså en stråmand.

- Jeg vil nok sætte en anden direktør ind, fordi mit... altså mit navn – jeg har jo været inde i 5-6-700 virksomheder, og det er ligesom at blafre med et rødt flag, siger Bryan Göddert.

I januar 2018 måtte Bryan Göddert stå til ansvar for sin rådgivning, da han blev idømt otte måneders betinget fængsel for overtrædelse af skatte- og bogføringsloven. Chefanklager ved Københavns Politi Lisette Jørgensen kaldte dengang sagen for den største af sin slags.

- Jeg stikker piben ind og retter nu op på dén fejl, som jeg har lavet, og som jeg har fået kritik - og en straf for, skrev Bryan Göddert dengang i et opslag på Facebook.

Professor i konkursret og formand for Konkursrådet Ulrik Rammeskow udtalte dengang til Berlingske, at han håbede, at dommen kunne have en afskrækkende virkning. Men sådan gik det ikke.

- Jeg må jo sige, at der er jeg jo nok blevet skuffet. Den her dom har ikke haft den afskrækkende virkning, den skulle have, reflekterer han nu til TV 2.

Ian Price finder prisen

Konkurskongen talte i flere omgange videre i telefon med ‘Operation X’-journalisten, der udgav sig for at være en nødlidende direktør.

Det kunne sagtens lade sig gøre, at få aktiverne - altså kameraudstyret - ud af virksomheden, uden at gælden fulgte med. Én ting var dog særligt vigtigt.

- Når man skal flytte aktiver ud af en nødlidende virksomhed, er det meget, meget vigtigt, at man får en vurderingsrapport, forklarede Bryan Göddert.

Heldigvis havde Dansk Rekonstruktion en fast samarbejdspartner, som kunne stå for en helt uvildig og fagkyndig vurdering af virksomhedens kameragrej. Partneren hed Dansk Vurdering, og en mand ved navn Ian Price skulle stå for vurderingen.

Det er også ham, der pryder forsiden på Dansk Vurderings hjemmeside - dér kan man læse, at Ian Price har lavet over 5000 vurderinger.

- Det er ikke en pris, du finder, det er ikke en pris, jeg finder. Det er en fagkyndig vurderingsmand, der kommer med prisen, fortalte Bryan Göddert.

Men kunne man så vide sig sikker på, at den pris, han kom med, nu også var til at betale for en direktør uden omsætning i firmaet? Konkurskongen beroligede:

- Det plejer at være billigt.

Få dage senere var der kontakt til vurderingsmanden Ian Price. Det eneste, han skulle bruge, var et par telefonsamtaler om udstyret og en email med de præcise navne på udstyrsdelene. Ingen oprindelige kvitteringer og ingen grund til at se udstyret med egne øjne.

- Nej, det behøver jeg ikke. Der er ingen grund til at ulejlige hinanden med det. Vi kan skrive os ud af alt netop i de her tider, fortalte Ian Price til ‘Operation X’s falske direktør.

Vurderingsmanden Steen Maulitz fra SFT Erhvervsvurdering ser anderledes på det:

- Hvis man skal lave en retvisende vurdering, ville vi sende fagkyndige folk ud på en besigtigelse og gennemgå aktiver. Vores tilstedeværelse er særdeles vigtig ude på stedet.

En fuldstændig uvildig vurderingsmand

Det eneste, der manglede nu, var at betale 15.000 kroner til Dansk Vurdering. Ian Price lavede vurderingsrapporten. Men det var Bryan Göddert, der sendte den til ‘Operation X’s journalist. Fra mailadressen info@danskvurdering.dk.

Bryan Göddert havde ellers fortalt, at Ian Price var fuldstændig uvildig. Og Ian Price understregede selvsamme uvildighed i samtalen med ‘Operation X’s journalist.

- Bryan har ikke noget med Dansk Vurdering at gøre overhovedet, sagde Ian Price til den falske direktør.

Men ikke nok med at Bryan Göddert sendte mails fra Dansk Vurdering. Hans eget firma Dansk Rekonstruktion havde også adresse samme sted i Dragør. Og Bryan Göddert havde brugt Ian Prices vurderinger i en række andre firmaer, han havde været med til at nedlukke.

- Der er jo noget, der tyder på her, at man konstant bruger den samme vurderingsmand. Og det kunne jo give grund til mistanke om, at vedkommende ikke er helt uvildig. Så er der en risiko for, at vurderingspriserne er fastsat for lavt, så den oprindelige ejer kan trække penge ud af selskabet til skade for kreditorerne, siger Søren Friis Hansen, der er professor i selskabsret på CBS.

Uvildig eller ej. Bryan Göddert fik ret. Vurderingsprisen fra Ian Price var billig.

En god pris og en endnu billigere

Vurderingsrapporten indeholdt flere priser, afhængigt af hvem det var til, og hvordan kameraudstyret skulle sælges. Bryan Göddert skrev, at det var den højeste pris, der skulle bruges.

Den lød på 73.900 kroner eksklusive moms - og det var en god pris.

To fotoforhandlere - Goecker og AVS Nordic - havde nemlig vurderet, at de ville betale omkring 120.000 kroner eksklusive moms for det samme udstyr.

Det var selvfølgelig et fiktivt eksempel, som vores falske direktør havde præsenteret for Bryan Göddert og hans vurderingsmand. Men det vidste de ikke. Og havde det været en virkelig situation, kunne direktøren altså nu købe sit udstyr ud af sin virksomhed med en rabat på knap 40 procent - uden at gælden fulgte med.

Og hvad du så laver af aftaler bagefter med ham... Det er jo alle andre irrelevant

Bryan Göddert, konkursrådgiver

Men prisen blev endnu bedre, da den falske direktør talte med Bryan Göddert om vurderingsrapporten. Nu præsenterede konkursrådgiveren en metode, der kunne få udstyret købt ud til en pris på bare 44.000 kroner.

- Så skal du sælge den til en ude i byen, der har et CVR-nummer og sige: "Kære Anders, kære Søren, gider du købe de aktiver? Her en faktura, og her er vurderingen på det.” Og så kan han købe den til den pris. Og hvad du så laver af aftaler bagefter med ham... Det er jo alle andre irrelevant.

Den falske direktør spurgte Bryan Göddert, om den metode var lovlig - eller om nogen kunne komme efter ham bagefter. Her lød svaret:

- Nej, hvad du køber efterfølgende, at han har købt det her på en faktura, har betalt den fulde købesum, at du så senere hen banker på døren om et par måneder og siger: “Jeg kunne egentligt godt tænke mig at købe det af dig nu.” Det må man gerne. Det er fuldt lovligt.

Professor i selskabsret ved CBS Søren Friis Hansen er uenig. Han mener, at den rådgivning udsætter kunden for et muligt strafansvar. Hvis det altså bliver opdaget.

- Hvis det er aftalt på forhånd, er det skyldnersvig. Det er jo ikke så heldigt hverken for selskabets kreditorer og den pågældende, der giver sig ud på det, eller for den sags skyld for tredjemand, som kan risikere en dom for medvirken til skyldnersvig.

Mødet i Dragør

‘Operation X’ opsøger Ian Price på Dansk Vurderings kontor i Dragør. Men han er ikke på kontoret, hvilket giver god mening, da han opholder sig i Australien. Så i stedet får han et opkald og bliver spurgt til, hvorfor hans prisvurdering er så meget lavere end det, de to fotoforhandlere ville købe det brugte kameragrej til.

- Det er jo de forudsætninger, der ligger til grund for vurderingen. Det vurderede jeg det jo til i din kollegas selskab, hvor han ikke havde noget arbejde at lave på grund af corona på det her tidspunkt.

Ian Price mener sagtens, han kan lave en seriøs vurdering uden at se det udstyr, han vurderer:

- Jeg kan ikke se, hvad forskellen skulle være, om jeg havde set kameraet eller ej. Det er personen selv, der har ansvaret for, at de oplysninger er korrekte.

Han gentager også, at Bryan Göddert intet har med Dansk Vurdering at gøre.

Midt under opkaldet kommer Bryan Göddert pludselig kørende ind på parkeringspladsen i sin mørkeblå Ford Expedition.

'Operation X'-vært Morten Spiegelhauer nærmer sig og spørger Bryan Göddert, hvorfor han sender mails fra Dansk Vurdering, når Ian Price siger, at han intet har med det firma at gøre. Bryan Göddert afviser.

- Jeg er da med i Dansk Vurdering, svarer Bryan Göddert, men vil ikke uddybe.

Og han afviser at svare på flere spørgsmål. Han vil have ‘Operation X’ til at sende en mail. Så det gør Morten Spiegelhauer.

Bryan Göddert svarer, at han har givet “rigtig god rådgivning”. Og han mener, at den løsning, han instruerede den falske kunde i, var lovlig.

Firmaet Dansk Rekonstruktion kører fortsat videre fra adressen i Dragør.

Du kan se 'Operation X: Konkursfinter på falderebet' på TV 2 PLAY og på TV 2 torsdag aften klokken 20.