Samfund

Dagens nyheder 23. maj

LIGE NU

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Eftersøgning af mand kæntret i kano indstilles til i morgen

Tre mænd kæntrede søndag i en kano i Arresø ved Frederiksværk. To af dem lykkedes med at komme i land, mens en stor eftersøgning har været i gang søndag aften. Den sidste mand er endnu ikke fundet, og Nordsjællands Politi oplyser, at eftersøgningen indstilles til i morgen tidlig, når det bliver lyst.

Mindst 15 omkommet efter vulkanudbrud i DRCongo

Arkiv.

Mindst 15 personer har mistet livet efter vulkanen Nyiragongo i det østlige DRCongo lørdag gik i udbrud. Lavaen fra bjerget har ødelagt mere end 500 hjem i byen Goma og har sendt tusinder på flugt. Det skriver nyhedsbureauet AP.

EU vil drøfte Hvideruslands omdirigering af et Ryanair-fly mandag

EU's 27 stats- og regeringschefer vil drøfte Hvideruslands omdirigering af et Ryanair-fly, når de mandag er samlet til topmøde i Bruxelles. Det kan komme på tale at indføre sanktioner mod regeringen i Hviderusland. Det meddeler en talsmand for EU-præsident Charles Michel på Twitter.

Nu er 14 bekræftet døde i ulykke med kabelvogn

Flere italienske medier melder nu, at der i alt er 14 omkomne efter ulykken med kabelvognen, der styrtede i jorden, i Italien. Tidligere var to børn indlagt med kvæstelser, og nu er det bekræftet, at et af de to børn har mistet livet. Det skriver italienske Rai News.

Nato vil have sag om sikkerhedslanding i Minsk undersøgt

Nato vil have en international undersøgelse af hændelsen, hvor Hviderusland beordrede et Ryanair-fly med kurs mod Vilnius til at lande i Minsk for at anholde oppositionsaktivisten Roman Protasevit. Det skriver Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg på Twitter.

Danmark taber til Schweiz ved VM i ishockey

De danske spillere kunne ikke følge op på den sensationelle sejr over Sverige. Søndag aften blev det til et nederlag på 0-1 mod Schweiz, der kampen igennem også var det bedste mandskab på isen i Letland.

Jeppe Kofod udtrykker bekymring over hviderussisk beslutning om at nødlande fly

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver på Twitter, at det er "dybt bekymrende", hvis de hviderussiske myndigheder har tvunget et fly fra Ryanair til at nødlande i Minsk på vej til Vilnius. En fremtrædende oppositionsaktivist, Roman Protasevitj, er ifølge oppositionen og Litauens præsident blevet anholdt.

Stor eftersøgning i gang: Tre personer er kæntret i kano i Arresø

Helikopter i luften over Arresø i Nordsjælland.

Frederiksborg Brand og Redning er i øjeblikket massivt til stede ved Arresø i Nordsjælland. Her er tre personer kæntret i en kano.  To af dem reddede sig selv i land, men den sidste mangler, og man ved ikke, hvor han er. Ingen af mændene, der er i midten af 20'erne, bar redningsvest. Nordsjællands Politi oplyser til TV 2, at både dykkere, redningsbåde og helikopter indgår i eftersøgningen af vedkommende.

EU kritiserer Hvideruslands beslutning om tvangslanding

Det er helt uacceptabelt at tvinge et Ryanair-fly fra Athen til Vilnius til at lande i Minsk, skriver EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen på Twitter. EU's udenrigschef, Josep Borrell, skriver, at EU holder Hvideruslands regering ansvarlig for passagerernes og flyets sikkerhed. Udtalelserne kommer, efter at Hviderusland har tvunget et fly til at lande i Minsk og anholdt en oppositionsaktivist.

En person dræbt og syv sårede efter skyderi i USA

En 16-årig pige blev skuddræbt sent lørdag aften, mens syv andre blev såret ved Bicentennial Park i Columbus, Ohio i USA. Det oplyser Columbus Polti ifølge CNN. Den 16-årige pige blev fragtet til et lokalt hospital, men afgik ved døden kort tid efter ankomsten. Myndighederne vil ikke oplyse noget om de mistænkte i sagen.

Eurovision-vinder vil modbevise kokainrygte med frivillig narkotest

Arkiv.

En italiensk Eurovision-sanger tager frivillig narkotest, når han kommer hjem til Italien. Det siger han ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP. Damiano David tager testen, fordi der er blevet delt en video på sociale medier det seneste døgn, som har fået folk til at spekulere på, om den 22-årige Måneskin-sanger tager kokain. Det har han selv afvist. 

Oppositionsaktivisten Roman Protasevitj er blevet anholdt i Minsk

Den hviderussiske oppositionsaktivist Roman Protasevitj, der lever i eksil i Litauen, er søndag blevet anholdt i Hvideruslands hovedstad, Minsk. Det skete, da det Ryanair-fly, han sad i, foretog en nødlanding - tilsyneladende på ordre fra Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dødstallet stiger efter italiensk ulykke med kabelvogn

Dødstallet er steget til 13 i Piemonte i den nordlige del af Italien, hvor en kabinelift er styrtet ned søndag. Det oplyser den italienske redningstjeneste ifølge det italienske medie RaiNews. Ifølge mediet er der nu 13 døde og to sårede. De sårede er to børn, der er indlagt med kvæstelser.

Nordjyde fængslet: Truede med at sprænge Amalienborg i stumper og stykker

I et brev sendt til Københavns Politi på Hovedbanegården i København truede en 45-årig mand i slutningen af december med at bombe Amalienborg. Nu er manden varetægtsfængslet i fire uger sigtet for trusler og forbrydelser mod den øverste statsmyndighed. Det skriver Nordjyske

To mænd idømt fængsel og indrejseforbud for tyveri af værktøj

To polske mænd på henholdsvis 22 og 23 år er ved Retten i Aalborg idømt 60 dages ubetinget fængsel for tyveri af værktøj til en værdi af cirka 76.900 kr. De blev desuden udvist af Danmark med et indrejseforbud i fire år. Det skriver Anklagemyndigheden i Norjylland på Twitter. 

Mindst ni døde i ulykke med kabelvogn

Redningsfolk arbejder ved den nedstyrtede vogn.

Dødstallet i forbindelse med en ulykke med en kabelvogn i Italien er steget til mindst ni personer. Det skriver nyhedsburauet Ritzau. Ifølge mediet Rai starter turen ved Lago Maggiore, og liften når sit højeste punkt 1491 meter og tager omkring 20 minutter. Ulykken skete ifølge mediet lige før toppen.

Flere dræbte – svævebane er faldet ned

En svævebane er faldet ned i det nordlige Piedmont i Italien, og mindst fem personer er blevet dræbt. Det oplyser den italienske redningstjeneste ifølge nyhedsburaeuet AP. Ifølge det italienske medie Rai var der 11 personer ombord i kabelvognen.

Eftersøgning i sø efter fund af tom kano

Eftersøgning i Mossø efter fund af tom kano.

Opdateret klokken 13.09: Eftersøgning afsluttet - ejer af mistet kano har henvendt sig.

Forsvaret deltager lige nu i en eftersøgning i Mossø ved Skanderborg efter fund af en tom kano. Det oplyser Forsvaret på Twitter. En helikopter fra Forsvaret og en båd fra beredskabet er indsat.

Politistation indtaget i protest i Myanmar

Modstandere af Myanmars militær har indtaget en politistation i protest. Det skriver lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters. De hævder desuden at have dræbt 13 medlemmer af militæret, der overtog magten i landet gennem et militærkup 1. februar.

Forældrepar i klammeri med politiet

Et forældrepar i Esbjerg kom i klammeri med politifolk tidligt søndag morgen, da betjente bankede på for at tale med parrets søn. Sønnen havde været passager i en forulykket bil, hvor føreren af bilen måtte have livreddende førstehjælp. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Begge forældre er nu sigtet – moderen for at have givet en betjent et knytnæveslag.