Nyheder

I morgen mødes Danmark, USA, Grønland og Færøerne – og alle har noget på spil

Handel er højt på listen over ting, der skal diskuteres. Og så håber USA på, at Danmark skruer op for bidraget til NATO.

Senere søndag lander USA's udenrigsminister Antony Blinken i København.

Samtidig mødes udenrigsminister Jeppe Kofod (S) med repræsentanter fra Grønland og Færøerne. På dagsordenen er Blinkens besøg og særligt USA's interesser i Grønland.

Mandag skal alle parterne mødes.

Ifølge Martin Breum, journalist med fokus på Arktis og forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne, er Færøerne og særligt Grønland blevet vigtige strategiske områder for USA. Vigtigere end Danmark, siger han.

- Amerikanerne vil meget gerne sikre, at Grønland forbliver en del af NATO-samarbejdet, og at USA kan indrette militære konstellationer i Grønland.

Grønland ligger på en fordelagtig placering

Torsten Jansen, der er USA-kommentator på TV 2, siger, at Grønland er i fokus for USA især på grund af Rusland og Kina.

- Blandt andet når amerikanerne skal være sikre på, at der ikke kommer supersoniske missiler fra Rusland, siger Torsten Jansen.

Derfor er det også Blinkens håb at få Danmark til at punge mere ud til NATOs forsvarsbudget. Danmark har indgået en aftale om at betale 2 procent af BNP, men er i dag kun oppe på 1,5 procent. Ifølge Torsten Jansen håber USA, at Danmark investerer en del af de resterende 0,5 procent i blandt andet overvågning ved Færøerne og Grønland.

Og af den grund er det i USA's interesse at holde Danmark i rigsfællesskabet.

- Det er vældig bekvemt for USA, fordi Danmark er en nær allieret, og så håber Blinken, at vi bevæger os i retningen af de 2 procent af BNP, som vi har lovet at give til NATO, siger han.

Danmarks adgangsbillet til stormagtsspillet

Rigsfællesskabet er ikke noget, der er på Pele Brobergs ønskeliste. Han er Grønlands minister for erhverv, handel, udenrigsområdet og klima.

Grønland har et klart budskab med til mødet med den amerikanske udenrigsminister, som han fredag sagde til KNR.

- Det allervigtigste budskab for mig at få frem er, at Antony Blinken skal forstå, at vi er Grønland. Vi er anderledes end mange andre lande. Vi har et krav om selvstændighed. Vi er ikke Danmark og Færøerne – vi er Grønland, lød det.

Martin Breum fortæller, at Pele Brobergs parti arbejder for selvstændighed.

- Hvordan Pele Broberg vil formulere det i Blinkens medhør, har Jeppe Kofod formentlig en interesse i at høre forud for mødet, siger han.

Pele Brobergs parti Naleraq indgår i en koalition med partiet IA, og af den grund skal Broberg vare sig og kan ikke fare frem med sin egen eller sit eget partis dagsorden, siger Martin Breum.

Derudover ville et selvstændigt Grønland være et stort tab for Danmark, siger Jesper Vestergren, politisk analytiker på TV 2.

- Så mister Danmark adgang til hele det her stormagtsspil, siger han.

Handel på dagsordenen

Først og fremmest er det dog handel, der skal diskuteres. Færøerne og Grønland har nemlig en interesse i at fremme eksporten af fisk – og for Grønlands vedkommende også rejer.

Og handel er central for Grønland, hvis de ønsker at blive selvstændige i fremtiden. Det meste af den grønlandske økonomi kommer nemlig fra de danske bloktilskud og tilskud fra EU.

Jesper Vestergren mener dog ikke, at der er en reel trussel på nuværende tidspunkt for, at amerikanerne laver et tilsvarende tilskud til grønlænderne. Grønland er nemlig ganske afhængige af Danmark.

- Det er også derfor, man fra Danmarks side har omfavnet den amerikanske interesse. Danskerne har givet sin velsignelse til, at amerikanerne har åbnet et konsulat i Nuuk. Til gengæld betaler amerikanerne et stort milliardbeløb til at styrke grønlandsk infrastruktur, siger han.

Fred og lavspænding

Der er også en anden fordel for Danmark ved besøget. Amerikanerne er garant for Danmarks sikkerhed, så vi kommer længst med åbne døre, lyder det.

- Byder man dem indenfor, er der en eller anden garanti for, at vi kan holde Rusland og Kina ude. Så på den måde bliver Arktis ved med at være et område, der er præget af fred og lavspænding.

Uderover mødet i Danmark i morgen skal den amerikanske udenrigsminister deltage i Arktisk Råds møde, der foregår i Island fra 19. til 20. maj.