Nyheder

På Seychellerne er over halvdelen vaccinerede, men smitten eksploderer alligevel

Landet genindførte en række restriktioner for at bekæmpe den stigende smitte. Ifølge dansk ekspert har landet dog kurs mod flokimmunitet.

På østaten Seychellerne, der ligger øst for Afrika i det Indiske Ocean, har hele 61,4 procent af befolkningen fået coronavaccinen. Men det har ikke bremset spredningen af virussen.

Landet har 98.000 indbyggere, og tal fra torsdag viser, at der var mindst 2700 aktive smittetilfælde i landet. Det er det klart højeste antal under hele pandemien. Og den store stigning sker, selvom landet er et af de lande i verden, der har vaccineret flest.

Det skriver CNN.

Af de 2700 var en tredjedel fuldt vaccinerede, oplyser landets sundhedsministerium.

Ifølge lokale myndigheder og eksperter er de høje smittetal dog ikke et udtryk for, at vaccinen ikke virker. Tværtimod.

De smittede bliver nemlig ikke så syge som tidligere.

- Over de sidste par måneder har man set, at mange smittede ikke bliver alvorligt syge, ingen dør, ingen får særlig mange komplikationer, siger Sylvestre Radegonde, der er landets udenrigs- og turismeminister.

Landet genindførte dog alligevel i starten af måneden en række restriktioner for at komme den stigende smitte til livs.

Ville have turisterne tilbage

Det skete, efter at Seychellerne for en måneds tid siden åbnede deres grænser for stort set alle turister og droppede krav om karantæne. Det eneste, turisterne skulle have med, var en negativ PCR-test, der var maksimalt 72 timer gammel.

Og netop turisme er en hjørnesten i østatens BNP. 72 procent af landets BNP kan tilskrives turisme, og 30 procent af befolkningen arbejder i sektoren.

Ifølge Sylvestre Radegonde er det ikke klarlagt, hvad der er skyld i den stigende smitte.

Han har udtalt ifølge CNN, at det er sandsynligt, at smitten har været til stede i landet hele tiden, og at ophævelsen af restriktioner og en tiltagende social kontakt har gjort, at den har spredt sig.

- Folk har sænket deres parader, siger Sylvestre Radegonde.

Seychellerne vaccinerer med kinesiske Sinopharm og Covishield, der er en indisk produceret udgave af AstraZeneca. 57 procent af de vaccinerede har fået Sinopharm, og 43 procent har fået Covishield. Men landet offentliggør ifølge CNN ikke tallene for, hvilke vacciner de smittede har fået.

Ingen af vaccinerne dækker 100 procent mod covid-19. Sinopharm har en effektivitetsrate mod alvorlige tilfælde og indlæggelser på 79 procent, mens AstraZenecas vaccine giver en beskyttelse mod sygdommen på 76 procent og – ifølge selskabet selv –100 procent beskyttelse mod alvorlige og kritiske forløb.

Kræver at alle er vaccinerede

Hos Verdenssundhedsorganisationen WHO er svaret på, hvorfor der fortsat ses spredning af virussen på Seychellerne, at det først er, når alle er vaccinerede, at virussen holder op med at inficere.

Det siger Richard Mihigo, der sidder i WHO's Afrikaafdeling og blandt andet koordinerer vacciner. Også han hæfter sig ved, at data fra Seychellerne viser, at vaccinerne er effektive i forhold til at forebygge alvorlige tilfælde og indlæggelser.

Ifølge Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, er 61,4 procent ikke godt nok, når man taler om flokimmunitet.

- Der skal vi højere op. Men den afhænger også af, hvilken variant man er smittet med. Er det en særlig smitsom variant som for eksempel den indiske, skal man måske op på over 80 procent for at opnå flokimmunitet, siger han.

Han peger på mæslinger som eksempel på en særligt smitsom sygdom. Der skal man have 90 procent vaccinerede i en befolkning, før der er tale om flokimmunitet.

Hans Jørn Kolmos' umiddelbare bud for flokimmunitet for coronavirus i Danmark er, at det kræver, at der er over 70 procent vaccinerede i befolkningen.