Nyheder

Otte billeder fra ugen, der gik

En bombe, en baby og en boksekamp er blandt de bedste billeder fra den forgangne uge.

TV 2 har udvalgt otte billeder fra den seneste uge, der har gjort særligt indtryk.

Årets pressefoto

Fredag blev årets bedste danske pressefoto kåret, og her blev et billede taget af Berlingskes fotograf Asger Ladefoged udvalgt som det bedste.

Billedet er taget i Hviderusland, hvor Aleksandr Lukasjenko har siddet på magten i 26 år, og som bliver kaldt Europas sidste diktatur. Men da han i august 2020 igen udråbte sig selv som vinder af valget, fik befolkningen nok.

De gik på gaden i historisk store demonstrationer, som har resulteret i massevis af anholdte og tilskadekomne civile. Det er Årets Pressefoto et øjebliksbillede af.

Iltmangel i Indien

Coronasituationen i Indien er alvorlig, og der er hårdt brug for ilt til de mange coronasyge patienter.

Sundhedsvæsenet er kollapset, og millioner af indere sender nødråb ud på Twitter i håb om en flaske ilt eller en hospitalsseng.

Her står folk i kø New Delhi for at få fyldt deres iltflaske op.

En bombe i Flensborg

Lørdag kørte politibiler gennem en bydel i Flensborg og bad over højttalerne folk om at komme væk hurtigst muligt.

Årsagen til evakueringen var en 250 kilo tung amerikansk bombe, som var dukket op i forbindelse med vedligeholdelsen af en fodboldbane.

Bomben er et levn fra Anden Verdenskrig og har tilsyneladende ligget under jorden i 78 år.

Bomben blev nænsomt fjernet og uskadeliggjort, og sidst på eftermiddagen blev et grønt raketlys affyret for at vise, at der nu er sikkert i området igen.

Over 70.000 tilskuere til boksekamp

Det ligner noget fra tiden før pandemien.

Men billedet fra AT & T Stadium i Texas er taget lørdag og viser 73.126 tilskuere overvære en boksekamp mellem mexicanske Canelo Alvarez og britisk Billy Joe Saunders.

Forsamlingen menes at være den største, siden coronapandemien brød ud.

Øl for vacciner

I USA har 46 procent af befolkningen fået mindst ét stik med en coronavaccine.

Men nu er de på vej ind i en kritisk fase, hvor det handler om at få skeptikerne til at tage imod en sprøjte. Regeringen sætter hårdt ind med kampagner, og virksomheder tilbyder særlige tilbud til færdigvaccinerede amerikanere. Her ses 72-årige George Ripley fra Washington, der netop har ladet sig vaccinere med Johnson & Johnson og som belønning fik en gratis øl som led i eventet 'Øl i bytte for vacciner'.

Kollapset metrobro

En metroulykke i Mexico City har kostet mindst 23 personer livet og såret mindst 79, da et stykke af metrolinjen kollapsede.

På billedet kan man se, at metroens to togsæt styrtede ned på gaden.

Baby født ombord på fly

Flyet var cirka halvvejs på sin rute mellem Hawaii og Salt Lake City og befandt sig et sted over Stillehavet, da der over højttalerne blev efterlyst en læge.

En kvinde ombord var gået i fødsel, selvom hun kun var i graviditetsuge 29 og ikke anede, at hun var gravid.

Til hendes held var der både en læge og tre sygeplejersker med speciale i for tidligt fødte babyer ombord, og de hjalp den lille dreng, Raymon, til verden.

Fly i fuldmåne

Det er dog ikke flyet med den fødende kvinde, der her er fanget i en speciel vinkel.

Det er derimod taget i den irakiske by Basra, hvor fly og fuldmåne gjorde hinanden fint selskab en sen aften.