GO'

Han har fravalgt en mor til sine børn - far undrer sig over "mærkelige spørgsmål"

Anthony Aconis, der er far til to, kæmper for at ligestille moder- og faderrollen og for et ordentligt rugemorsystem i Danmark.

For Anthony Aconis har det altid været planen, at han en dag skulle blive far.

Så da han fandt frem til en surrogatmor, også kaldet rugemor, i USA, var han ikke i tvivl.

- Jeg havde svært ved at se mig selv som voksen uden at være forælder, og der har altid været et indbygget behov i mig for at stifte familie og blive far, så da den dør åbnede, løb jeg igennem den og så mig aldrig tilbage, fortæller han i 'Go’ morgen Danmark'.

Anthony Aconis med tvillingerne Paloma og Rafael.

Og i dag er Anthony Aconis far til to tvillinger, Paloma og Rafael, der til september bliver fire år.

Men selvom det er ulovligt at anvende betalte rugemødre i Danmark, går langt de fleste kommentarer ikke på, at han faktisk har fået sine børn på ulovlig vis.

Børnepengene følger automatisk et lige cpr-nummer

Anthony Aconis, kreativ direktør

I stedet handler de i højere grad om, hvorvidt han som mand kan varetage to børn på egen hånd, lyder det fra Anthony Aconis.

Og i en ny bog 'Kun en far' retter han en kritik af den måde, vi ser på farrollen i Danmark.

Anthony Aconis har blandt andet oplevet, at en kvinde i metroen spurgte, om hun skulle tage over, da han tog sin grædende datter op. Det var sandsynligvis ikke sket, hvis han var kvinde, mener han.

- Det, der slog mig, var alle de spørgsmål, jeg har fået: Hvad jeg ville gøre, når børnene græder, hvad jeg ville gøre, når de bliver syge, og jeg er på arbejde, og hvordan jeg vil håndtere konflikter?, forklarer Anthony Aconis.

"Mærkelige spørgsmål", han kun får, fordi han er mand, mener han.

Børnepengene tilfalder moren

Da Anthony Aconis valgte at blive far, var han alene, men senere har han mødt sin mand, Lasse.

De er nu to forældre om tvillingerne, men selvom de er to, oplever de stadig, at de bliver anset som andenrangsforældre - både strukturelt og kulturelt.

Rafael og Paloma er i dag tre år gamle.

Det ønsker Anthony Aconis at ændre:

- Først nu er det blevet lovgivning, at vi får post om vores børn som fædre, børnepengene følger automatisk et lige cpr-nummer, så du får som mand ikke adgang til alle de her ting i den automatiske velfærdscomputer, siger han.

Anthony Aconis er klar over, at det ikke er onde mennesker, der står bag systemet, og han er heller ikke ude på at kæmpe imod kvinder.

Han kæmper for ligestilling mellem forældre.

- Det handler ikke om at tage moren ned fra piedestalen. Det handler om at placere os begge deroppe.

Afstemning

Synes du, at der mangler ligestilling mellem mænd og kvinder, når det handler om børneopdragelse?

Danske rugemødre

I Danmark er det ikke ulovligt at bruge en rugemor, men der må ikke være penge involveret, og sundhedsmyndighederne må ikke hjælpe med selve befrugtningen.

Men i USA, hvor Anthony Aconis fandt sin rugemor, er det lovligt i flere stater, og det mener han også, at det burde være i Danmark.

Etisk Råd debatterede i 2013, hvorvidt betalte rugemødre skulle være lovligt i Danmark.

"Der er sket rigtig meget siden 2013, og set i lyset af at der er mange flere teknologiske muligheder i dag, bør vi diskutere, om rammerne er up to date", lyder det fra Anne-Marie Gerdes.

- Bekymringen var primært, at man risikerer en kommercialisering af kroppen, sådan at rugemødre kunne blive udnyttet, hvis de var fattige kvinder, lyder fra Anne-Marie Gerdes, der er formand for rådet.

Det værste eksempel er, at der opstår et afhængighedsforhold, og at barnet bliver en handelsvare, lyder det fra Anne-Marie Gerdes.

Etisk råd udtalte dog dengang, at man ikke var imod, hvis der ikke var penge involveret, og derudover opfordrede de til, at der kom bedre muligheder for ægdonation i Danmark.

Talte sammen med sin rugemor

Anthony Aconis er dog ikke nervøs for at åbne op for betalte rugemødre i Danmark.

Anthony Aconis mødte sin mand, Lasse, lige inden tvillingerne kom til verden.

Han oplevede et transparent system med god kontrol og fagfolk som advokater og psykologer hele vejen gennem processen, og i dag har han også en relation til den rugemor, der bar hans børn.

- Vi taltes ved her forleden. Hun er selv gift, hun har selv tre børn, så det billede, som lovgivningen er tegnet op omkring, er bare blevet mere nuanceret, lyder det fra Anthony Aconis.