To skolepiger var de første til at løbe efter rugbrød, da 345 kz-fanger drev i land på Møn
I resten af Danmark er 5. maj 1945 kendt som befrielsesdagen, men på Møn er det også dagen, hvor en pram med 345 kz-fanger drev ind på havnen.
Der blev helt stille på Klintholm Havn 5. maj 1945, da en kulpram nærmede sig kajen på den lille ø.
På prammen kom forhutlede og dødsyge mennesker til syne, og to skolepiger på kajen var de første til at løbe til den lokale skibsproviantering, hvor de brugte deres lommepenge på rugbrød, som de kastede ud til menneskene prammen.
KZ-fangerne på prammen kom fra koncentrationlejren Stutthof i det nordlige Polen. Nazisterne havde sendt dem østpå i en kulpram i håbet om, at de fremrykkende russere ikke fik fingrene i dem.
Men fangerne endte på Møn.
Stege Sygehus tog imod 19 af de syge, men resten af kz-fangerne endte i det lille lokalsamfund, selvom det var en stor risiko for øen.
- Mange af dem havde tuberkulose og den ekstremt smitsomme plettyfus, som er dødelig, hvis man ikke bliver vaccineret eller behandlet, så der truede et sygdomsudbrud på Møn, fortæller Jesper Clemmensen, som sammen med Thomas Albrektsen står bag bogen ‘Skibet fra helvede’ om sagen.
Historiens hovedpersoner
På Møn gik det hurtigt op for beboerne, at de selv stod med ansvaret for at redde de 345 kz-fanger, der pludselig var kommet til øen.
De omdannede byens badehotel til en lazaret, hvor de passede de syge mennesker fra prammen.
En af frontfigurerne i redningsaktionen var Helene Mortensen, der var den lokale forkvinde for Røde Kors i Stege, øens største by.
- Mange af fangerne endte med at kalde hende ’Mutti’, altså mor på tysk, fordi det var det, hun var for dem. Hun tog dem under sine vinger og hjalp dem, fortæller Jesper Clemmensen.
Hun, og hendes mand, læge Bent Mortensen, hjalp mange af kz-fangerne, blandt andet polske Zygmunt Szatkowski.
Zygmunt Szatkowski havde kæmpet som modstandsmand, men var endt hos Gestapo og senere i koncentrationslejren i Stutthof.
Men i Danmark tog livet en ny drejning for ham, og 5. maj, hvor han ankom til Møn, kaldt han sin “genfødselsdag”.
På et sanatorium i Rungsted, hvor han var indlagt med tuberkulose, mødte han nemlig kærligheden.
- Han spillede klaver, og spillede på et tidspunkt for min mor og sagde, at han spillede kun for hende, fortæller hans søn Janek Szatkowski, der er lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Janek Szatkowskis mor arbejdede for Røde Kors og var leder af atedet, og det var sådan de mødte hinanden. De blev gift og forblev i Danmark, hvor Zygmunt Szatkowski døde i 1993.
Tag ikke demokrati for givet
Mødet mellem mønboerne og kz-fangerne blev i flere tilfælde til venskaber.
Selvom skæbnen ville, at Helene Mortensen aldrig fik børn, forblev hun ‘Mutti’ og senere ‘svigermor’ for mange af dem, der blev i Danmark.
Det gjaldt blandt andet Zygmunt Szatkowski og hans familie.
Men hans historie delte han hverken med venner eller familie i årene efter.
- Det var først efter murens fald, han kunne begynde at åbne op. Den modstandsbevægelse, han arbejdede for, kæmpede både mod kommunisterne og nazisterne, og derfor var min far ikke ønsket i Polen, fortæller Janek Szatkowski.
Thomas Albrektsen og Jesper Clemmensen håber derimod, at de med historien om de 345 kz-fanger på Møn kan åbne op for refleksion, selvom det i dag er 76 år siden, at Danmark, med undtagelse af Bornholm, blev befriet:
- At vi husker, at sådan nogle størrelser som demokrati og frihed kan vi ikke bare tage for givet. Det skal vi hele tiden minde hinanden om, slutter Jesper Clemmensen.