Nyheder

Otte billeder fra ugen, der gik

En fyldt natklub og jøder i sorg er blandt ugens billeder.

TV 2 har samlet nogle af de billeder, der har gjort visuelt indtryk i ugens løb.

Trængsel på Den Kinesiske Mur

Kineserne er så småt på vej tilbage til normalen efter coronapandemien, og det kunne ses lørdag på Den Kinesiske Mur. Mange kinesere bruger nemlig ferien i forbindelse med 1. maj på at besøge venner, familie og landets turistattraktioner. Ifølge CNA.com forventes der 265 millioner rejser med båd, tog eller bil i løbet af den fem dage lange ferie i Kina.

3000 unge festede i stort natklubforsøg

Et tætpakket dansegulv, livemusik og hede kys. Det er længe siden, at det scenarie har udspillet sig på natklubberne, men det gjorde det fredag i Liverpool i England.

Arrangementet med titlen 'First dance' er en del af et covid-19-forsøg, hvor 6000 britiske unge fordelt over to dage får lov at slå sig løs på en natklub – helt uden social afstand eller mundbind. Alle deltagerne skulle dog fremvise en negativ coronatest, inden de blev lukket ind.

Forgæves tilnærmelser i Zoo

Hunpandaen Mao Sun gjorde, hvad hun kunne for at vække hanpandaens interesse.

Men han var mere optaget af at spise bambus end at parre sig. Pandaerne i København Zoo har kun en chance om året for at parre sig, men forsøget på at lave familieforøgelse i pandaanlægget lykkedes ikke i denne omgang.

Næste år vil dyrepasserne prøve igen, og de har snedige planer om at sprede urin fra en anden hanpanda i anlægget for at vække hanpandaens konkurrencegen.

Jøder i sorg

Natten til fredag blev mindst 44 deltagere ved en jødisk fest på bjerget Meron i det nordlige Israel mast ihjel. På billedet ser man en gruppe ultraortodokse jøder deltage i begravelsen af en af de omkomne i ulykken.

Ulykken skyldtes, at for mange mennesker var samlet på for lidt plads. Ifølge Times of Israel deltog op mod 100.000 personer i fejringen af højtiden Lag Ba'omer.

Ligafbrænding i Indien

Indien befinder sig lige nu på et meget trist og dystert stadie af coronapandemien. Landet har i over en uge registreret over 300.000 nye smittede om dagen, og det har skabt et voldsomt pres på landets sygehuse og krematorier, der ikke kan følge med.

Flere steder må pårørende selv hjælpe med at samle brænde til de ligbål, der er en del af den religiøse begravelsesceremoni i landet.

I flere storbyer tages parkeringspladser, parker og byggetomter i brug til interimistiske begravelsespladser med rækkevis af ligbål.

Verdens længste hængebro indviet

Hængebroen, som er 516 meter lang, hænger 175 meter over floden Paiva i Arouca Geopark i Portugal.

Broen er belagt med et gennemsigtigt metalgitter, så man rigtig kan mærke suset fra neden og få skælvende ben, hvis man har hang til højdeskræk.

Hjemkomst fra det ydre rum

Søndag morgen dansk tid landede SpaceX’s rumkapsel i havet ud for Florida med fire astronauter fra den internationale rumstation, ISS. Den landede med fire store faldskærme til at bremse faldet i Den Mexicanske Golf efter knap syv timers flyvetur fra stationen.

Astronauterne har opholdt sig på ISS siden november og er nu blevet afløst af et nyt hold.

Vinterberg møder pressen efter Oscar-triumf

Thomas Vinterberg kunne natten til mandag for første gang kalde sig Oscar-vinder, da hans film 'Druk' blev udnævnt som den bedste internationale film. Torsdag landede han igen på dansk jord og satte ord på sejren.

- Har man ikke toppet med den her? lød det fra den danske instruktør.