Politik

Se højdepunkterne fra 1. maj-talerne her

Sådan så det ud, da 1. maj blev markeret i Fælledparken i 2019. Siden har markeringerne primært været virtuelle på grund af covid-19.

Hvad skete der? Traditionen tro vil arbejdernes internationale kampdag blive markeret landet over. 

Mette Frederiksen kunne diktere indholdet

Selvom støttepartierne SF og Enhedslisten samt Fagbevægelsens Hovedorganisation alle brugte dele af deres 1. maj-taler på at argumentere for et styrket dagpengesystemet, nævnte statsminister Mette Frederiksen (S) det ikke med et eneste ord. 

Noget som hun ganske givet ville være blevet spurgt til, hvis hun var stillet op til et interview efter talen. Fordi den var optaget på forhånd, faktisk allerede i torsdags, er det ikke tilfældet. 

- I og med at Mette Frederiksen ikke stiller op til et interview, så kan hun – mere end normalt – fuldstændigt diktere, hvad hun skal forholde sig til. Det gjorde hun så i den her tale, hvor hun holdt sig på et meget overordnet plan, siger TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

Vil genopfinde måden, vi uddanner os på

Den grønne omstilling kommer til at kræve tusindvis af medarbejdere med nye kompetencer. 

- De mange nye vindmøller og varmepumper installererer jo ikke sig selv. Derfor er det også nu – ikke i morgen – at vi skal i gang med at genopfinde den måde, vi uddanner os på. 

- Vi kan lave nok så mange fine klimaplaner, men hvis ikke vi har de medarbejdere, det kræver at føre dem ud i livet, så er vi sådan set lige vidt, siger Lizette Risgaard. 

Lizette Risgaard: - Dagpengesystemet skal styrkes

Nu sendes Lizette Risgaards, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, tale. En tale der er optaget på forhånd, og hvor der er skruet helt op for de røde faner. 

Hun indleder med at sige, at hun er stolt af sine medlemmer. 

- 1. maj handler om solidaritet. Men solidaritet er altså også noget, vi skal have med vores børn og vores børnebørn. Dem som vi skal efterlade en grøn klode til, som man kan ånde og leve på, siger Lizette Risgaard: 

- Hvis man ser på den ophedede debat om klimaet, kan man godt frygte lidt for fællesskabet. 

Formanden frygter, at debatten kan ende med at rive Danmark midt over. Det må ikke ske, siger hun og tilføjer, at omstillingen ikke bare skal være grøn, men retfærdig. 

Derfor skal dagpengesystemet styrkes, fastslår Lizette Risgaard. En holdning som også fyldte i talerne fra både SF og Enhedslisten. 

Kommentator om statsministertale: - Ikke en klassisk 1. maj-tale

Det var ikke en klassisk 1. maj-tale, som statsminister Mette Frederiksen (S) sendte ud, siger Noa Redington, politisk kommentator. 

- Det er meget mere Danmarks statsminister, end det er Socialdemokratiets formand, der holder den her tale. En statsminister der står på toppen af en coronahåndtering og fortæller om alt det gode, der er sket i Danmark trods pandemien, siger Noa Redington. 

- Hun lykkes med at få skubbet energi ind i sådan en videotale, der er optaget flere dage i forvejen. 

Mette Frederiksen: - Faren er ikke drevet over

Statsminister Mette Frederiksen (S) afslutter sin 1. maj-tale med lidt ord om den nuværende coronasituation. For "faren er ikke drevet over," siger hun.

- Kig bare rundt i Europa. Det er stadig biologi, vi kæmper imod, og det er ikke sådan, at virus pludselig har besluttet at slå en bue uden om Danmark.

- Men for hver dag, der går, hvor vi stadig holder smitten nede, hvor flere bliver vaccineret, så begynder vi at kunne ånde lettet op. Vi begynder at kunne sænke skuldrene. Ranke ryggen, siger statsminister Mette Frederiksen og ønsker glædelig 1. maj. 

Vil præsentere ny indsats mod corona

Coronakrisen har ramt skævt, siger statsministeren i sin tale. Både geografisk og i forhold til brancher. 

Derfor vil regeringen i næste uge præsentere "en indsats", der er målrettet netop det. 

- Det bygger oven på alle de initiativer, vi har taget det sidste år. Som har begrænset de økonomiske omkostninger ved pandemien, siger Mette Frederiksen. 

Hun kommer dog ikke nærmere ind på, hvad den konkrete "indsats" indeholder

Vil flytte uddannelser ud af storbyerne

Inden sommer vil regeringen tage et skridt i opgøret med centraliseringen, siger Mette Frederiksen:

- Det er helt afgørende, at man kan uddanne sig tæt på, hvor man bor. Så ikke alle skal flytte til de store byer. Derfor vil vi foreslå en omfattende udflytning af uddannelser og uddannelsespladser. 

Mette Frederiksen: - Vi kan ranke ryggen

Statsminister Mette Frederiksen (S) har optaget sin tale på forhånd og besluttet at sende den klokken 9.40 som en del af den socialdemokratiske markering af 1. maj. 

Hun indleder med at tale om den måde, danskerne har klaret sig gennem coronakrisen. 

- Vi lod os ikke nøjes med nødvendigheden. Vi opgav ikke på forhånd. Vi fandt en vej. Vi valgte en vej. Danmark, vi kan ranke rygge, siger Mette Frederiksen. 

Om lidt taler Mette Frederiksen

Den næste taler er statsminister Mette Frederiksen (S). Hun er ikke ude til noget 1. maj-arrangement, men har optaget sin tale på forhånd. Den sendes klokken 9.40. 

Statsministeren varmer op med et opslag på Instagram, hvor hun skriver:

- Igen i år bliver den anderledes. Alligevel har vi meget at fejre. Danmark står stærkt. Men vi kan endnu mere.

Nu taler Mai Villadsen

Det er den første 1 maj-tale, Mai Villadsen holder som politisk ordfører.

Nu går Enhedslisten politiske ordfører, Mai Villadsen, på talerstolen. Det er første gang, hun holder en 1. maj-tale som politisk ordfører. 

Hun indleder med at opremse eksempler på de problemer, som Politiken har afdækket hos Nemlig.com. 

- Lad mig sige det klart til Nemlig.coms direktør og andre, som har presset deres ansatte til det yderste under krisen, mens deres egne formuer har sprængt banken: Vi finder os ikke i arbejdsforhold fra det sidste årtusinde. Det er jeres metoder, der hører fortiden til. 

Ligesom SF's Pia Olsen Dyhr bruger Mai Villadsen også en del af sin tale på at sige, at hun ønsker tjenestemandsreformen ændret. 

Kommentator: En bagudskuende tale

Beskæftigelsesministeren siger, at regeringens arbejde ikke er færdigt, før alle, der har mistet deres arbejde under krisen, er i arbejde igen eller på en uddannelse, der baner vejen for et nyt. 

Det blev nogle af de sidste ord fra Peter Hummelgaard (S), som ifølge politisk kommentator Noa Reddington holdt en meget bagudskuende tale. Om løftet om at få alle i arbejde igen siger kommentatoren: 

- Problemet er bare, at han ikke rigtig kan gøre noget ved det.

Hummelgaard roser kriseløsning: - Det udstiller hysteriet

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) roser den måde, regeringen har ført økonomisk politk under krisen. Nogle var kritiske, siger han. Endda hysteriske. 

- Resultaterne her 14 måneder inde i krisen taler for sig selv og udstiller hysteriet, siger Hummelgaard. 

Ministeren nævner CEPOS og Lars Løkke Rasmussen som nogle af dem, der i krisens begyndelse forholdt sig kritisk til regerings økonomiske politik. Men havde man lyttet til dem, ville flere have været døde, og flere ville have mistet deres arbejde, siger Hummelgaard:

- Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor katastrofalt det ville være, hvis de havde haft magt, som de havde agt. 

Hummelgaard: - Politik betyder noget

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) indleder – som lovet – med at tale om aftalen om ret til tidlig pension – også kaldet "Arne-aftalen". 

- Det er et tegn på, at politik betyder noget. At politiske valg betyder noget, siger Peter Hummelgaard. 

Nu skal beskæftigelsesministeren tale

Klokken 9.00 er det beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der tager ordet. Her vil han blandt andet tale om aftalen om ret til tidlig pension – også kaldet "Arne-aftalen". 

Hvordan skal dagpengesystemet styrkes?

TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, hæfter sig efter Pia Olsen Dyhrs tale særligt ved forslaget om at sænke rentefradraget for boligejerne og til gengæld hæve dagpengene og investere i erhvervsuddannelser.

- Det er i virkeligheden meget godt set politisk, fordi der især det seneste år har været mange, som har tjent meget på at sidde i deres boliger. Jeg har en opfattelse af, at der inden næste valg vil blive en politisk diskussion om det her område, som også regeringen vil blande sig i, siger Hans Redder. 

Politisk kommentator Noa Reddington tilføjer, at det er en dør, der sidder meget løst på hængslerne, som SF-formanden her forsøger at skubbe til.

"Vi er ikke i samme båd"

Pia Olsen Dyhr (SF) indleder sin tale med at sige, at danskerne ikke er i samme båd. 

- Krisen har blotlagt de forskelle, der er i Danmark. Forskelle som desværre vokser år for år, siger Pia Olsen Dyhr: 

- Danmark er for lille et land til store forskelle, sagde Socialdemokratiet for to år siden. Det er jeg enig i. Og Mette (Frederiksen, red.), det forpligter. 

SF-formanden ønsker at styrke dagpengene, "før det er for sent". Det er en kerneopgave, siger hun. 

Om lidt taler Pia Olsen Dyhr

Den første taler i rækken er SF's Pia Olsen Dyhr, som tager ordet klokken 8.30. 

Hun har allerede på forhånd meldt ud, at partiet vil sænke rentefradraget for boligejerne og til gengæld hæve dagpengene og investere i erhvervsuddannelser.

- Det er på tide med en reel lighedsreform, som skal styrke vores sociale sikkerhedsnet og løfte uddannelserne, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun mener, at priserne på boligmarkedet er "stukket af", og derfor vil forslaget om at lade boligejerne betale også medvirke til at sænke uligheden mellem boligejere og lejere ifølge SF-formanden.

Endnu en fejring uden demonstrationer

På grund af covid-19 vil markering igen i år ikke byde på store folkemængder, men det afholder ikke en række politikere fra at holde taler. 

Her vil dagpenge ifølge politisk kommentator Noa Redington komme til at fylde meget.