Coronavirus

Smitten stiger, men ekspert er ikke bekymret

Ekspert mener, at der overordnet er tale om stabile smittetal. Også selvom tallene i disse dage er en smule højere end for en måned siden.

874 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Antallet af indlagte stiger med tre personer, og i alt er 176 indlagte. To personer er døde med virussen. Se coronatal fra Danmark og resten af verden her.

Men selvom tallet er en smule højere, end vi har været vant til de seneste måneder, skal vi ikke drage for hurtige konklusioner om stigning i smitten. Sådan lyder det fra Christian Wejse, der er lektor ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

Han henviser til, at der flere dage i april har været dage med over 800 nye registrerede smittede.

- Overordnet set er det stabile tal, som ikke har ændret sig væsentligt over de seneste uger. Det ligger måske en lille smule højere end en måned tilbage, men det er ikke noget, som for alvor stiger, siger han til Ritzau.

Får genåbningen konsekvenser?

I sidste uge fik genåbningen af restauranter og barer danskerne til igen at stimle sammen på gader og stræder. Men ifølge Christian Wejse vil der gå to-tre uger, før man kan se en effekt i smittetallene. Hvis der altså kommer en.

- Siden genåbningen i midten af februar, har erfaringen faktisk været, at det har haft en meget lille effekt på smittetal. Så vi kan håbe, at den nuværende også får det, selv om det er væsentligt større genåbninger end tidligere, siger han til Ritzau.

Det seneste døgns positivprocent er på 0,42. Der blev taget 207.925 pcr-test i går.

En teknisk fejl har betydet, at 50.000 prøvesvar ikke kom med i torsdagens opgørelse. De er derfor talt med fredag, og det betyder, at fredagens tal kan være overestimeret.