Nyheder

Dagens overblik: Alarmfirma anmeldt for at overdrive trusler

En filmklassiker fra sidste århundrede har mistet sin særstatus, efter en filmanmeldelse fra 1941 er dukket op.

Mens vi stadig venter på, at forårsvarmen endelig kommer til Danmark, har grækerne på Kreta i nat nok efterspurgt en lille smule kulde.

Den græske ø gennemlever netop nu en historisk hedebølge, og natten til torsdag blev den varmeste aprilnat nogensinde i Europa målt, da en målestation registrerede intet mindre end 30,7 grader.

Det er måske mere behageligt at sove i de temperaturer, vi har herhjemme, så.

Velkommen til dagens overblik.

Alarmfirma anmeldt for at overdrive trusler

Alarmfirmaet Verisure er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.

Ifølge ombudsmanden har Verisure lavet ulovligt telefonsalg og vildledt forbrugerne til at tro, at der var en trussel mod deres hjem i deres nabolag.

Blandt andet mener Forbrugerombudsmanden, at Verisure har oplyst eller givet indtryk af, at der har været mange indbrud i forbrugernes områder, selvom det ikke er korrekt.

Alarmfirmaet er desuden blevet anmeldt for ulovlige opkald til 57 forbrugere samt to enkeltmandsvirksomheder, der står på Robinsonlisten, som giver markedsføringsbeskyttelse.

Oldgammel anmeldelse smider kultfilm ud af prestigeklub

En ikonisk filmklassiker fra 1941 har mistet sin plads i den prestigefyldte klub for film, der ikke har fået nogen dårlige anmeldelser.

Orson Welles ’Citizen Kane' havde indtil for nyligt fået intet mindre end 116 anmeldelser, der alle var positive. Men en 80 år gammel artikel fra Chicago Tribune har nu vendt op og ned på filmens status.

'Citizen Kane' er interessant, anderledes og faktisk bizar nok til at blive udstillet på et museum, står der blandt andet i anmeldelsen.

Filmen har haft en score på 100 procent på siden ’Rotten Tomatoes’, der samler filmanmeldelser, men fremover vil filmens score være 99 procent.

Orson Welles’ klassiker er skubbet af pinden, men der er stadig en lang række andre film, der kan bryste sig af en score på 100 procent.

Det gælder blandt andre 'Paddington 2', de to første 'Toy Story'-film, 'The Terminator', 'Before Sunrise' og 'Man on Wire'.

Det ser fornuftigt ud for den danske økonomi

Sådan lyder budskabet fra Danmarks finansminister Nicolai Wammen (S).

Ifølge ministeren er der stadig store udfordringer i dansk økonomis fremtid, men udsigterne er nogenlunde.

Danmarks økonomi forventes at vokse med 2,1 procent i 2021 og 3,8 procent i 2022.

Vækstudsigterne til 2022 vil ifølge Finansministeriet være den højeste BNP-vækst i 15 år, og samtidig blev underskuddet på de offentlige finanser i 2020 mindre end forventet.

Bankerne beder Kollerup passe sig selv

Efter erhvervsminister Simon Kollerup (S) tirsdag langede ud efter landets banker og deres negative renter, siger brancheorganisationen Finans Danmark nu, at han skal blande sig uden om.

- Det er ikke i samfundets eller kundernes interesse med politisk indblanding i prisfastsættelsen – og vi er nødt til at sige fra nu, siger administrerende direktør Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse.

Men Simon Kollerup står ved sin kritik om, at bankerne skal stoppe med at sænke grænsen for, hvornår danskerne skal betale negative renter.

For grænsen er allerede blevet sænket fra 750.000 kroner til 100.000 kroner, siger han.

- Jeg vil insistere på, at der må og skal være en rimelighed i forholdet mellem bank og den almindelige kunde, lyder det fra ministeren.

Johnson & Johnson-beslutning udskydes

Der er én vaccine, som Danmark er mere afhængig af end nogen anden: Vaccinen fra Johnson & Johnson.

Vi har bestilt flere millioner vacciner, og man skal kun give ét stik med den, før den virker. Hvis den bliver taget ud af planerne, kan det rykke vaccinationsplanerne flere uger.

Og lige nu er dens fremtid usikker. For der er fundet få tilfælde af blodpropper i forbindelse med vaccinen, meget lig AstraZeneca, dog i et langt mindre omfang.

Det var meningen, at de danske myndigheder ville melde ud torsdag, hvad planen for Johnson & Johnsons fremtid var. Men beslutningen er blevet udskudt.

Det meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag.

- Den har konsekvenser for vaccinekalenderen, som igen har konsekvens for genåbningshastigheden, lød det fra Magnus Heunicke.

Oppositionen anklager regeringen for at finde på dårlige undskyldninger for at undgå yderligere genåbning.

***