Nyheder

Ung kvinde anklaget for at opholde sig hos Islamisk Stat

Retssagen begynder efter planen 12. august.

Anklagemyndigheden rejser tiltale mod en 23-årig kvinde, som anklages for i en periode fra 2016 at have opholdt sig hos den militante bevægelse Islamisk Stat i Syrien.

På den måde har hun "fremmet terrororganisationens" virksomhed, lyder det i en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden.

Sagen er planlagt til at begynde 12. august ved Retten i Glostrup.

Fængslet i Tyrkiet

Kvinden forlod Syrien i 2019, hvorefter hun blev anholdt og fængslet i Tyrkiet. Da hun i juli 2020 ankom til Københavns Lufthavn, blev hun anholdt og har siden været varetægtsfængslet.

- Kvinden er tiltalt for at have opholdt sig hos Islamisk Stat gennem en årrække. Det er efter anklagemyndighedens opfattelse alvorligt, når man tilslutter sig en terrororganisation og gennem flere år er med til at hjælpe med at fremme Islamisk Stat, siger Lise-Lotte Nilas, der er statsadvokat i København, ifølge pressemeddelelsen.

Anklagemyndigheden vil gå efter en straf på mere end fire års fængsel.

Libanesiske rødder

Ifølge TV 2s oplysninger er kvinden dansk statsborger med libanesiske rødder.

Kvinden blev anholdt i Københavns Lufthavn i juli sidste år ved sin ankomst til Danmark. Hun har siden 2017 været varetægtsfængslet in absentia og internationalt efterlyst.

Danske myndigheder forsøgte i maj 2019 at få den dengang 22-årige kvinde udleveret fra Tyrkiet for overtrædelse af en række paragraffer i straffeloven – heriblandt forsøg på "fremme af en terrororganisations virke".