Nyheder

Dansk zoo sælger tre dinosaurer

- Det er et lidt skørt projekt, siger direktøren for Givskud Zoo om salget af de enorme figurer.

Givskud Zoo har sendt en noget anderledes handelsvare på auktion.

Efter en udskiftning i deres udstilling Zootopia med store modeller af alverdens dinosaurer er der kommet tre af de enorme fortidsvæsner i overskud.

- De er simpelthen blevet for slidt. Men de er stadig så imponerende, at det ville være en skam bare at smide dem væk, siger direktør for Givskud Zoo Richard Østerballe

Det betyder, at modellerne af en Tyrannosaurus rex, en Parasaurolophus og en Allosaurus nu leder efter et nyt hjem.

Parasaurolophus betyder "næsten kam-øgle".

Direktør havde ingen forventninger

De enorme væsner har tidligere kunnet bevæge sig, men mekanikken er gået i stykker, så nu kan figurerne udelukkende bruges som skuestykke.

Og det kræver god plads at erhverve sig én af de store modeller. De er nemlig mellem tre og fem meter høje og har en længde på ti meter fra hale til mund.

- Det er et lidt skørt projekt. De er jo kæmpestore. Men en gang imellem skal man jo have lidt sjov, siger Richard Østerballe.

Allosaurus betyder ”anderledes øgle”.

Det er allerede nu muligt at byde på dinosaurerne, men den nye ejer bliver først fundet, når hammeren falder 5. maj hos auktionshuset Campen Auktioner.

Selvom der stadig er et stykke tid til hammerslag, er det væltet ind med bud på de store fortidsvæsner, fortæller direktøren. En efterspørgsel, som kom meget bag på ham.

- Jeg havde ingen forventninger og var faktisk i tvivl om, hvorvidt de ville blive solgt. Men det er jeg ikke bekymret for længere, siger Richard Østerballe.

Figuren af Tyrannosaurus rex vejer mellem 1500 og 2000 kilo

Fortidsvæsnerne

De tre figurer, som nu er til salg, er blevet skiftet ud med nye modeller af de samme dinosaur-arter. Herunder kan du læse om dem:

Tyrannosaurus rex er en af de største kødædere, der nogensinde har levet på Jorden. Dens lugtesans var imponerende, og det samme var dens syn, som var bedre end en høgs. Tyrannosaurus rex betyder ”tyranøglernes konge”.

Allosaurus var en af fortidens bedste rovdyr. Det enorme dyr havde tænder på op til ti centimeter, som den med jævne mellemrum skiftede ud. Dens forben var små, men stærke og havde kun tre fingre med store kløer. Allosaurus betyder ”anderledes øgle”.

Parasaurolophus havde en let genkendelig bagudvendt hovedkam. Inden i den løb en række rør, som gjorde det enorme dyr i stand til at udstøde en lavfrekvent lyd - lidt som et tågehorn. Parasaurolophus kunne gå på både to og fire ben.