Nyheder

Prisen på dansk ø er sat ned

Både private og firmaer har vist interesse for øen, og der har også været et enkelt bud. Men øen er stadig til salg.

Har coronapandemien givet dig smag for isolation, er en privat ø måske noget for dig.

Den danske ø Masnedø Kalv, der har været til salg siden september, er nu blevet sat ned i pris.

Prisen er nu 8.295.000 kroner og er sat ned fra 10 millioner kroner.

- Vi er ikke lykkedes med at finde det rigtige match mellem pris og køber endnu, siger Mick Damm, der er ejendomsmægler hos Lützau.

Den 23.254 kvadratmeter store ø ligger syd for Sjælland ud for Vordingborg.

Interesse fra firmaer og private

Siden september har Mick Damm fra ejendomsmæglerfirmaet Lützau haft seks til otte fremvisninger til potentielle købere.

Der har også været et enkelt bud.

Men det er altså endnu ikke lykkedes at finde den rigtige køber.

- Vi har ikke fremvist øen så meget her i vinter, fordi det er noget, der skal ses, når vejret er godt, siger Mick Damm.

Dem, der har vist interesse for øen, spænder vidt fra firmaer, der har planer om at bruge øen til events og så til private, der bare drømmer om deres egen ø. De fleste interesserede har været fra lokalområdet eller Sjælland.

Efter at prisen er blevet sat ned, er der blevet booket cirka ti nye fremvisninger, og der har været stor interesse for de åben-ø-arrangementer, som ejendomsmægleren har annonceret i slutningen af måneden.

- Vi har da en forventning om, at et salg kan ske i den nærmeste fremtid, siger Mick Damm.

Mulighed for fiskeri og jagt

Masnedø Kalv har et rigt fugleliv og gode forhold til lystfiskeri, skriver Lützau i salgsopstillingen.

Mellem øen og Masnedø går der en strøm, hvor ørrederne samles, og fra kysten kan der fiskes både ørreder og hornfisk.

På stranden findes mange fossiler, og der er mange ynglende fugle på øen. Om foråret er der blandt andet ænder og svaner.

Med i handlen følger også et sommerhus på 78 kvadratmeter. Huset er en bjælkehytte fra 1950'erne med plads til ni overnattende personer.

For at komme ud til Masnedø Kalv kræver det, at man kan sejle derhen i en privat båd, og ifølge salgsopstillingen tager det mellem 10 og 15 minutters sejlads til Masnedsund Havn.

Sidst handlet for 1.750.000 kroner

Mick Damm har meget begrænsede erfaringer med at sælge øer. Faktisk er det første gang, han skal gøre forsøget.

- Det har været en sjov proces. Jeg tror ikke, at der er mange ejendomsmæglere, der kan sige, at de har haft en ø til salg, siger han.

I dag er øen ejet af en familie, der har brugt øen og bjælkehytten som deres private sommerhus.

Ifølge Boliga.dk er øen sidst handlet i 2007, hvor den blev solgt for 1.750.000 kroner.