Dagens overblik: Milliarddyre advokatregninger kan ende i danskernes lommer

16x9
Den britiske finansmand Sanjay Shah var hovedmanden bag skandalesagen om svindel med udbytteskat (Arkivfoto). Foto: PR / PR

Danske læger har udviklet coronatest til hjemmebrug, seks mænd er anholdt i sag om støtte til IS, og prisen er sat ned på en privat, dansk ø.

Tirsdag har budt på flere positive nyheder om coronavirus herhjemme.

Kontakttallet er faldet fra 1,1 til 1,0 i løbet af den seneste uge, hvilket betyder, at epidemien er stabil og dermed ikke i vækst herhjemme.

Samtidig har forskere på Aarhus Universitetshospital gjort en opdagelse, der kan være medvirkende til at hindre smittespredning.

Det kan du læse mere om i dagens overblik - velkommen til.

Dansk milliardkrav i udbyttesag afvist af engelsk domstol

Det er en britisk domstol, der har afvist Skattestyrelsens milliardkrav.
Det er en britisk domstol, der har afvist Skattestyrelsens milliardkrav. Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Vi lægger fra land i en helt anden genre med en potentiel kedelig udvikling i den såkaldte udbyttesag, hvor statskassen gennem flere år blev lænset af udenlandske spekulanter ved hjælp af svindel med udbytteskat for flere milliarder kroner.

Retten i London har nemlig afvist Skattestyrelsens søgsmål i sagen om udbyttesvindel mod blandt andre den britiske finansmand Sanjay Shah.

Det skyldes en 300 år gammel lov, der går under navnet revenue rule. Den er sat i verden for at forhindre, at et retsvæsen som det britiske bliver brugt til at opkræve andre landes skattebetalinger.

Dagens afgørelse er skidt nyt for Skattestyrelsen, som med næb og kløer forsøger at fremskaffe de mere end 12 milliarder kroner, som fossede ud af statskassen i perioden fra 2012 til 2015.

Og advokatregningerne for de personer, som Skattestyrelsen har sagsøgt, kan meget vel ende hos dig og mig.

- I kan risikere at skulle udskrive checks på op mod en halv milliard danske kroner over de kommende to-tre måneder, siger advokat Jim Diamond.

Skattestyrelsen har valgt at anke dommen.

Professor sår tvivl om dansk vaccineproduktion

Spørgsmålene er mange, efter Mette Frederiksen (S) mandag luftede ideen om vaccineproduktion på dansk grund.
Spørgsmålene er mange, efter Mette Frederiksen (S) mandag luftede ideen om vaccineproduktion på dansk grund. Foto: Christoffer Hald / TV 2

Statsminister Mette Frederiksen (S) kom sent mandag aften med den opsigtsvækkende nyhed, at der skal produceres coronavacciner i Danmark.

Planen går konkret ud på at opføre en ny vaccinefabrik på dansk jord, som skal stå færdig i 2022.

For danskerne skal sandsynligvis vænne sig til at blive revaccineret de kommende år, og derfor ser statsministeren initiativet som "rettidig omhu".

Men længe før det første spadestik er taget til den nye vaccinefabrik, sår professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen nu tvivl om, hvorvidt det storstilede projekt overhovedet har gang på - dansk - jord.

- Sandsynlighed, for at projektet lykkes, er beskeden... Man knipser ikke bare med fingrene og siger, at nu vil vi også producere i Danmark, lyder professorens vurdering.

Det skyldes flere faktorer, som blandt andet valg af vaccinetype og efterfølgende mulig godkendelse fra patenthaveren.

Danske læger skaber ny coronatest

En ny dansk coronatest til hjemmebrug er udviklet af læger på Aarhus Universitetshospital (Arkivfoto).
En ny dansk coronatest til hjemmebrug er udviklet af læger på Aarhus Universitetshospital (Arkivfoto). Foto: Hans-Henrik Busk Stie / TV 2

På Aarhus Universitetshospital har læger udviklet en coronatest, som kan bruges hjemmefra i privaten.

Resultaterne fra et projekt med 375 deltagere viste, at den nye hjemmetest var lige så pålidelig som de nuværende lyntests, der kun er godkendt til professionel brug.

Dermed kan danskerne muligvis se frem til selv at agere podere og teste sig selv for covid-19 ved at stikke en vatpind et par centimeter op i næsen.

- Vi spurgte os selv, om ikke det ville være bedre, hvis personalet kunne teste sig selv, inden de tog på arbejde, så de kunne undgå at risikere at smitte andre i offentlig transport og ved ankomsten til arbejdspladsen, siger ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard.

Han fastslår, at selvtesten i sig selv ikke kan bruges til at stille en diagnose, men det kan blive et vigtigt våben i kampen for genåbningen af Danmark, da svaret fra prøven kommer prompte.

Resultaterne fra Aarhus Universitetshospital mangler endnu at blive fagfællebedømt, og de er ikke udgivet i en videnskabelige artikel.

Seks mænd anholdt i terrorsag

Seks mænd er anholdt i en sag om støtte til Islamisk Stat (Arkivfoto).
Seks mænd er anholdt i en sag om støtte til Islamisk Stat (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Vi bliver i Aarhus, men skifter scene med den næste historie.

Østjyllands Politi kunne tirsdag eftermiddag oplyse, at seks mænd i alderen fra 27 til 35 år er anholdt i en sag om støtte til terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

Fire mænd blev arresteret i Aarhus, mens to blev lagt i håndjern i København.

En 29-årig og en 30-årig mand sigtes for at rejse til Syrien og lade sig hverve af IS.

Politiet mener desuden, at den 29-årige har medvirket til finansiering af terror. Det er sket ved hjælp af pengeoverførsler igennem fire år til IS, mens manden befandt sig i Aarhus.

De fire øvrige sigtede i sagen er blevet brugt som økonomiske mellemmænd, vurderer Østjyllands Politi.

Dansk ø sat ned i pris

Fra Masnedø Kalv er der udsigt til Storstrømsbroen. Øen kan blive din for 8.295.000 kroner (Arkivfoto).
Fra Masnedø Kalv er der udsigt til Storstrømsbroen. Øen kan blive din for 8.295.000 kroner (Arkivfoto). Foto: Mick Damm - Lützau

Hvis udsigten til at blive ejer af en privat, dansk ø med et rigt fugleliv og gode muligheder for at få en ørred eller hornfisk på krogen lyder tiltalende, så følg med her kære læser.

Vi slutter nemlig dagens overblik med et tilbud på Masnedø Kalv, der er beliggende i farvandet Storstrømmen syd for Sjælland ud for Vordingborg.

Øen er blevet sat cirka 1,7 millioner kroner ned i pris, og hele herligheden kan nu blive din for den nette sum af 8.295.000 kroner.

Med i prisen følger et bjælkesommerhus på 78 kvadratmeter og muligheden for at bade uforstyrret på din helt egen strand.

Hvis du er interesseret, skal du ikke vente længe, for ifølge ejendomsmægleren er der rift om Masnedø Kalv.

Den private ø blev sidst handlet i 2007, hvor den blev solgt for 1.750.000 kroner.