47-årig mener, hendes brystimplantater gjorde hende syg - og hun er ikke den eneste
Flere kvinder får brystimplantater fjernet på grund af mistanke om 'Breast Implant Illness'. Men sammenhængen er ikke videnskabeligt dokumenteret.
Sidste år valgte Pernille Borg at få sine brystimplantater fjernet.
Efter næsten seks år med kvalme, influenzasymptomer, skæve levertal og ubehag tog hun den store beslutning om at lægge sig under kniven igen.
Hun frygtede, at hendes implantater gjorde hende syg. Derfor skulle de ud af kroppen.
- Jeg var ikke syg, som når man lægger sig i en uge og derefter er okay igen. Det var en vedvarende utilpashed og mærkelige små symptomer. Sådan havde jeg aldrig haft det, før jeg fik implantaterne, siger hun i programmet Gravegruppen på TV 2 PLAY.
På trods af flere lægebesøg og prøvetagninger var det ikke muligt for Pernille Borg at finde roden til det ubehag, som hun oplevede.
Men så hørte hun om emnet 'Breast Implant Illness'.
Manglende evidens
'Breast Implant Illness' (BII) er en fælles betegnelse for forskellige symptomer, som nogle kvinder oplever og knytter til deres brystimplantater. Det kan blandt andet være muskel- og ledsmerter, hududslæt, hukommelsesbesvær, hovedpine, søvnproblemer og lignende.
Det er ikke anerkendt som en sygdom, men hos Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, der er et fagligt selskab for speciallæger i kosmetisk plastikkirurgi, er de bekendt med det.
Trine Foged Henriksen, som er næstformand i selskabet og overlæge i plastikkirurgi, fortæller, at emnet ofte debatteres på de faglige konferencer, som hun deltager i med udenlandske kollegaer.
- Hovedparten af kvinder med brystimplantater har ingen gener. Men man kan ikke udelukke, at der er en lille undergruppe af kvinder, hvor immunsystemet reagerer på et fremmedlegeme, siger hun og fortsætter:
- Og der er nogle, hvor det rent faktisk hjælper at pille implantatet ud.
Det er dog ifølge Trine Foged Henriksen stadig uklart, i hvilket omfang symptomerne og implantaterne videnskabeligt set kan kædes sammen. Især fordi flere af symptomerne også kan skyldes mange andre tilstande eller sygdomme.
Men det er vigtigt at lytte til og anerkende dem, som oplever det, understreger hun.
Manglede information
Pernille Borg oplevede ikke, at speciallægerne lyttede til hende. Ifølge hende blev hun kontant afvist, da hun spurgte til, om implantaterne kunne spille en rolle i forhold til hendes pludseligt skrantende helbred.
Men efter hun blev gjort opmærksom på emnet 'Breast Implant Illness', ledte hun på egen hånd videre efter informationer om det og faldt over en nordisk Facebook-gruppe.
Her fortalte en række kvinder om oplevelser, der mindede om hendes.
- Jeg tænkte bare: “Det er jo min historie”, siger hun.
Efter lidt betænkningstid besluttede Pernille Borg, at implantaterne måtte ud i et forsøg på at få det bedre. Og det er hun ikke den eneste, der har gjort.
Kirurg: - Også psykologisk
Gravegruppen på TV 2 PLAY har været i kontakt med tre forskellige plastikkirurger, der alle har fået henvendelser fra personer med de omtalte symptomer. En af kirurgerne er Janne Horn.
Hun har fjernet implantater fra 12 kvinder, der alle mistænkte, at de led af 'Breast Implant Illness'. Og de fik det ifølge Janne Horn bedre, efter at implantaterne var ude af kroppen.
Men kirurgen fandt hverken noget i deres tidligere blodprøver eller under indgrebene, som konkret kunne pege på, at de var syge af implantaterne.
- De har en følelse af, at der er noget rent fysiologisk galt med dem. Men jeg tror også, at det psykologiske spiller en væsentlig rolle i det her, siger Janne Horn.
Alligevel mener hun ikke, at det kan udelukkes, at der kan være en sammenhæng mellem symptomerne og implantaterne.
- Måske er det bare, fordi vi ikke har fundet det rigtige måleapparat endnu. Man skal være meget forsigtig med at afvise det her, når man ikke helt kan vide det, siger hun.
Flere lande oplyser om emnet
I Danmark er det ikke muligt at finde information om 'Breast Implant Illness' på hverken Lægemiddelstyrelsen eller Sundhedsstyrelsen hjemmeside.
Men i andre lande som Storbritannien og USA oplyser sundhedsmyndighederne på deres officielle sider om, at nogle kvinder oplever symptomer efter brystforstørrende operationer.
Her står der blandt andet, at de to ting ikke med sikkerhed kan kædes sammen, men at myndighederne i landene følger udviklingen og forskningen på området.
Det samme gør Lægemiddelstyrelsen i Danmark, lyder det i et skriftligt svar til TV 2. Styrelsen oplyser, at de “bestemt er opmærksomme på 'Breast Implant Illness'” og læner sig op ad de britiske myndigheders syn på emnet.
De understreger, at de endnu ikke har modtaget nogen indberetninger om 'Breast Implant Illness' og kommer i den forbindelse med en opfordring:
- Hvis vi skal have et grundlag for en eventuel reaktion, kræver det, at vi modtager indberetninger, som vi kan vurdere. Vi opfordrer derfor alle, der mener, at de har oplevet bivirkninger, til at indberette dem, skriver Lægemiddelstyrelsen.
Derfor undrer det også Pernille Borg, at det var så svært for hende at finde information om emnet på dansk.
Spørger man hende, bør både fagpersoner og de kvinder, der overvejer at lægge sig under kniven, oplyses om 'Breast Implant Illness'. I det mindste så de er informeret om, at den potentielle risiko diskuteres, lyder det.
Men hvordan kan du være sikker på, at det er brystimplantaterne, der har gjort dig syg?
- Det kan jeg jo heller ikke. Da jeg tog beslutningen om at få dem ud, var jeg heller ikke sikker på, om jeg ville få det bedre. Men det fik jeg bare, siger hun og tilføjer, at hendes blodprøver igen ser normale ud.
Flere udenlandske medier som BBC, New York Times og Independent har også tidligere beskæftiget sig med 'Breast Implant Illness'.
Vidensbanken, der forsvandt
Der findes ikke en officiel opgørelse over, hvor mange der oplever symptomerne, som kædes sammen med 'Breast Implant Illness'.
Men antallet af kvinder, som får brystimplantater, er stigende.
I 1999 blev verdens første vidensbank om brystimplantater ellers startet i Danmark. Her samlede danske plastikkirurger og forskere viden om alle kvinder, der fik implantater, og deres eventuelle eftervirkninger. På den måde kunne de hurtigt fange, hvis bestemte operationsteknikker eller implantattyper gav komplikationer.
Men registeret lukkede igen i 2011, fordi der ikke kunne findes finansiering til det, fortæller Trine Foged Henriksen fra Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, der selv var med til at starte registeret. Og det gør det ifølge hende endnu sværere at kaste lys over 'Breast Implant Illness'.
- Det gav os jo dengang en mulighed for til hver en tid at undersøge alle de fremmedlegemer, som vi lagde ind i kroppen. Og reagere, hvis noget ikke fungerede efter bogen, siger hun.
Trine Foged Henriksen håber derfor, at det i fremtiden bliver muligt at genetablere registeret - eventuelt under Sundhedsstyrelsen. Det vil kunne danne grobund for mere forskning og en samlet dokumentation af sikkerheden af de forskellige implantater på markedet, lyder det.
I kølvandet på debatten om 'Breast Implant Illness' har Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi besluttet at opfordre sine medlemmer til at informere om de symptomer, som kan relateres til emnet, i forbindelse med konsultationer om brystimplantation.
Vi ville gerne have spurgt Lægemiddelstyrelsen, hvorvidt der bør oplyses mere om 'Breast Implant Illness' i Danmark. De har ikke ønsket at stille op til interview.
Gravegruppen på TV 2 PLAY dykker ned i 'Breast Implant Illness'. Følg med på TV 2 PLAY.