Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

.

Denne liveblog opdateres ikke længere

Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden.

Du kan se de seneste coronatal her.

Legetøjsgigant nyder godt af coronahjælpepakke

Den amerikanske legetøjsgigant Mattel, der blandt andet er kendt for Barbie–dukken, havde en fremgang i salget på 47 procent til 5,2 milliarder kroner i første kvartal. Det viser selskabets regnskab

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har salget fået et boost af den stor amerikanske coronahjælpepakke, som blandt andet har givet kontante udbetalinger på 1400 dollar til de fleste amerikanere. 

Israel og Bahrain vil åbne for rejser

Hvis man er vaccineret, kan statsborgere fra Israel og Bahrain frit rejse mellem de to lande uden restriktioner.
Det har landene aftalt torsdag, og formålet er blandt andet at sparke gang i turismen, oplyser Israel udenrigsministerium ifølge Reuters.

Rapport: Skolelukning i Oslo bremsede ikke smitte

En lukning af skoler i Oslo–området fra 17. marts til 19. april havde ikke nogen effekt i forhold til at standse smittespredningen. Det vurderer Folkehelseinstituttet – Norges sundhedsstyrelse – i en rapport. Det skriver nyhedsbureauet NTB. 

– Når de (børn og unge, red.) ikke får opfyldt behovet (socialt, red.) på skoler og ved fritidsaktiviteter, så sker det andre steder, siger Pål Surén, der er forsker ved Folkehelseinstituttet. 

Flere tilfælde af indisk mutation i Storbritannien

Storbritannien fandt 55 flere tilfælde af B1617-coronavirus-varianten, der først blev opdaget i Indien i de seneste ugentlige tal, lød det torsdag fra Public Health England - den britiske Sundhedsstyrelse. Det bringer det samlede antal af B1617 op på i alt 132 bekræftede og sandsynlige tilfælde af B.1.617-varianten. Sundhedsminister Matt Hancock meddelte mandag, at Indien vil blive føjet til rødlisten, hvilket betyder, at ankomster bliver sendt karantæne på hoteller.

300 elever sendes hjem på skole i Nordjylland efter smitteudbrud

300 elever fra de mindste klasser på Skørping Skole sendes hjem, efter at en lærer og fem elever er testet positive. 

Det skriver TV2 Nord

Da det ikke har været muligt at finde smittekæden, er alle nære kontakter – klassekammerater – skal sendes hjem, oplyser skoleleder Peter Hansen til TV2 Nord. 

Venstre vil have OL-atleter frem i vaccinekøen

Socialdemokratiet afviste torsdag at skubbe OL–atleter frem i vaccinekøen, men det skal ændres, mener Venstre. 

- Selvfølgelig skal vi finde en løsning for de 100 danske OL-atleter og vaccine, der gør deres deltagelse i OL mulig. OL-deltagelse har været hele deres liv – for nogle af dem i 10-15 år, siger idrætsordfører Stén Knuth. 

-OL-atleterne er en vigtig motor for den fødekæde, der inspirerer og motiverer vores børn og unge fra alle samfundslag til at søge ind i det fællesskab, der er i idræts- og foreningslivet over hele landet, siger han i en skriftlig kommentar. 

Dansk milliardkoncern tjener flere penge under svært coronaår

Den danske milliardkoncern Semco, der er underleverandør til olie– og vindmøllebranchen, forbedrede overskuddet sidste år trods udfordringer med coronavirus. 

Overskuddet steg til 17 millioner kroner – 1,5 millioner over 2019. Det skriver erhvervsmediet Finans

– Da vi stod i marts måned sidste år, kunne vi ikke rejse, olieselskaberne var under et enormt pres, og nogle af vores store projekter blev udskudt, så vi er ret godt tilfredse med resultatet, siger Steen Brødbæk, administrerende direktør i Semco Maritime, til Finans. 

29-årig får fængselsdom for vold under coronademonstration

En mand på 29 år skal i fængsel efter en demonstration mod coronarestriktionerne 9. januar i København, oplyser politiet på Twitter. Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Storbritannien finder blodpropper ved AstraZeneca-vaccine

Storbritannien har identificeret 68 nye tilfælde med alvorlige blodpropper blandt vaccinerede med AstraZeneca–vaccinen. Det skriver Reuters. 

Samlet er man oppe på 168 tilfælde. Det svarer til 7,9 tilfælde per en million vaccinationer. I 32 tilfælde er det endt med dødsfald. 

Myndighederne kalder sandsynligheden for at blive ramt af blodpropperne "forsvindende lille". 

I Storbritannien tilbyder man vaccinen til alle over 30 år. 

Smitteudbrud på skole sender alle elever hjem

Alle elever på Peter Willemoesskolen i Assens på Fyn sendes hjem, efter der er udbrudt smitte på skolen. Det skriver Fyens Stiftstidende.

I første omgang blev elever fra 0.-3. klasse i mandags sendt hjem på grund af et smitteudbrud, men efter flere elever er testet positive, lukker skolen helt ned. I alt er 16 elever på skolen testet positive med coronavirus. Skolen er i gang med at organisere fjernundervisning for eleverne. 

Smitteopsporing fik kontakt til 97 procent af de smittede i marts

Styrelsen for Patientsikkerhed har indsamlet nøgletal for den danske smittesporing i marts 2021, og tallene viser, at smitteopsporingen fik fat i 97 procent af de smittede. Samlet afsluttede smitteopsporingen flere end 20.000 sager med smittede i marts. 

- Arbejdet med smitteopsporing bidrager til, at vi kan bevare epidemikontrollen i Danmark, og vi er glade for de oplysninger og den imødekommenhed, vi møder, når vi er i dialog med de smittede og de nære kontakter, siger Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed, i pressemeddelelsen.

Tysk fodbold underlagt isolationsplan

Spillere, trænere og ledere i de tyske Bundesligaklubber kan se frem til nogle uger uden synderlig kontakt med omverdenen. Det tyske ligaforbund (DFL) har således besluttet at indlede en isolationsplan, der skal realiseres i to etaper. Det sker for at mindske risikoen for smittespredning.

Myndigheder regner på alternativ til udskældt bookingregel

De danske sundhedsmyndigheder er i øjeblikket ved at regne på en model, der kan erstatte den udskældte regel om, at man skal bestille bord, 30 minutter før man går på restaurant, bar eller bodega. 

Det skriver erhvervsmediet Finans.

– Der er præsenteret en løsning, og der bliver nu regnet på, om den er sundhedsmæssig forsvarlig, siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i brancheorganisationen Horesta, som repræsenterer hoteller og restauranter. 

Finans erfarer fra flere sider, at et af elementerne angiveligt er at reducere antallet af tilladte indendørs gæster, afhængig af om man råder over et bookingsystem eller ej.

Danmarks underskud er lavest blandt EU-landene

Danmark var sidste år under coronakrisen det EU–land, der havde det laveste statslige underskud, når man holder det op mod størrelsen af økonomien. 

Det viser en opgørelse fra Eurostat, EU's svar på Danmarks Statistik.

Danmark var desuden det eneste land i EU, hvis underskud udgjorde mindre end 3 procent af bnp, som er det maksimale underskud, man må have ifølge EU's budgetregler, der dog er suspenderet under coronakrisen. 

Køb af flybilletter er stigende - men langt fra før corona

De seneste dage er der brugt lidt flere penge på flybilletter, men det ligger fortsat langt under niveauet inden coronaudbruddet. Det viser en opgørelse fra Danske Banks privatøkonom, Louise Aggerstrøm Hansen, der er baseret på Mobilepay– og kortbetalinger fra Danske Banks kunder. 

Høje-Taastrup er "neglebidende" tæt på nedlukning

Smitten i Høje–Taastrup nærmer sig et niveau, hvor kommunen risikerer at blive tvunget til at lukke skoler, fritidsinstitutioner og kultur– og idrætsliv.

Borgmester Michael Ziegler (K) opfordrer på Facebook borgerne til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. 

- Folketinget har vedtaget et system, hvor kommuner automatisk lukkes ned, hvis corona-smitten overstiger 200 pr 100.000 borgere. Og her har vi skullet lære et nyt begreb: den testjusterede incidens. Det er en ny målestok for smitten, hvor man korrigerer for, hvor meget man tester. (man straffes ikke for at teste meget)

Og det er altså efter denne nye målestok, at vi er neglebidende tæt på en automatisk nedlukning af skoler, SFOer, Klubber osv. Vores testjusterede incidens er 182. Og grænsen er altså 200, skriver borgmesteren på Facebook.

Tyskland vil købe 30 millioner Sputnik V-vacciner

Tyskland vil købe 30 millioner doser af den russiske coronavaccine Sputnik V.

Det fortæller Michael Kretschmer, der er ministerpræsident, i den tyske delstat Sachsen, skriver han på Twitter.

Han har torsdag haft en samtale med den russiske præsident, Vladimir Putin, om en aftale. 

Købet er dog under forudsætning af, at vaccinen bliver godkendt hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Russerne har endnu ikke sendt en godkendelsesansøgning. 

Irland bekræfter EU-retssag mod AstraZeneca

Irlands sundhedsminister bekræfter, at EU-Kommissionen har indledt retssag mod AstraZeneca for manglende leveringer af coronavacciner.

- Med hensyn til AstraZeneca er en retssag blevet anlagt af EU-Kommissionen og tidligere i denne uge har jeg tilsluttet Irland sagen, mere specifikt AstraZenecas svigt i forhold til at levere ifølge kontrakten i april, maj og juni, siger Stephen Donnelly i parlamentet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Københavns Kommune opruster affaldsbekæmpelsen - genåbning giver skrald i gaden

Københavns Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at kommunen er op på fuld styrke af affaldsbekæmpelse, efter byen er tæt på helt åben.

Genåbningen kommer nemlig med en stigning i affaldsmængden i byens gader, skriver Tv2Lorry.

I den forbindelse er kommunen ude med en opfordring til københavnerne: Hvis skraldespanden nær dig er fuld, så tag affaldet med dig til en tom spand, eller stil det ved siden af den fyldte.

Tæt på 550.000 er nu færdigvaccineret

Det seneste døgn har 22.472 personer fået mindst et stik med en coronavaccine, mens 12.840 personer er blevet færdigvaccineret, viser tal fra Statens Serum Institut.

I alt har 549.173 personer fået begge stik med en vaccine og kan derfor kalde sig færdigvaccineret. Det svarer til 9,4 procent af befolkningen.

Tæt på hver femte borger i Danmark – nærmere bestemt 19,5 procent – har fået mindst et stik.