Station 2

Hassans 18-årige søn blev dræbt i masseslagsmål: - Jeg har mistet den eneste søn, jeg havde

En aprilnat sidste år blev 18-årige Ali Reda dræbt i et masseslagsmål. Nu fortæller hans far om tabet af sin søn.

Natten til 25. april 2020 blev Hassan Hadi Hassans søn, 18-årige Ali Reda, dræbt i et masseslagsmål mellem to drengegrupper ved en skaterpark i Gentofte.

Drabsmanden var på daværende tidspunkt 15 år, og i februar i år blev han idømt otte års fængsel. Hans mor, Emma Rasmussen, fortæller sin historie i Station 2-programmet 'Når teenagere dræber', som kan ses i aften klokken 20.50 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.

Da programmet blev lavet, blev Alis familie også spurgt, om de ønskede at stille sig frem, men dengang havde de ikke lyst. Nu har hans far, Hassan Hadi Hassan, besluttet sig for at fortælle om tabet af sin søn.

Han føler ikke, at han har fået en chance for at fortælle, hvem Ali var. I Hassans øjne var Ali en sød og hjælpsom dreng, der ikke sloges, og som ifølge faren slet ikke var mødt op for at slås den skæbnesvangre nat i april.

Dette er historien om Ali, fortalt af Hassan selv.

Ikke typen, der sloges

18-årige Alis forældre var skilt, og han boede hos sin far. Den fredag aften i april var Ali sammen med sin kæreste og nogle venner for at grille, og gennem aftenen var Hassan i kontakt med sin søn, som sendte billeder af vennegruppen.

Men pludselig stoppede Ali med at svare på sin fars beskeder.

Jeg har mistet min eneste søn, og det er helt forfærdeligt

Hassan Hadi Hassan, far til 18-årige Ali Reda

Hassan forsøgte flere gange at få fat i sin søn ved at ringe til ham, og klokken 01.30 natten til lørdag ringede hans telefon. Det var Alis mors veninde, som fortalte, at der var sket noget, og at Ali var på hospitalet.

Efter hans far havde fået beskeden, styrtede han ud i en taxa, som fragtede ham til hospitalet, og der fik han beskeden. Ali var død.

Ali Reda blev 18 år. Ifølge hans far var Ali ikke en dreng, som kom op at slås.

Hassan var i chok. Ifølge ham var hans søn ikke typen, der sloges. Ali var i lærer som elektriker, og han arbejdede ved siden af sin uddannelse.

- Han var en meget sød, venlig og hjælpsom dreng, og jeg elsker ham rigtig meget, fortæller Hassan.

Havde ikke planlagt at slås

Ifølge sagsakterne skrev de to drengegrupper med hinanden på Snapchat om fredagen. De kendte ikke hinanden i virkeligheden, og da nogle af drengene blev uvenner, aftalte de at mødes for at slås.

De aftalte, at de skulle slås uden våben, men alligevel endte de i et masseslagsmål, hvor nogle af drengene havde medbragt knive, et jernrør og en håndøkse.

Under slåskampen blev Ali dræbt af knivstik.

Alis far besøger sin søns gravsted hver eneste dag.

Ifølge sagsakterne var Ali også taget ud for at slås. Hvad tænker du om, at din søn gjorde det?

- Han havde overhovedet ikke planlagt at slås den aften. Han hyggede sig og spiste med sine venner og sin kæreste, fortæller Hassan.

Hvorfor tror du så, at han endte i slagsmål?

- Det var meningen, at de skulle mødes og snakke, og hvis Ali ville have sloges, havde han ikke taget sin kæreste med.

Følelse af uretfærdighed

Ifølge ham nægter alle Alis venner, som var tilstede den aften, at Ali havde våben med. Og Hassan har en følelse af, at medierne har fremstillet sagen, som om at Ali var med til at tage initiativet til slåskampen.

- Alle Alis venner og hans familie, som har fulgt med i mediernes dækning af sagen, synes, at der bliver lagt en skyld hos Ali, og det er uretfærdigt, siger Hassan.

Den skæbnesvangre nat i april blev Hassan Hadi Hassans liv for altid forandret. Sorgen over tabet sidder stadig dybt i ham.

- Jeg har mistet min eneste søn, og det er helt forfærdeligt.

Samlet blev 12 personer anholdt efter masseslagsmålet, og flere af dem blev kørt direkte til behandling for knivstik. Det gælder blandt andre Alis drabsmand.