Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 17. april 2021

Arkivfoto.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden.

Du kan se de seneste coronatal her.

PostNord ramt af smitte udbrud med sydafrikansk variant

PostNord er ramt af et smitteudbrud med den sydafrikanske coronavariant.

Det bekræfter PostNord over for B.T. Lørdag aften bekræftede Styrelsen for Patientsikkerhed, at flere medarbejdere på en virksomhed er blevet smittet med coronavarianten.

Det drejer sig om medarbejdere ved et PostNord-pakkecenter i Brøndby.

Der er tale om et mindre udbrud, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kulturminister: Festivaler bliver ikke som vi kender dem

Kulturminister Joy Mogensen (S) siger til TV 2, at hun er optimistisk omkring afholdelsen af festivaler til sommer, men Roskilde og Smukfest bliver ikke, som vi kender dem, lyder det.

– Jeg tror på, at det kommer til at være muligt at afholde en eller anden form for live udendørs koncerter også i en festivallignende setting. Men ikke ligesom vi kender det, lyder det.

Frankrig indfører karantæne for rejsende fra fire lande

Frankrig vil indføre ti dages karantæne for rejsende, der ankommer til landet fra Argentina, Brasilien, Chile og Sydafrika. Det skyldes en bekymring for coronavarianter, oplyser premierministerens kontor ifølge AFP.

Fly fra Argentina, Chile og Sydafrika bliver ikke suspenderet, som de er for ankomster fra Brasilien.

Udbrud af sydafrikansk variant i københavnsk virksomhed

Under ti medarbejdere på en virksomhed i eller omkring København er blevet konstateret smittet med coronavarianten B1351. Det bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed over for Ekstra Bladet.

Det oplyses ikke, hvilken virksomhed der er tale om, men til avisen oplyser styrelsen, at de er i gang med smitteopsporingen og betragter siutationen som under kontrol.

Der er påvist 74 tilfælde med varianten herhjemme, viser data fra Statens Serum Institut (SSI).

Svensk politi advarer mod vaccinebedrageri

Siden vaccinationen mod coronavirus begyndte i Sverige, har politiet flere gange advarer om forsøg på bedrageri, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Svindlerne ringer til især ældre borgere og forsøger at få dem til at identificere sig, betale et gebyr for vaccinen eller bekræfte en vaccinationstid gennem en bankkonto eller lignende.

Fitnesscenter føler sig overset i genåbningsplan

Det fremgår ikke tydeligt i den politiske aftale om en genåbning, hvilken dato fitnesscentrene får lov at åbne, og det forvirrer centerejerne, skriver TV2 Fyn.

– Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at informationen er mangelfuld, fortæller Peter William Mølhøj, der er centerchef i det odenseanske træningscenter OBBC. Han efterlyser både en dato og nogle konkrete retningslinjer.

Canadisk politi nægter at stoppe indbyggere

Politikredse i byer på tværs af Canadas mest folkerige provins, Ontario, nægter lørdag at foretage tilfældige stop af bilister og andre borgere, skriver Reuters. Myndighederne i provinsen vil ellers indføre ordrer om at blive hjemme i et forsøg på at bremse smitteudviklingen med coronavirus.

På Twitter skriver politiet i Toronto, landets største by, at det nægter at følge ordrene.

Storbritannien giver over 600.000 vaccinedoser på et døgn

Over 600.000 briter fik første og anden dosis af coronavaccine på 24 timer, skriver The Guardian lørdag.

119.306 doser blev givet som første stik, mens 485.421 blev givet som andet stik.

Forskere nærmer sig årsag til sjældne blodpropper

En gruppe forskere fra University College London er ved at indsamle data fra coronavaccinerede personer, der har oplevet de sjældne blodpropper.

Efter at have studeret 23 personer, der har fået konstateret VITT (vaccineinduceret immun trombotisk trombocytopeni) har de britiske forskere konstateret, at stort set alle havde fået en stærk immunologisk reaktion og udviklet antistoffer mod proteinet PF4. Mere peger dermed på, at netop dén reaktion er skyld i dødsfald og indlæggelser, skriver Jyllands–Posten.

Tidligere har forskere fra Tyskland og Østrig gjort en lignende opdagelse i forhold til tilstedeværelsen af PF4-antistoffer.

Og opdagelsen kan være med til at redde liv. Det forklarerede Anne-Mette Hvas, der er overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital, til TV 2.

- Der har været intenst arbejde blandt forskere i hele Europa, og det har bidraget med ekstrem vigtig og ny viden på meget kort tid, siger hun.

Restauratør er frustreret over rykket genåbningsdato

Natten til fredag besluttede et flertal af Folketingets partier at fremrykke dele af genåbningsplanen, så restauranter må åbne for indendørs servering. Det frustrerer Annesofie Melgaard, ejer af et brasserie i Kerteminde.

– Ud fra de vilkår, jeg havde fået, havde jeg besluttet, at jeg først åbnede 29. april. Derfor er al min marketing nu forkert. Min vinduespudser er booket forkert, og jeg har hevet personale ind på dage, der ikke kommer til at passe. Der er ikke noget, der er rigtigt, siger hun til Fyens.dk.

Færre indlagte end eksperter frygtede

Antallet af coronapatienter har været støt faldende, siden det toppede 4. januar, hvor 964 smittede var indlagt på hospitaler i Danmark.

Lørdag morgen var 173 smittede indlagt på landets hospitaler, og det er det laveste siden 3. november.

Situationen har desuden udviklet sig bedre, end det var frygtet. En ekspertgruppe under regeringen havde tidligere beregnet, at vi kunne risikere op mod 870 indlagte i midten af april, da dele af samfundet blev genåbnet.

Og det kan i den grad mærkes på landets hospitaler, at niveauet er så lavt, fortæller Joachim Hoffmann-Petersen. Han er overlæge og formand for intensiv- og anæstesilægerne på landets sygehuse samt folketingskandidat for De Konservative.

- Der er ikke mange coronapatienter indlagt. Der er fuld kapacitet til dem, og vi kan klare langt mere end det her, siger han.

Gellerup Sogn lukkes ned

Gellerup Sogn i Aarhus lukkes automatisk ned. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Skoler, fritidsordninger og ungdomsuddannelser samt kultur-, fritids- og bibliotekstilbud vil derfor blive lukket ned, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Sognet har en incidens på 439, 41 nye smittede og en positivprocent på 2,9 procent. 

Hvis et sogn opfylder alle disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:

  • Mindst 400 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage.
  • Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage.
  • Positivprocent på mindst 2 procent de seneste syv dage.

724 flere smittet med covid-19

Der er konstateret 724 nye smittetilfælde med covid-19 siden i går, viser de seneste tal fra Statens Serum Institut. Tallene dækker over 26 timer modsat de vanlige 24 timer, oplyser SSI. Antallet af indlagte falder med 17 til 173 i alt. 

75 efterskoleelever sendt hjem efter smitte

75 elever på Højer Efterskole i Sønderjylland er blevet sendt hjem, efter at fire elever er konstateret smittet med coronavirus. Det skriver JydskeVestkysten.

Eleverne skal nu midlertidigt have onlineundervisning, mens alle bliver testet.

– Vi håber, at vi kan genåbne skolen tirsdag eller onsdag, siger forstander Mads Hegaard Hansen.

Skole ligger i to forskellige sogne i Herning – så kun den ene del skal lukke ned

Herningsholms Erhvervsskole og Gymnasier

I Herning ligger halvdelen af Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier på den ene side af vejen, mens den anden del ligger på den anden side af vejen.

Og det betyder nu, at det kun er halvdelen, der skal lukke ned. Årsagen er, at erhvervsgymnasiet ligger i Fredens Sogn, som automatisk er blevet lukket ned, mens bygningerne med Handelshuset ligger i Hedeager Sogn.

Skolens direktør, Allan Kortnum, trækker på den ene side lidt på skuldrene af det, men fra elevernes perspektiv er det "decideret meningsløst", siger han til DR.

Officielt: Tre millioner er nu døde med covid-19 på verdensplan

Skærmbillede fra Johns Hopkins University.

Antallet af dødsfald i verden med covid-19 har nu rundet tre millioner. Det skriver AP, der henviser til opgørelsen fra Johns Hopkins University.

Aggressive svenskere vil ikke have AstraZeneca

Visse patienter bliver urolige og aggressive, når de tilbydes vaccinen fra AstraZeneca på vaccinationssteder i regionen Dalarna i Sverige.

Det skriver lokalradioen P4 Dalarna. 

Visse patienter bliver vrede og kræver en anden vaccine, siger Roger Larsson, som er cheflæge i regionen:

- ​Der er et, desværre ikke helt lille, antal personer, som opfører sig meget ubehageligt over for sygepersonalet, hvor sygepersonalet nærmest modtager trusler, siger han til radioen. 

Han tilføjer i interviewet med radiokanalen, at de fleste er taknemmelige for at modtage vaccinen, men at det er uholdbart for arbejdsmiljøet, at personalet udsættes for ubehageligheder. 

- Patienterne siger: "Vi ved, at I har andre vacciner på lager", tilføjer han. Men det er sådan i Sverige, at man ikke kan vælge frit blandt vacciner, da de ligesom i de fleste andre lande er i begrænset udbud. 

Israelske forskere mener, at Israel er tæt på flokimmunitet

Arkivfoto. I marts genåbnede restauranterne i Israel. Her ses en gruppe spisende på Jerusalems hovedmarked.

Israelske forskere mener nu, at Israel har opnået en form for flokimmunitet. 

Det skriver Times of Israel.

Med over 4,9 millioner vaccinerede israelere, er antallet af smittede med covid-19 faldet med 97 procent. Det siger Eran Segal, som er biolog ved Weizmann Institute of Science:

- Det er muligt, at Israel har opnået en form for flokimmunitet, og uanset hvad har vi et bredt sikkerhedsnet, siger han. 

Ni nye tilfælde af bivirkninger efter AstraZeneca i Frankrig – rammer nu en anden aldersgruppe

I Frankrig skal man som led i restriktionerne også bære mundbind udendørs. Dette foto er taget i Clisson.

I Frankrig har lægemiddelstyrelsen ANSM registreret ni nye tilfælde af atypiske blodpropper og to tilfælde af koagulationsforstyrrelser forbundet med vaccination med AstraZenecas vaccine mod covid-19. Tilfældene er opdaget i perioden mellem 2. april og 8. april.

Det skriver ANSM på dens hjemmeside.

Det bringer det samlede antal tilfælde op på 23 siden starten på vaccineringen, hvoraf otte personer er afgået ved døden.

- De ni nye tilfælde vedrører personer med en anden profil end i de foregående perioder. Det drejer sig om fire kvinder og fem mænd, der er ældre (gennemsnitsalder på 62 år), og som i højere grad har udvist trombose i fordøjelsesapparatet, skriver ANSM. 

"Kompliceret" australsk dødsfald knyttes til AZ-vaccine

Australske sundhedsmyndigheder sætter en 48-årig kvindes dødsfald i forbindelse med covid-19-vaccinen fra AstraZeneca, men siger samtidig, at sagen er "kompliceret" på grund af "underliggende" sundhedsproblemer.

Det skriver Bloomberg News.

Kvinden blev vaccineret før 8. april, hvor regeringen i Australien meddelte, at vaccinen fra Pfizer var at foretrække til personer under 50 år.

Herhjemme blev vaccinen fra AstraZeneca tidligere denne uge helt fjernet fra vaccinationsprogrammet på grund af bekymring for mulige alvorlige bivirkninger i form af blodpropper.