Coronavirus

De vil begge have AstraZeneca-vaccinen: - Der er en risiko ved alle ting

“Når vi går ind og vaccinerer så mange mennesker, så er det relativt mange, der vil blive ramt af de her blodpropper”, forklarer ekspert.

Søren Kjær og Anders Bager Eriksen blev noget skuffede, da det onsdag blev annonceret, at Sundhedsstyrelsen har valgt at trække vaccinen fra AstraZeneca ud af vaccineplanen grundet sjældne, men alvorlige bivirkninger.

Det har de svært ved at forstå:

- Jeg tager udgangspunkt i, at der er en risiko ved alle ting, og jeg synes, den risiko er meget, meget lille. Nu er jeg også kørt herover i bil. Det kunne også være gået galt, men det er også en kalkuleret risiko, lyder det fra Anders Bager Eriksen.

Anders Bager Eriksen er historiker og driver et lille rejsebureau, hvor han rejser ud i verden med primært ældre mennesker. Det er også en af grundene til, at han ønsker at blive vaccineret.

Søren Kjær har allerede fået første stik med AstraZeneca-vaccinen for to måneder siden, og Anders Bager Eriksen havde set frem til sit første stik.

Fælles for dem begge er, at de er villige til at løbe risikoen og tage imod en AstraZeneca-vaccine, fortæller de i ‘Go’ aften LIVE’ på TV 2.

Anders Bager Eriksen er rejseleder i ejet firma, og han tager gerne vaccinen, så han igen kan tage danskere med til udlandet og dermed tjene penge. Søren er rådhusbetjent, og møder fysisk på arbejde.

- Jeg er matematisk student, og jeg ved, at de tal med høj sandsynlighed ændrer sig hele tiden, men i går blev der sagt én ud af 40.000 (af Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, red.). Jeg synes, det er et ekstremt lille tal, fortæller Anders Bager Eriksen.

Forsker har hørt om mange, der vil løbe risiko

Camilla Foged er vaccineforsker ved Københavns Universitet.

Hun har hørt mange som Søren Kjær og Anders Bager Eriksen, som er villige til at tage imod vaccinen fra AstraZenica, selvom den i sjældne tilfælde kan give blodpropper.

- For den enkelte er det en meget lille risiko, men for samfundet som helhed, når vi går ind og vaccinerer så mange mennesker, er det relativt mange mennesker, der vil blive ramt af de her blodpropper, forklarer hun og fortsætter:

Camilla Foged mener ikke, at man kan forudsige, hvem blodpropperne kan ramme: "Vi kan ikke forudsige, hvem det vil være. Der er hverken køn, alder eller noget som helst", lyder det.

- Det er én ud af 40.000. Det vil sige, at hvis vi fortsætter med at vaccinere med AstraZeneca, er det et spørgsmål om tid, før den næste vil få en blodprop.

Camilla Foged peger på, at Sundhedsstyrelsen ikke kan stå inde for, at vaccinere raske mennesker med en vaccine, der i værste tilfælde kan koste en livet.

Folk har selvfølgelig lov til at sige nej, men jeg synes også, at man har lov til at sige ja

Anders Bager Eriksen, historiker og rejseleder

Hun henviser til et regnestykke, som Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen fremlagde på pressemødet onsdag.

Han regnede på konsekvenserne af, hvis de resterende 200.000 doser af vaccinen blev givet til raske mennesker i aldersgruppen 65-69 år.

- Der vil være fem ud af dem, der får de her blodpropper. Ud af den gruppe vil én på nuværende tidspunkt blive indlagt på intensiv, hvis de får corona, lyder det fra Camilla Foged.

Vil selv vælge

Søren Kjær og Anders Bager Eriksen står begge fast på, at de gerne vil tage AstraZeneca-vaccinen.

Afstemning

Ville du lade dig vaccinere med AstraZeneca?

- Matematisk er det jo en usandsynlig lille chance. Sandsynligheden for at blive alvorligt handicappet af corona er væsentlig større, end at man får den der sjældne, alvorlige blodsygdom, lyder det fra Søren Kjær.

Søren Kjær er til hverdag rådhusbetjent på Horsens rådhus. Torsdag var han med på en online forbindelse i 'Go' aften LIVE'.

Anders Bager Eriksen er enig.

Han håber, at der vil være mulighed for selv at vælge, om man vil tage AstraZeneca-vaccinen fremover.

Hvis det bliver tilladt rent politisk, så skal Anders sammen med sin læge vurdere risikoen

Camilla Foged, vaccineforsker ved Københavns Universitet

- Jeg synes, det er meget, meget forsigtigt, hvis man ikke vil gøre det, folk har selvfølgelig lov til at sige nej, men jeg synes også, det er fint, at man har lov til at sige ja, lyder det.

Og netop den løsning vil Camilla Foged ikke afvise helt.

- Det er en anden situation fordi, så tager Anders selv stilling til, om han vil løbe den risiko. Hvis det bliver tilladt rent politisk, så skal Anders sammen med sin læge vurdere risikoen i forhold til den gavnlige effekt, der er, slutter hun.

Se hele interviewet med Søren Kjær og Anders Bager Eriksen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY