Nyheder

79-årig har meldt sig ud af samfundet - men kan man det?

Annie Hansen meldte sig ud af samfundet for 14 år siden og lever som selvforsynende. Men nu er kommunen efter hende, fordi hun skylder ejendomsskat.

Kan man melde sig ud af samfundet?

Dét har 79-årige Annie Hansen i hvert fald forsøgt.

I 14 år har hun nægtet at modtage folkepension eller anden hjælp fra kommunen, fordi hun ikke vil være en del af det danske samfund.

I stedet ernærer hun sig med de høns, der render rundt i hendes have. De giver hende æg, kød og gødning til den jord, hun bruger i sin køkkenhave, hvor hun dyrker grøntsager og bær. Og så har hun bier, der giver hende honning, som hun også sælger.

Beslutningen om at melde sig ud af samfundet traf hun, da kommunen ville forbyde hende at holde høns og krævede betaling for tømningen af en septiktank, hun ikke brugte, fortæller hun.

Annie Hansens sommerhus, hvor hun bor hele året og har køkkenhave og høns.

Annie Hansen følte, at hun blev dårligt behandlet og tog derfor sagen i egen hånd. Hun gik til kommunen og afleverede sin folkepension. 8530 kroner. Og orienterede kommunen om, at de skulle holde sig væk.

Ulovlige regnskaber og en lægeerklæring

Siden har bankbogen været tom, og Annie Hansen har levet uden strøm, varmt vand, internet og toilet - det klarer hun i en spand.

Men hun blev ikke meldt ud af samfundet. I stedet valgte Odsherred Kommune at tildele hende et pensionstillæg og uden hendes viden betale hendes ejendomsskat.

Den praksis stod på i årevis, indtil en embedsmand anede uråd i 2019.

- Der er nogle, der får kigget ned i nogle sager og konstaterer, at der simpelthen ikke er lovhjemmel til den praksis, siger borgmester i Odsherred, Thomas Adelskov.

Da Annie Hansen meldte sig ud af samfundet valgte kommunen, uden hendes vidende, at tildele hende et pensionstillæg, og heraf betalte de hendes ejendomsskat.

Kommunen tog herefter ud til Annie Hansens røde sommerhus for at beklage og forsøge at få hende til igen at søge sin pension, så hun kunne betale ejendomsskat og andre afgifter. Det blev et nej.

- De ville have mig til at skrive under på, at de ulovlige regnskaber var lovlige, siger Annie Hansen.

Kommunen forsøgte derefter at få hende umyndiggjort ved retten. Det blev afvist, og den læge, der tilså hende for retten, skrev i en lægeerklæring: ”Hun fremstår ikke dement eller psykotisk på nogen måde”.

Risikerer tvangsauktion

Nu skylder Annie Hansen 4082 kroner i ejendomsskat. Men hun hverken kan eller vil betale pengene.

Og de to millioner kroner, hun har sparet systemet for ved ikke at modtage folkepension, ja, de er væk.

Derfor risikerer hendes sommerhus at ryge på tvangsauktion.

- Jeg kan kun se, at min mor har betalt to millioner kroner, og så alligevel kræver de penge. Det er ikke et retfærdigt system, siger Annie Hansens datter, Marianne Hansen.

Umuligt at melde sig ud

I Odsherred Kommune, hvor Annie Hansen bor, håber borgmesteren, at man kan finde en løsning, så Annie Hansen kan fortsætte sit selvforsynende liv.

- Hvis ikke vi kan finde en løsning, håber jeg, vi kan få lidt hjælp fra Christiansborg, så hun kan melde sig ud af samfundet, siger Thomas Adelskov.

Men skal man svare helt nøgtern på spørgsmålet om, hvorvidt det kan lade sig gøre at melde sig ud, er svaret nej.

- Landets love og regler gælder for alle borgere, og der findes ingen undtagelsesmuligheder. Hvis du for eksempel bor i Danmark og ejer et hus, er du forpligtet til at betale ejendomsskat, siger Bent Greve, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab på Roskilde Universitet.

- Hvis det kunne lade sig gøre at melde sig ud, vil det underminere velfærdsmodellen. Der er brug for, at folk betaler skatter og afgifter, for at vi kan opretholde vores samfund, som det er nu, siger han.

Derfor nikker han også genkendende til, at Annie Hansens sommerhus risikerer at ryge på tvangsauktion.