Var 20 års krig det hele værd? Her er tre veteraners svar
Vejsidebomber og bagholdsangreb har været hverdag for danske tropper i Afghanistan. Snart er tropperne helt ude af landet.
Siden 2002 har 10.980 danske soldater været udsendt til Afghanistan for at bidrage til den amerikanskledede indsat mod Taleban-styret. Nogle to eller flere gange. 43 mistede livet og vendte aldrig hjem.
Men snart er det slut. Onsdag meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at man vil trække danske soldater hjem.
TV 2 har talt med tre veteraner, der har været udsendt på forskellige tidspunkter i Afghanistan.
Emil Arenholt Mosekjær, udsendt med ISAF 13 i 2012
Emil Arenholt Mosekjær var i Helmand-provinsen i Afghanistan i 2012 og husker "en rigtig lorteoperation", hvor en af de danske køretøjer ramte en vejsidebombe. Da enhederne skulle ud og sikre området, trådte en soldat på en anden bombe.
- Det var hans første tur til fods, og han var på udlån fra en anden enhed. Og så mistede han sit ben.
Emil Arenholdt Mosekjær var 22 år gammel og en del af en syvmandsgruppe af ingeniørsoldater. De skulle sørge for, at folk ikke sprang i luften, fortæller han. Derfor søgte de efter IED’er, improvised explosive devices - bedre kendt som vejsidebomber.
Et par døgn senere skete det igen. Han stod i tårnet på et pansret køretøj. Det forreste køretøj i kolonnen forsvandt om bag en bakke, hvorefter der lød et højt brag, og en søjle af røg steg op.
- Jeg tænker: ”Fuck”. Jeg ved godt, hvad det betyder.
Tre soldater fra det ramte køretøj kom til skade, og ingeniørsoldaterne skulle igen ud med minesøgere og finde ud af, om der var flere bomber under jorden.
- Der var jeg sgu rigtig bange, fordi det var tre gode drenge. Jeg vidste ikke, om de skulle dø.
Stærkt følelsesmæssigt skjold
Det tre soldater overlevede, men oplevelsen stadig sidder i Emil Arenholt Mosekjær. Han bærer stadig det følelsesmæssige skjold, der gjorde ham i stand til at holde hovedet koldt i Helmand.
- Hvis jeg kigger på mine parforhold, som ikke har holdt, tror jeg, at det er en af årsagerne til det. Det er af og til svært for mig at være følelsesmæssigt til stede i nuet.
Han er ikke overrasket over, at danskerne skal ud af Afghanistan, når nu amerikanerne trækker sig.
- Jeg ved ikke, om det er for sent eller for tidligt. Vi har været der i 20 år, og der er stadig ikke fred. På nogle måder er landet bedre, på andre måder er det dårligere, siger han.
Han peger på, at der er kommet bedre adgang til lægehjælp, flere er kommet i skole, og at der er opstået en slags middelklasse i de store byer. Men han er nervøs for, om det hele falder fra hinanden, når danskerne trækker sig ud.
I dag er Emil Arenholt Mosekjær journalist.
Lai Sørensen, udsendt med ISAF 9 i 2010 og igen med ISAF 16 i 2013-2014
Lai Sørensen tilbragte 12 år i Forsvaret. Han var i Afghanistan på to udsendelser af seks måneder. Den første med ISAF 9-holdet i 2010, og anden gang med ISAF 16 mellem 2013 og 2014.
For ham er Afghanistan noget af det smukkeste, han ”nogensinde har set”. Men også noget af det blodigste.
Han var tungt maskingeværskytte i sin deling på sin første udsendelse. I den anden var han næstkommanderende i en gruppe bestående af otte mand.
For ham gav indsatsen mening, mens han var der.
- Politikerne havde truffet beslutningen om, hvad der skulle ske i området, og vi udførte bare arbejdet. Vi var værktøjet. Jeg troede på sagen, og jeg troede på, at jeg var med til at gøre en forskel, siger Lai Sørensen.
Har gjort en forskel
Han har været med til at sikre skoler og husker særligt en periode, hvor han var i et område, som britiske soldater havde ryddet for vejsidebomber og miner. Det betød, at området blev fyldt med børn.
- Man er et sted, der er så fyldt med død og ødelæggelse, og ens kammerater sprænger i luften, og så ser du smilende og glade børn, der kommer hen til dig. Der følte jeg, at jeg gjorde en forskel, siger Lai Sørensen.
Da Lai Sørensen hørte, at tropperne skulle ud af Afghanistan, var hans første tanke, at det også var på tide. Hvis der ikke er politisk støtte til at interagere militærmæssigt, skal soldaterne hjem.
Og de har gjort en forskel, mener han.
- Jeg tror, at vi har gjort en forskel på et eller andet niveau, spørgsmålet er bare hvilket. Jeg håber, at vi har været med til at plante et frø af håb og demokrati. Men det er en udvikling, der sker over lang tid – nok mere end 20 år, siger han.
Han har ikke lidelser som PTSD eller mangler lemmer, men han fortæller, at tiden som soldat forandrer nogle ting i et menneske. Man har ”styr på sine stumper” og er sikker på, at alle scenarier, man er i, er blevet øvet grundigt.
I dag arbejder Lai Sørensen i Billund Lufthavn. Forsvaret er fortid, efter at han fik en datter med sin kæreste.
Mark Olesen Jensen, udsendt med ISAF 6 i 2008
For Mark Olesen Jensen var udsendingen i Afghanistan ikke noget, han forbinder med stolthed. Han var panserinfanterist, der også kaldes kampsoldat, i Helmand-provinsen.
Han kan stå inde for sit og sin enheds arbejde. Men han mener, at der i midten af 2000’erne herskede en stemning af, at man kunne tage til Afghanistan, indsætte en demokratisk valgt præsident og sige, at mænd og kvinder er lige, og så var problemet løst, siger han.
I perioder var der store midler tilgængelige for styrkerne. Men i andre perioder var der ikke, siger Mark Olesen Jensen. Og de politiske vinde i Danmark var i hans øjne en større trussel mod troppernes sikkerhed, end fjenden var.
Han mindes en oplevelse, hvor han var med til at opdage en vejsidebombe. Man kunne have bortsprængt den, men det fik hans enhed besked på ikke at gøre - og det blev begrundet med manglende ressourcer. I stedet skulle de markere den og lade den ligge.
- Men så ved vi godt, at vi møder den igen på et andet tidspunkt. Og på vej tilbage er den gravet op og formentlig gemt og brugt på et andet tidspunkt, siger Mark Olesen Jensen.
Ikke det værd
Da Mark Olesen Jensen vendte hjem, havde han svært ved at køre bil, fordi han frygtede vejsidebomber. Han brød sig heller ikke om åbne pladser, fordi tanken om potentielle bagholdsangreb truede. Siden har han fået hjælp, så det i dag ikke længere er et problem.
Mark Olesen Jensen peger på, at han ændrede nogle ting til det bedre, mens han var der – blandt andet var han med til at bygge en moské, ydede førstehjælp og hjalp fødende kvinder. Men træder man to skridt tilbage, er det ”næsten en joke”, siger han. Fordi det var ikke muligt at genopbygge landet med de midler, der var tilgængelige.
- Det var ikke det værd. Ikke for mig personligt, for min enhed, naturligvis ikke for dem, der har mistet, men rent politisk og ordentlighedsmæssigt var det heller ikke det værd.
Efter sin tid i Forsvaret har Mark Olesen Jensen læst teologi på universitetet og er nu ved at uddanne sig til folkeskolelærer.