Gravegruppen

TV 2 konfronterer pusher med salg af receptpligtig medicin: - Jeg er meget liberal

Lægemiddelstyrelsen advarer mod at købe receptpligtig medicin fra uofficielle hjemmesider og forhandlere.

Piller som Modafinil og Ritalin er medicin til behandling af ADHD og søvnlidelsen narkolepsi, som kun kan fås på recept.

Alligevel bliver det brugt som præstationsfremmende middel - et såkaldt study drug - rundt omkring på landets uddannelser.

Medicinen er direkte ulovlig at være i besiddelse af uden en recept. Men på det sorte marked er det alligevel muligt at skaffe pillerne uden først at tage en tur til lægen. Det fortæller Margit Anne Petersen, som er lektor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet og har forsket i brugen af study drugs.

For din egen skyld: Lad være med at tage for meget

Pusher

Ifølge hende opsøger de unge både medicinen ved salg på gaden, på hjemmesider og gennem sociale medier. Og så får de ofte pillerne af hinanden.

- Det findes i de sociale relationer. Der er en udveksling af både piller og viden om medicinen mellem de studerende, siger hun.

Udbredelsen af study drugs

Der er ifølge Margit Anne Petersen ikke nogen generelle videnskabelige undersøgelser af, hvor udbredt brugen af study drugs er. 

Men i en rundspørge fra Djøf fra 2018 fortæller knap otte procent af de medvirkende universitetsstuderende, at de har brugt præstationsfremmende midler med henblik på at gøre det bedre på deres uddannelse. 

21 procent af dem har brugt ADHD-medicinen Ritalin, mens 47 procent har brugt betablokkere, som egentlig er beregnet til hjertepatienter.

Pusher: - Jeg er meget liberal

Gravegruppen på TV 2 Play har kigget nærmere på det sorte marked for study drugs, som findes i Danmark.

Gennem en app, der kan kryptere beskeder, gik journalisterne undercover. Her fik de blandt andet fat i en pusher, som var villig til at sælge dem et Modafinil-lignende præparat.

  1. Journalist

    Perf. Kan du mødes om dagen? Passer mig bedst Og kan jeg købe 20 stk?

  2. Pusher

    Jeg er flexibel. Kan fra 9-tiden. Ja, det kan du da :)

  3. Journalist

    Fedt, jamen så lad os. Kødbyen it is :)

Gravegruppens journalist mødtes med ham i ly af et halvtag i Kødbyen i København. Efter en kort ordveksling fandt han pakken med medicin frem fra sin store, sorte jakke og gjorde klar til handlen.

- For din egen skyld: Lad være med at tage for meget, sagde pusheren og advarede om bivirkningerne, før journalisten afslørede sin identitet.

Du må ikke blive forskrækket nu, men jeg er faktisk journalist.

- Okay.. Jamen det er fint, hvis du vil interviewe mig, lød det lidt tøvende fra pusheren.

Han fortalte, at han i længere tid har solgt medicin som Modafinil og andre lignende præparater. Piller, som han selv har recept på, fordi han har diagnosen ADHD.

Det er ulovligt, og ulovligt salg af medicin kan straffes

Lægemiddelstyrelsen

Oplever du, at dem, der sælger det, typisk er folk, som får det på recept?

- Alle dem, jeg kender, som sælger det, har det på recept. Og så sælger de bare deres overskud, siger han.

Hvordan er din moral i det her? Kan du få lidt dårlig samvittighed?

- Jeg er meget liberal. Jeg mener et eller andet sted, at man som voksen bør have lov til at gøre, som man vil. Så længe, det ikke går ud over andre mennesker, siger pusheren.

Se konfrontationen herunder.

Journalist Adina Ren og journalist Joachim Bindslev taler med pusher om salg af receptpligtig medicin Video: Cæcilie Dohn Christensen

Medicin som Ritalin og Modafinil kan give bivirkninger som angstanfald, søvnløshed, hallucinationer, kvalme, ukontrollerbar rysten, opkastning, ujævne hjerteslag og i yderste konsekvens psykoser.

Advarer mod falske produkter

Det er Lægemiddelstyrelsen, der har ansvaret for at overvåge misbrug af receptpligtig medicin i Danmark.

Her ser de meget strengt på de personer, som vælger at sælge de udskrevne piller til andre.

- Det er ulovligt, og ulovligt salg af medicin kan straffes. Så det skal vi selvfølgelig indskærpe, siger Karen Juul Jensen, der er specialkonsulent ved Lægemiddelstyrelsen.

Samtidig advarer styrelsen mod at købe medicin fra uofficielle hjemmesider og forhandlere, som ikke har tilladelse til at sælge det.

For selvom både pakningerne og hjemmesiderne kan se professionelle ud, er det ikke muligt at forudse, hvad det egentlig er for et produkt, køberen i sidste ende modtager, lyder det fra hende.

- Ulovlig medicin er fremstillet uden nogen former for tilladelse. Det vil sige, at ingen ved, hvordan det er fremstillet, håndteret, hvad der er i, og hvordan det virker. Og så kan det være meget sundhedsfarligt at anvende, siger specialkonsulenten.

Ulovlig medicin er et stort problem, og det er noget, som tages meget alvorligt

Lægemiddelstyrelsen

Et illegalt marked

I samarbejde med Toldstyrelsen arbejder Lægemiddelstyrelsen løbende på at stoppe medicin, som bliver indført ulovligt til Danmark - heriblandt Modafinil og Ritalin.

Ofte bliver medicinen solgt fra lande uden for EU. Men da det er et illegalt marked, kan styrelserne ikke sige noget om det præcise omfang af udfordringen med ulovligt indførte study drugs.

- Men ulovlig medicin er et stort problem, og det er noget, som tages meget alvorligt - både her i lægemiddelstyrelsen, men også af andre nationale myndigheder i hele verden. For det skal bekæmpes, siger Karen Juul Jensen.

Gravegruppen 2

Gravegruppen består af fem journalister med vidt forskellige baggrunde. Hver uge graver de sig ned i et tip eller en aktuel sag, som er blevet sendt ind til holdet. 

På fem dage skal journalisterne se, hvor langt de kan komme med historien. 

Holdet består af:

Joachim Bindslev: Undersøgende journalist på TV 2. Han har blandt andet været med til at afsløre økonomisk storsvindel i 'Operation X'-programmerne 'Jagten på vores milliarder' og 'Grådighedens pris'. 

Abdel Aziz MahmoudNyhedsvært på Go' Aften Live. Han har tidligere været reporter og journalist hos DR, hvor han blandt andet står bag programmet 'Adgang med Abdel'.

Adina Ren: Journalist på TV 2. Hun har før slået sine folder som reporter hos hedengangne Radio24syv. 

Lars Fogt: Undersøgende journalist. Han har tidligere som avisjournalist bevæget sig i forskellige gravegrupper. 

Sisse Sejr-Nørgaard: Journalist og tidligere radiovært på blandt andet Radio 100. Samtidig har hun været vært på flere TV-formater. 

Medicin som Ritalin og Modafinil er receptpligtigt og ulovligt at købe eller være i besiddelse af, hvis man ikke har fået det ordineret.

Gravegruppen på TV 2 Play jagter svar på, hvem der sælger den illegale medicin. Følg med på TV 2 Play.