Johnson & Johnson-pause kan udskyde vaccinationsplanen op til seks uger
Selskabet bag vaccinen oplyser ikke, hvor længe vaccineudrulningen udskydes.
Pausen med coronavaccinen fra Johnson & Johnson kan forsinke den danske vaccinationsplan med fem til seks uger.
Det vurderer Jes Søgaard, som er sundhedsøkonom på Syddansk Universitet.
- Det er ret meget. Vaccinen var den, vi skulle have brugt mest af, især i lyset af AstraZeneca, siger han.
Danmark har lagt billet ind på 8,2 millioner doser af den amerikansk producerede vaccine.
Modsat de andre vacciner fra Pfizer/BioNTech og Moderna, som Danmark bruger i øjeblikket, kræver vaccinen fra Johnson & Johnson kun et enkelt stik, og derfor er den en vigtig brik.
Tirsdag kom det frem, at de amerikanske sundhedsmyndigheder anbefaler at sætte vaccinen fra Johnson & Johnson i bero efter fund af seks sjældne tilfælde af blodpropper hos vaccinerede personer.
I alt har syv millioner mennesker i USA fået et stik med vaccinen.
Mennesker med alvorlige bivirkninger skal søge læge
Derefter meldte sundhedsstyrelsen herhjemme ud, at de forventer at komme med en udmelding om Danmarks brug af vaccinen i denne uge. Danmark modtager den første sending vacciner onsdag.
Og tirsdag eftermiddag har Johnson & Johnson så selv meddelt i en pressemeddelelse, at de udskyder vaccineudrulningen i Europa på ubestemt tid.
- Sundhedsmyndighederne anbefaler, at mennesker, der har modtaget vores vaccine og udvikler alvorlig hovedpine, mavesmerter, smerter i benene eller vejrtrækningsproblemet indenfor tre uger efter vaccinationen, skal kontakte deres læge, skriver Johnson & Johnson.
Kan koste liv
Ifølge Jes Søgaard er det alvorligt for den danske vaccinationsplan, at vaccinen nu udskydes.
- Den skulle have været motoren i vores fordobling af vaccinationshastigheden.
- Med vaccinen skulle vi være kommet op på at vaccinere 100.000 om dagen, som vi i går viste, at vi godt kan, fortæller sundhedsøkonomen.
Jes Søgaard forklarer, at det i sidste ende vil have betydning for, hvor hurtigt vi kan få den genåbning, som vi alle sammen sukker efter.
Desuden vil det også koste dødsfald.
- Og det er altid det umulige valg, hvis det også koster dødsfald at bruge den. Der vil altid være en ubalance. For det er jo raske borgere, vi sprøjter vaccinen ind i, siger han.
Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker i Danske Bank og ansvarlig for at følge vaccineudrulningen, er enig med Jes Søgaard i, at det vil have konsekvenser for vaccinationsplanen.
- Jo flere vacciner, der er på pause eller ikke bliver brugt, betyder, at det kommer til at udskyde tidspunktet for, hvornår alle over 50 år bliver vaccinerede, som er det afgørende i den danske genåbningsplan, siger han til Ritzau.