Politik

Ellemann om Løkke-parti: - Vi må se, hvad han hiver op af hatten

Jakob Ellemann-Jensen (V).

Hvad skete der? Partilederne holdt udvidet debat i folketingssalen tirsdag eftermiddag, og efterfølgende havde pressen mulighed for at stille spørgsmål til vaccine- og coronasituationen i Danmark. 

Partilederdebatten og det efterfølgende pressemøde er nu slut.

Tak fordi I fulgte med.

- En blind kan føle med sin stok, at Venstre er i krise

Jakob Ellemann-Jensen bliver spurgt ind til, at hans parti Venstre længe har ligget lavere i meningsmålingerne end nogensinde. 

Det anerkender formanden er et problem, men han er fortrøstningsfuld:

- En blind kan føle med sin stok, at Venstre er i en krise. Det har vi været i månedsvis, men jeg står så fast på broen, at det drømmer du ikke om, siger han.

Ellemann om Løkkes nye parti: Vi må se, hvad han trækker op af hatten

Nu er det Jakob Ellemann-Jensen, der svarer på pressens spørgsmål.

TV 2 spørger ham, hvad han tænker om udsigten til, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen nu starter sit eget parti

- Jeg tror, det er den mindst overraskende nyhed i denne uge. Vi må jo se på, hvad han trækker op af hatten.

Bliver det med Løkkes parti mindre eller mere sandsynligt, at Danmark får en borgerlig statsminister?

- Lad os nu først se, hvilket partiprogram Lars kommer med, og hvem han ønsker at pege på som statsminister.

Danmark står et rigtig godt sted

TV 2 spørger nu statsministeren, om dele af genåbningen ikke kan fremrykkes med den stabile smittesituation, vi oplever i Danmark.

Ifølge Mette Frederiksen svarer, at det hele tiden har været meningen, at den politiske genåbningsaftale, vi følger lige nu, kan gå både den ene og den anden vej. 

Men kan du bekræfte at tallene i dag er bedre, end man havde regnet med i modelberegningerne?

- Ja, vi står et rigtig godt sted. 

Statsministeren vil dog ikke svare på, om der er en fremrykning af genåbningen på vej.

- Ingen har nogensinde sagt, man kunne regne med vaccinationskalenderen hele vejen

Er du fortrøstningsfuld omkring, at vaccinationsplanen holder, og at alle danskere stadig er vaccinerede til august?

- Vaccinationskalenderen har ændret sig mange gange efterhånden, og myndighederne har besluttet sig for at være meget transparente hele vejen igennem, svarer statsministeren.

Men der vil komme bump på vejen, lyder det.

- Jeg synes egentlig, det har været rigtigt at lægge tingene meget direkte frem, men det har den konsekvens, at tingene flytter sig, også i den kedelige retning.

- Der er ingen, der nogensinde har sagt, at man kan regne med vaccinationskalenderen hele vejen

Mette F.: - Der er lang vej endnu, til alle er vaccinerede

- Vi er først sikre, når alle er vaccinerede, og der er lang vej endnu, siger Mette Frederiksen. 

Derfor gælder det lige nu om at tilpasse os efter de faktiske forhold, mener statsministeren og glæder sig over, at det går godt i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande, der står over for en tredje bølge.

- Danmark er i gang med at genåbne, og det er sådan set en ret fantastisk historie. 

- Vi ved ikke, hvilken verden vi kigger ind i

BT's journalist Henrik Qvortrup spørger statsministeren ind til, om restriktionerne skal ophæves, hvis alle danskere, der ønsker det, er vaccineret.

- Vi ved ikke, hvilken verden vi kigger ind i, selv når danskerne er vaccinerede. Jeg har ingen ønsker om, at der skal være restriktioner, men jeg kan ikke, og det kan ingen, sige, hvor vi står, når alle danskere er vaccinerede, svarer Mette Frederiksen.

Hvorfor ikke?

- Ganske enkelt fordi ingen ved, hvilken situation vi har med at gøre.

Myndighederne skal nu kigge på vaccineplanen igen

DR spørger statsminister Mette Frederiksen (S) ind til nyheden om, at Johnson & Johnson nu afbryder brugen af deres vaccine i Europa.

Hvad betyder det for vaccineplanen?

- Det ved vi ikke endnu, vi har modtaget nyheden, mens vi har siddet i folketingssalen, og myndighederne er ved at kigge på det, svarer hun. 

Det skal nu overlades til danske og europæiske myndigheder, hvad der videre skal ske, lyder det. 

Partilederdebatten er slut

Nu er den udvidede debat i folketingssalen slut, og mødet er hævet.

Men bliv endelig hængende, for om lidt er der doorstep med flere af partilederne, hvor pressen får muligheden for at stille spørgsmål.

Følg det på TV 2 News og TV2.dk.

Færøerne vil have et fængsel

Nu er det den færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaales tur på talerstolen. Han taler om, at kriminaliteten er et stigende problem på Færøerne: 

- Vi har oplevet en stigning i kriminaliteten, og det rigtige ville være, at vi havde et fængsel på Færøerne, siger han.

Statsministeren lover at tage ønsket til efterretning.

Mette F.: Vanoplagh er et af de stærkeste retoriske talenter

Nu er det Liberal Alliances Alex Vanopslagh, der er tilbage på talerstolen. 

"Et af de stærkeste retoriske talenter" kalder statsminister Mette Frederiksen ham først og fremmest.

Alligevel undrer hun sig over hans tale om danskernes frihed og manglen på samme under de nuværende og tidligere restriktioner, som for eksempel at bære mundbind:

- Hvad er det for et indgreb i friheden, der egentlig er så problematisk ved at bære mundbind? spørger hun.

- Godt spørgsmål. Men det at det fortsat er forbudt at sidde og drikke en kop kaffe på en café, det er meningsløst for mig, når der ikke er noget, der tyder på, at det øger smitten, svarer Vanopslagh. 

Skal forældrene retsforfølges i Danmark?

Nu taler partilederne om Syrien og de børn med dansk tilknytning, der opholder sig i to fangelejre.

Alternativets Torsten Gejl vil gerne spørge Konservatives Søren Pape Poulsen, om det ikke er mest fornuftigt at tage børn inklusiv forældre hjem, så de kan retsforfølges i Danmark i stedet for at "rende rundt i verden og lave ballade". 

Til det svarer K-formanden:

- Man kan også stille sig selv spørgsmålet: Er de egentlig danske statsborgere? spørger Pape Poulsen og fortsætter:

- De kom til kalifatet, brændte deres pas og hvad er det for et signal, det sender?

Derfor kommer Konservative ikke til at arbejde for, at de skal til Danmark og retsforfølges, fastslår Pape Poulsen.

Pape: Tudetosset at gøre det svært at drive landbrug

Jakob Ellemann-Jensen vil gerne vende tilbage til landbruget.

- Jeg er jo trods alt Venstres formand, siger han og spørger Konservative-formanden:

- Er Pape Poulsen enig med mig i, at det, der er helt centralt for de kommende landbrugsforhandlinger, er, at vi beskytter danske arbejdspladser hele vejen fra jord til bord? 

- Det er jeg naturligvis fuldstændig enig med dig i, svarer Søren Pape Poulsen prompte.

Det er "tudetosset", hvis en ny aftale gør det så svært at drive landbrug i Danmark, at det ikke kan lade sig gøre, understreger han. 

- Det ville få fatale konsekvenser for dansk landbrug. 

Konservative klar til at åbne "mest muligt, hurtigst muligt"

Nu er det Søren Pape Poulsens, Det Konservative Folkeparti, tur på talerstolen. 

- Vi er klar til at åbne mest muligt, hurtigst muligt, lyder den korte og præcise udmelding. 

Han understreger, at det skal foregå forsvarligt, men at genåbningen derudover ikke kan gå hurtigt nok, hvis man spørger partiet.

Enhedslisten til Venstre: - I vil ikke røre landbruget med en finger

I stedet vil den politiske ordfører i Enhedslisten gerne stille et modspørgsmål til Venstre:

- Hvordan vil Venstre reducere CO2-udledningen i dansk landbrug, når I ikke vil røre dem med en finger?

Jakob Ellemann-Jensen er dybt uenig:

- Jeg vil gerne røre det med en finger, jeg vil endda røre det med alle ti fingre, siger han.

- For landbruget vil gerne omlægge sig til at være mere klimavenlig, og det synes jeg, vi skal understøtte i stedet for at tæve løs på et erhverv, der genererer mange danske arbejdspladser, lyder det.

V til EL: Hvorfor fjerne penge fra landbruget?

Venstres Jakob Ellemann-Jensen vil også gerne vide lidt mere om Enhedslistens nye landbrugsudspil.

- Hvad er effekten, når man fjerner en femtedel af landbruget i Danmark og dermed også pengene derfra? spørger han Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

Men det handler ikke om at fjerne en femtedel af landbruget, men om at omlægge det til eksempelvis skov, hvor træer kan fældes og bruges til møbler, svarer hun.

- Jeg er træt af strammerkonkurrencen

Radikale Venstres formand, Sofie Carsten Nielsen, er godt og grundigt træt af "konkurrencen på udlændingeområdet", som eksisterer i dansk politik i øjeblikket:

- Selve strammerkonkurrencen er ikke så vigtig. Det, der er vigtigt nu, er, hvordan vi hjælper de her mennesker i fangelejrene, siger hun.

Konservatives Søren Pape Poulsen køber dog ikke præmissen om, at hans parti deltager i nogen konkurrence om at stramme udlændingepolitikken.

- Jeg siger bare, hvad jeg mener.

- Hvis vi bare giver los og siger, det ikke kan lade sig gøre, så rejser de jo ingen steder, lyder det fra Pape Poulsen.

Enhedslisten til Radikale: - Er I enige i vores landbrugsforslag?

Enhedslistens Mai Villadsen spørger nu Radikales Sofie Carsten Nielsen ind til, om partiet er enige i Enhedslistens nylige, "drastiske" forslag på landbrugsområdet.

Forslaget går ud på, at over en femtedel af det danske landbrugsareal skal omdannes til skov, vild natur, græsarealer og energiafgrøder inden 2030. 

- Jeg tror, vi er enige om, at der skal udtages rigtig meget, men der, hvor vi er uenige, er på finansieringen af det, svarer Sofie Carsten Nielsen.

Vi er nødt til at finde pengene til det, hvis så meget landbrugsjord skal udtages, lyder det fra Radikales formand.

- Vi bliver nødt til at forhandle med Assad-styret

Nu er det Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der skal på talerstolen, og han vil gerne tale om den danske strategi, når det kommer til udvisning af syrere i Danmark.

- Vi må anerkende, at ja, vi bliver nødt til at samarbejde med det syriske Assad-styre, siger Kristian Thulesen Dahl. 

Det vil betyde, at det "ikke bare bliver et tag-selv-bord" for udviste syrere, lyder det.

Det er ellers af flere partiledere blevet afvist gennem flere år at samarbejde med præsident Assad og hans styre.

- Der er forskel på en ko og en bil

Alternativets Torsten Gejl har et spørgsmål til Venstres holdning, når det kommer til dansk landbrug og klimamål:

- Er Venstres formand enig i, at også landbruget skal reducere med 70 procent? spørger han.

- Nej, det er jeg ikke entydigt enig i. Der skal reduceres 70 procent, men der er forskel på at have et transportområde, hvor man kan elektricifere sit køretøj, og så et husdyrområde, svarer Jakob Ellemann-Jensen.

- Vi anerkender, at der er forskel på en ko og en bil. Jeg har en bil, man sætter et stik i, når man kommer hjem. Det vil jeg ikke anbefale, man gør med en ko, siger V-formanden og får salen til at grine.