Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 12 april

Sundhedsminister Magnus Heunicke.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Heunicke sender stor ros til alle involverede i storskalaforsøg

Sundhedsminister Magnus Heunicke skriver på Twitter, at der i dag er registreret 104.824 vaccinationer i Danmark. Han sender stor ros i retning af de involverede i stresstesten af den danske vaccineindsats. 

- Nu evalueres resultatet, så vi er klar til fortsat effektiv udrulning. Tak for indsatsen. Vi fortsætter arbedet, skriver han.

Styrelse: Sorte orme i mundbind er syntetiske fibre

Videoer og billeder på sociale medier, som angiveligt viser mundbind og podepinde med små sorte orme, har fået Lægemiddelstyrelsen til at gå ind i sagen.

Det har fået styrelsen til at gennemgå alt materialet samt rådføre sig med eksterne eksperter.

– Pilen peger på et andet fænomen: syntetiske fibre, som tilsyneladende bevæger sig, når de optager fugt fra damp eller ånde. Det er ufarligt, konkluderer styrelsen.

Forskere advarer: - Udviklingslande skal have mere hjælp til vacciner

Nye varianter af coronavirussen og vaccinationsprogrammer, der mange steder i verden slæber sig afsted, øger risikoen for, at krisen bliver forlænget. 

Sådan lyder det fra flere forskere, efter at nye udgaver af coronavirussen igen tiltrækker sig opmærksomhed, senest med registreringen af en særligt modstandsdygtig variant herhjemme. Det skriver Jyllands-Posten.

- Selv om folk ikke dør i samme antal som før, har vi en ny krise, og det er de her alvorlige, bekymrende varianter. Både dem, vi kender til, og dem, der muligvis eksisterer, som vi ikke kender til, siger Jeffrey Lazarus, forsker på Barcelona Institute for Global Health og medlem af en arbejdsgruppe om folkesundhed under det ansete, medicinske tidsskrift The Lancet.

Vaccinatører giver i snit 16 borgere et stik på en time

Som en del af regionernes store massevaccinationsdag bliver omkring 6000 borgere vaccineret i Øksnehallen i København. Det kræver 94 vaccinatører – for eksempel læger eller sygeplejersker – som i gennemsnit kan vaccinere 16 borgere i timen.

De er på vagt i otte timer og har i løbet af dagen pauser til for eksempel at spise.

EL vil støtte lukkede kommuner med hjælpepakke

Ifølge Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, er Sundhedsministeriet endnu ikke kommet med et oplæg til forhandlingerne om yderligere genåbning torsdag, men især kommunerne, der endnu ikke har kunnet tage del i genåbningen på grund af høje smittetal, er på programmet til forhandlingerne.

Enhedslisten vil foreslå en hjælpepakke, som skal give kommunerne midler til at ansætte ekstra pædagogisk personale og til at styrke indsatsen med smitteopsporing.

Ikea genåbner tirsdag uden tidsbestilling

Tirsdag genåbner Ikea, og det bliver uden tidsbestilling, skriver møbelgiganten på Facebook. Har du booket en varehustid, kan du blot beholde den og dermed minimere eventuel ventetid ved indgangen. Du kan også blot møde op uden en tid.

Det anbefales dog fortsat, at kun én person fra husstanden besøger varehuset, så vidt det er muligt.

Partier forhandler yderligere genåbning torsdag

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har mandag indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om yderligere genåbning af Danmark torsdag eftermiddag.

Det bekræfter Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, overfor TV 2. 

Kø ved vaccinationscenter: Kom ikke for tidligt

Ved vaccinationscenteret i Øksnehallen i København er der opstået kø.

Nu opfordres borgerne med vaccinationstid mandag aften til ikke at ankomme for tidligt, samt at man skal væbne sig med tålmodighed ved ankomst. 

Det skriver Region Hovestadens Akutberedskab på Twitter.

Model for lokale nedlukning er mandag trådt i kraft

Mandag er en automatisk model trådt i kraft for, hvornår kommuner skal pålægges lokal nedlukning.

Det sker, når det såkaldte testkorrigerede incidenstal i en kommune overstiger 200.

Testkorrigerede incidenstal viser, hvor mange personer der er smittede per 100.000 indbyggere, når der tages højde for antallet af test i kommunerne.

Region Hovedstaden har vaccineret over 20.000

Planen er, at mere end 30.000 borgere skal vaccineres i Region Hovedstaden inden dagen er omme. På nuværende tidspunkt har over 20.000 borgere fået en dose vacccine. 

- Det går rigtigt godt med at vaccinere borgerne ude i centrene, der følger meget fint med i forhold til planerne, siger Helene Bliddal Døssing, konstitueret vicedirektør i Akutberedskabet.

- Borgerne er gode til at følge personalets anvisninger i centrene, men de har stadig en tendens til at komme lidt for tidligt, så det må vi være endnu tydeligere med, siger hun.

SST: Vaccination skrider godt frem på trods af ventetid

I løbet af de seneste uger har 153.000 personer fået deres første vaccine mod covid-19. Dermed har 13,5 procent af befolkningen nu har fået det første stik mod corona. 

- Tempoet i vaccinationsindsatsen i Danmark er rigtig højt, og det er takket være en rigtig flot indsats i regionerne og kommunerne, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Selvom der er stor tilfredshed at spore med den danske vaccineindsats, ægrer det Søren Brostrøm, at mange danskere oplever ventetid på at kunne bestille tid til vaccination.

Region Nordjylland tilfredse med 'store vaccinedag'

I Region Nordjylland er man godt tilfreds med, hvordan dagens store stresstest af vaccinekapaciteten er forløbet. Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

10.000 nordjyder bliver mandag vaccineret mod covid-19, og det er indtil videre gået fuldstændig som planlagt. Regionen forventer, at den sidste nordjyde har fået sin dose vaccine mandag aften klokken 20.

- Det er gået supergodt i dag. Borgerne kom fra morgenstunden i et jævnt flow, og der har ikke været kø af nogen betydning. Alt i alt har der været en god stemning alle steder i det nordjyske, siger chef for COVID-19 indsatsen i Region Nordjylland, Jan Nybo.

Kulturborgmester vil have daghøjskoler fremrykket

Kulturminister Joy Mogensen (S) opfordres til at rykke daghøjskolerne frem i genåbningskøen. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Kommune, hvor kultur og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde giver udtryk for, at en daghøjskole bør betragtes på lige fod med andre ungdomsuddannelser i Danmark.

- I genåbningsaftalens første fase er der fokus børn og unge, og her bør daghøjskolerne også indgå, siger borgmesteren.

Forskere foreslår nyt navn for vaccinebivirkninger

Et nyt navn for de sjældne problemer med blodpropper og blødning efter vaccination med AstraZeneca kan være fundet.

Forskere har for nylig kortlagt, hvad symptomerne skyldes, og de har nu foreslået navnet Vaccine-induceret Immun Trombotisk Trombocytopeni – forkortet VITT.

Det skriver chef for enheden for lægemiddelovervågning i Lægemiddelstyrelsen, Tanja Lund Erichsen, på Twitter.

Navnet dækker over, at vaccinen i sjældne tilfælde udløser en aktivering af immunsystemet, som både giver blodpropper usædvanlige steder i kroppen og samtidig får antallet af blodplader i blodet til at falde.

WHO: Grund til optimisme, men pandemien er lang fra forbi

Verdenssundhedsorganisationens (WHO) generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, oplyser ifølge Reuters, at pandemien er langt fra at være forbi.

Han slår dog fast, at der er grund til optimisme, og at pandemien kan komme under kontrol i løbet af nogle måneder.

Statministerens doorstep er nu slut

Mette Frederiksen slutter med at sige, at hun ikke vil kommentere yderligere på, hvordan regeringen forholder sig til, hvorvidt AstraZeneca-vaccinen igen kan bruges i Danmark, før hun har hørt den seneste vurdering fra Sundhedsstyrelsen.

- Når det handler om godkendelse af lægemidler som vacciner, så er det alene en sundhedsfaglig vurdering, siger hun.

Dagens doorstep er nu slut.

Yderligere genåbning af Danmark skal diskuteres løbende

Statsministeren siger, at det går rigtig godt med at holde smitten nede i Danmark.

- Rigtig mange danskere har taget godt imod coronapasset. Så vi står et langt bedre sted nu, end vi havde turdet håbe på. 

- Vi skal løbende vurdere genåbningen af Danmark i Folketinget, og det kommer vi til. Noget tyder på, at vi har ramt den rigtig godt i Danmark. Er der mulighed for, at vi kan speede processen op, så diskuterer vi naturligvis det med Folketingets partier, siger hun.

Afviser at bruge russisk vaccine i Danmark

Statsminister Mette Frederiksen afviser, at Danmark skal benytte sig af den russiske vaccine Sputnik, da den ikke er godkendt af EMA. 

- Jeg er helt tryg ved mængden af vacciner, vi har på nuværende tidspunkt. Det er et krav, at de vacciner, vi bruger i Danmark er godkendt af EMA.

- Vi har i dag vist, at vi kan skalere væsentligt op

- Vi kan se med dagens program, at vi kan skalere op. Det går ikke perfekt, men vi kan lykkes med at skalere væsentligt op. Det er fantastisk, siger statsministeren.

- Vaccinekalenderen har flyttet sig flere gange. Det er selvfølgelig ærgerligt, men der er ingen garantier. Derfor skal man hele tiden sørge for at følge med.

Pressemødet er i gang

Statsminister Mette Frederiksen taler nu til den fremmødte presse foran. 

- Det er en festdag. Næsten 100.000 danskere skal vaccineres, siger hun.

- Det betyder, at vi kommer tættere på det tidspunkt, hvor så mange er vaccineret, at vi kan få genåbnet Danmark helt.