Station 2

For ti år siden kæmpede de for livet i det iskolde vand – nu møder de hinanden igen

13 efterskoleelever og to lærere kæntrede i en dragebåd en kold februardag i 2011. Alle bortset fra en lærer overlevede.

De havde ikke set hinanden i mange år.

Nicklas Bøhm begyndte at græde, da han så Cecilie Gyldendal Rasmussen gå imod ham. Ikke mange sekunder efter havde hun også tårer i øjnene.

Det var gensynsglæde. Men også fordi de mødtes netop der, hvor de gjorde: ved Præstø Fjord.

Her stævnede de sammen med to lærere og 11 efterskolekammerater en blæsende og råkold februardag i 2011 ud i en dragebåd, som i bølgerne og det 2 grader kolde vand kæntrede 1,7 kilometer ude i fjorden.

Flere af de desperate elever svømmede for deres liv og nåede ind til land, mens andre blev reddet op af private både og redningsmandskabet mere end en time senere.

En af de to lærere druknede. Otte af de unge var efter redningsaktionen i så kritisk tilstand og havde kropstemperaturer ned til 16 grader, at de var klinisk døde, før de blev genoplivet.

En af dem var Karoline Sofie Klit.

Hun skulle også være mødtes med Nicklas Bøhm og Cecilie Gyldendal Rasmussen på havnen i Præstø, men da dagen kom, kunne hun ikke overskue det.

Det første halve år efter ulykken mærkede hun intet. Hun var selvfølgelig ked af det over situationen, men ikke mere end det. Hun var fokuseret på, at alt, hvad der var sket, “ikke skulle ødelægge hende”, som hun siger i dag. Hendes krop og hjerne fejlede jo ikke noget. Ikke før det hele kom på afstand.

- Jeg havde aldrig troet, at man kunne få det så dårligt. Det kom for fuld skrue, siger hun.

Nogle dage er gode dage. Andre dage er dårlige, og så bliver hun svimmel og kan have svært ved at overskue forandringer eller arrangementer.

Derfor kunne hun heller ikke være med, da Nicklas og Cecilie mødtes på havnen.

Det var et følelsesladet møde mellem to, der sammen med de andre 11 efterskolekammerater altid på en måde vil være forbundne.

- Selvom vi ikke ser hinanden hver dag, ved vi alligevel, at vi har den her historie sammen, siger Cecilie Gyldendal Rasmussen.

- Det er ligesom en lille familie. Det er en gave. Midt i tragedien og i kaosset er der også gode historier, som jeg tager med mig videre. Det er et mirakel, at så mange af os overlevede. Det var meningen, at vi skulle overleve, men omstændighederne gjorde det nærmest umuligt for os. Derfor er det også en historie om kærlighed til hinanden, om håb og om sammenhold, siger Nicklas Bøhm.

En historie, der begyndte for ti år siden.

Som et knips med fingeren

En koldfront var om formiddagen 11. februar 2011 på vej fra nord, og vejrudsigten lovede vindstød op til kuling. Karoline Sofie Klit stod på sit værelse og pakkede sig ind i det skitøj, hun havde lånt af Nicklas Bøhm.

Efterskolens friluftslinje havde sat en ny rekord i på tid at sejle ud til en bøje i fjorden. Nu skulle idrætslinjen slå den, inden det kunne blive weekend. Eleverne og lærerne tog skolens bus fra Lundby til Præstø, og klokken 11 lagde dragebåden fra land med kurs mod den røde bøje.

Vejret var ikke noget særligt på dette tidspunkt, og der blev spekuleret i, at forholdene ville give idrætslinjen en fordel, så rekorden nemmere kunne slås. Stemningen var god. Nogle af drengene sad forrest og vippede båden fra side til side, mens de jokede med, at det kunne være sjovt, hvis de faldt i.

Men jo længere ud de kom, desto hårdere blev vindstødene, og desto højere blev bølgerne. De sprøjtede ind i båden, ind på eleverne og lærerne, og det gjorde dem alle både kolde og gennemblødte. Sjovt var det ikke længere. Nu glædede de sig bare til at komme tilbage på efterskolen, få frokost og få varmen.

I første omgang blev ruten ændret, så de skulle sejle rundt om en bøje, der var tættere på. Men koldfronten var nu nået til Præstø Fjord og gav vindstød på op til 13 meter i sekundet. Derfor besluttede læreren Michael Jørgensen, at de skulle vende om.

Dragebåden drejede, og pludselig stod den parallelt med en høj og kraftig bølge.

For Karoline Sofie Klit føltes det som blot et knips med fingeren: Så lå de alle sammen i det iskolde vand. Båden vendte på hovedet, og Karoline Sofie Klit og nogle af de andre skreg. Hendes tøj begyndte at tynge hende ned, og hendes store og nu gennemblødte tørklæde strammede om halsen og føltes, som om det kvalte hende.

Vandet var koldt, men hun mærkede ikke kulden. Hun mærkede kun, hvordan den med det samme lammede hendes muskler, inden det først begyndte at stikke og så brænde. Hun fik revet sit tørklæde af, men hun måtte beholde resten af det tunge, våde tøj på, for svømmevesten sad yderst. Hun hyperventilerede. Det samme gjorde en af de andre elever, der i desperation kom til at skubbe hende ned under vandoverfladen for selv at få luft. Karoline Sofie Klit fik slugt en masse vand.

Skal vi ikke vende båden rundt? Vi kan jo ikke svømme ind

Karoline Sofie Klit

Men hun var ikke bange, og hun tænkte, at det ikke hjalp at gå i panik. Hun fandt Michael Jørgensen, der som den eneste ikke havde redningsvest på.

- Skal vi ikke vende båden rundt? Vi kan jo ikke svømme ind, sagde hun.

Han kiggede på hende.

- Vi kan ikke vende den om. Det er alvor. Hvis vi ikke kommer op, dør vi af kulde. Vi skal op nu. Hvis du ikke svømmer ind nu, dør du, husker Karoline, at han svarede med tårer i øjnene.

Få meter derfra lå Nicklas Bøhm. Han kiggede også mod Michael Jørgensen.

- Svøm ind, råbte læreren nu til dem alle.

Michael Jørgensen sendte eleverne af sted i mindre grupper, så de kunne hjælpe og holde øje med hinanden. Der var cirka 500 meter til kystbredden, luften var 4 grader, og det blæste nu syv meter i sekundet.

Var det en drøm?

Pludselig opdagede Karoline Sofie Klit, at Nicklas Bøhm lå helt stille i vandet og græd.

Nicklas havde mærket den brændende fornemmelse i sin krop. Han havde slået sig selv på kinderne for at holde sig i gang, og han havde bidt sig selv i hænderne for stadig at mærke dem. Han var blevet helt uoverskueligt træt efter nu snart en halv time i vandet. Håbet begyndte så småt at sive ud af ham. Måske ville han ikke nå ind på land, og måske ville han ikke overleve, tænkte han. Så råbte han:

- Karoline, jeg elsker dig!

Men Karoline ville ikke acceptere det.

- Nicklas, kom nu, du kan godt, råbte hun tilbage.

- Nej, jeg kan ikke mere, svarede han.

Men så tænkte han på sin tvillingesøster, som han gerne ville se igen, og han tænkte på sine forældre, som ikke skulle sidde i fjernsynet og fortælle om, hvordan det var at miste deres 16-årige søn på en efterskole.

Tankerne gav Nicklas Bøhm kræfterne tilbage, og han bevægede sig mod land.

Karoline Sofie Klit vendte sig om på ryggen for at kunne svømme videre. Hendes svømmevest var for stor, så med den ene hånd blev hun nødt til at holde den nede og væk fra ansigtet. Hun sparkede alt, hvad hun kunne for at bevæge sig videre, men bølgerne og det tunge tøj gjorde det umuligt at komme ordentligt frem. På et tidspunkt lukkede hun øjnene for at hvile sig. Det føltes som en ubehagelig drøm. Var det en drøm? Pludselig var der helt stille. Alle skrigene var væk.

- Du er der næsten! råbte Cecilie Gyldendal Rasmussen, der nærmede sig hende.

Men Karoline Sofie Klit opfangede ikke venindens råb. Det sortnede for hende, og det føltes, som om hun forsvandt.

Da Cecilie Gyldendal Rasmussen nåede frem til hende, havde Karoline Sofie Klit fråde ud af munden. Hun var ikke til at komme i kontakt med.

Karoline Sofie Klits hjerte stoppede med at slå, og hun var nu klinisk død.

Tæt på lå en isflage. Med sine dybfrosne hænder tog Cecilie Gyldendal Rasmussen fat i Karolines svømmevest. Hun brugte de allersidste kræfter på at få trukket sin veninde op på den.

Det lykkedes, og Cecilie Gyldendal Rasmussen forsøgte først at give sin veninde nogle lussinger for at vække hende, men det hjalp ikke, så hun forsøgte at kramme hende og give hende en smule varme.

1 time og 20 minutter senere

I mellemtiden var Nicklas Bøhm nået op på land. Det samme var flere af de andre elever, og hver især forsøgte de at hente hjælp. På dette tidspunkt var der gået lang tid. Faktisk gik der 1 time og 20 minutter, fra dragebåden kæntrede, til alarmcentralen modtog det første opkald om ulykken.

Overlæge ved Rigshospitalets traumecenter Steen Krøyer Barnung fik at vide, at det drejede sig om en drukneulykke med adskillige tilskadekomne. Sammen med kollegaer løb han op på helikopterplatformen på Rigshospitalet for at sætte kursen mod Præstø, hvor han nu skulle lede redningsaktionen.

Da de landede tæt på havnen, gik det op for ham, hvor stor en ulykke det var. En mand kom løbende hen imod ham og gentog ordene:

- De er døde alle sammen. De er døde alle sammen.

De er døde alle sammen. De er døde alle sammen

Mand på havnen

Steen Krøyer Barnung kunne herefter se, at to efterskoleelever var i gang med at få hjertemassage, og politiet oplyste ham om, at man savnede mellem fem og otte personer. Dem var Flyvevåbnets helikoptere i gang med at lede efter.

I alt arbejdede 12 ambulancer, to lægebiler, seks redningsfaretøjer og fire helikoptere på stedet på det, der blev en af Danmarkshistoriens største redningsaktioner.

Det anede Karoline Sofie Klits far, Jan Klit, intet om. Han vidste ikke, at hans datter i mere end en time havde ligget i vandet, eller at hun havde fået hjertestop. Det var først, da et familiemedlem, der havde hørt om ulykken, ringede til ham, at han fandt ud af, at noget var galt. Men hvor galt det stod til, kunne han end ikke forestille sig.

Over Præstø Fjord kredsede en helikopter, og dér på isflagen fik redningsmandskabet øje på de to piger. Den nærmeste båd blev tilkaldt og hastede ud til dem.

På dette tidspunkt havde de været i vandet i omkring to timer. Karoline Sofie Klit lå på ryggen med hænderne oppe ved brystet. Mændene i båden konstaterede med det samme, at hun var helt nedkølet og ikke til at komme i kontakt med, da de hev hende over. Nu skulle det gå stærkt. Båden sejlede så hurtigt, at de alutæpper, de to piger var pakket ind i, blæste væk. Cecilie Gyldendal Rasmussen fik fremstammet, at hun ikke kunne mærke sine fødder. Ombord i båden klemte en fra redningsmandskabet hende om tæerne. Først da han trykkede til, reagerede hun.

Inde på land stod redningsmandskabet klar til at tage imod Karoline Sofie Klit og det lykkedes at få hendes hjerte til at slå igen, så hun nogle timer senere – stærkt medtaget – kunne genforenes med sin familie, da de kom ilende til sygehuset. Så heldig var syv af hendes efterskolekammerater ikke. De blev overført til flere forskellige hospitaler og lagt i kunstig koma, indtil det var sikkert at vække dem igen.

Alle eleverne overlevede. Det lykkedes at redde de otte, som måtte genoplives, fordi kulden havde beskyttet deres hjerner. Deres hjerner havde ifølge overlæge Steen Krøyer Barnung været kølet så meget ned, at iltforbruget stort set var gået i stå, da deres hjerter holdt op med at slå. Derfor havde de kunnet tåle at undvære ilt i lang tid.

Kulden blev med andre ord elevernes redning. Men 44-årige Michael Jørgensen nåede aldrig i land levende. Han druknede, og man fandt ham først knap to måneder senere.

Ingen dag foran sig

I dag nyder Karoline Sofie Klit det ekstra meget, når hun har en god periode. Det er noget af det, som hun har taget med fra ulykken. Men de dårlige dage er der stadig, og så kan hun godt glemme, at de gode findes. Hun fik konstateret posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) efter ulykken, og hun kæmpede med en depression. Helt til hun var 23 år, måtte hun flere gange flytte hjem til sine forældre.

- Det var ikke sjovt at vågne i min lillesøsters seng på en mandag, hvor alle andre starter friske op og tager på arbejde. Så vågnede jeg og kunne slet ikke overskue min dag. Jeg vidste, at det ville blive en møgdag. Det bliver jeg så ked af det over. Det er virkelig hårdt – at vågne op og have ingen dag foran sig, siger Karoline Sofie Klit.

Det er virkelig hårdt – at vågne op og have ingen dag foran sig

Karoline Sofie Klit

Hendes far, Jan Klit, fortæller, at han i begyndelsen tænkte, at den angst og stress hun havde, hurtigt kunne håndteres, men selvom der var meget professionel hjælp inde over, forsvandt det ikke.

- Jeg er frustreret og sur på Karolines vegne. Jeg syntes, at det var så uretfærdigt. Hvorfor lige Karoline? Hvorfor skulle hun det her igennem?, siger han.

- Men hun er også en ukuelig optimist. Selvom hun i en alt for tidlig alder har skulle forholde sig til en masse ubehagelige ting, har hun hele tiden evnet at se lyset for enden af tunellen.

I dag er Karoline Sofie Klit blevet udredt, hun har taget en uddannelse, og hun kan arbejde 12 timer om ugen.

Ulykken har præget de tidligere efterskoleelver på forskellig vis. Nogle kæmper med det fysiske. Andre med det psykiske.

I årene efter kunne Nicklas Bøhm sove 20 timer i streg, og han begyndte at løbe. Han løb langt. Han løb hver dag. Nicklas ville være i god fysisk form, hvis han en dag skulle komme ud for noget lignende. Men det tog overhånd for ham. Løbet havde været en måde at genvinde kontrollen på – men Nicklas mistede kontrollen og udviklede en spiseforstyrrelse.

Cecilie Gyldendal Rasmussen kan i dag føle, at hun mistede sin ungdom, når veninderne tog i byen, og hun ikke kunne overskue andet end at sidde derhjemme. For ikke så længe siden havde hun en dårlig periode, hvor hun ikke kunne ligge stille i sin seng eller finde ro, og hvor hun grædende måtte ud at gå ved midnatstid.

Men ulykken har ikke kun ført uro med sig. Den har også givet dem alle tre en evne til at sætte og nå nogle mål.

- Nogle gange glemmer jeg det stadig, men når jeg lige tænker mig om, kan jeg mere, end jeg har gået og troet. Jeg har fundet ud af, at jeg kan mere, end jeg tror, siger Karoline Sofie Klit.

Du kan se 'Station 2: Præstøulykken 10 år efter' mandag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.

Det retslige efterspil

Ulykken fik et retsligt efterspil, da Lundby Efterskole og den daværende forstander i landsretten blev kendt skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af sikkerheden til søs.

Straffen blev 60 dages betinget fængsel til forstanderen.