Nyheder

Otte billeder fra ugen der gik

Påskefejring i Ungarn og en flyvende hest er blandt ugens bedste billeder.

TV 2 har samlet nogle af de billeder, der har gjort visuelt indtryk i løbet af den seneste uge.

-

I Encantado i delstaten Rio Grande do Asul er man i gang med at rejse en Jesus-statue, og i denne uge fik den påsat arme og ansigt.

Den bliver i alt 43 meter høj og vil dermed overgå Brasiliens vartegn: Statuen af Kristus, der skuer udover Rio de Janeiro fra toppen af bjerget Corcovado, som er 30 meter høj (med piedestal 38 meter).

-

Qintong Bådfestival er en årlig tradition i Qingming i Kina, der stammer fra Ming-dynastiet.

Under festivalen samles både fra nærliggende byer i søen Xique, hvor der bliver opført teaterforestillinger og afholdt løbet Dragon Boat Racing.

Festivalen samler normalt omkring 300.000 mennesker hvert år, heriblandt mange turister.

-

Omkring 150.000 håndtegnede røde og lyserøde hjerter er malet på Themsen i London til minde om dem, der mistede livet med covid-19.

På flere hjerter er skrevet navne eller beskeder.

-

Det er ikke bare i Danmark, at april har hentet vintervejret ind fra nord. Langt ned i Europa døjer man med kulde og ikke mindst nattefrost, der kan true afgrøderne.

I Chablis i Frankrig har det kolde aprilvejr fået vinbønder til at tænde bål blandt vinstokkene for at holde kulden væk fra de skrøbelige og spæde druer.

-

I Saignelegier i Schweiz bliver en hest hejst med en helikopter, som et del af et videnskabeligt projekt i veterinærmedicin.

Formålet er at blive bedre og hurtigere til at transportere og evakuere sårede heste.

-

En vigtig del af påskefejringen i Ungarn er den traditionelle Húsvéti Locsolás.

Det betyder påskedåben, men kan måske bedre oversættes som pige-dåben.

Traditionen, der går tilbage til Ungarns prækristne fortid omkring det 2. århundrede før Kristus, handler nemlig om at klæde sig ud i traditionelle kostumer og dynge byens piger til med vand.

-

En mand fra den ukrainske hær leger med to hundehvalpe i Donetsk, der ligger nær grænsen til Rusland i den østlige del af landet.

I Ukraine frygter man netop nu en opblussen i konflikten mellem det ukrainske styre og militante prorussiske enheder.

Historien melder, at ukrainske soldater har taget hundehvalpene med hjem.

-

I denne uge døde prins Philip, 99 år gammel.

Kort efter dødsfaldet blev officielt meldt ud, strømmede briterne til Buckingham Palace for at lægge blomster og vise deres medfølelse. Blandt andre en lille dreng, der sammen med sin mor havde taget lilla tulipaner med.