GO'

Tag ansvar for din sæd, opfordrer professor - her er hans syv råd

Teknologien vil i fremtiden skulle hjælpe endnu flere par på vej, hvis mændene ikke ændrer livsstil, forklarer professor.

De seneste 40 år er antallet af sædceller hos danske mænd halveret, og det kan ses hos de danske fertilitetsklinikker.

I to ud af tre tilfælde er det nemlig mandens sæd, der volder problemer, når par kæmper med at blive forældre.

Sådan lyder det fra Peter Humaidan, der er fertilitetsprofessor på Aarhus Universitet, i ‘Go’ morgen Danmark’.

Peter Humaidan er fertilitetsprofessor på Aarhus Universitet, og derudover arbejder han på fertilitetsafdelingen på Regionshospitalet Skive.

- Alt tyder på, at det har noget med vores livsstil at gøre, for det er faktisk ikke kun danske mænd. Det er Nordamerika, New Zealand, Canada og Europa.

Han kalder det ‘Western Lifestyle’, hvor vi er for stillesiddende, ryger og drikker for meget og spiser fastfood. Hvis dette ikke ændres, forudser han, at flere og flere par i fremtiden vil få brug for teknologien for at blive forældre.

Derfor har han i en ny bog, der har fået titlen 'Supersæd', samlet syv gode råd til, hvordan mænd kan forbedre deres sædkvalitet ifølge forskning.

Syv råd kan forbedre sæd

Det er dog for langt de fleste mænd let at forbedre deres sædkvalitet, og han anbefaler, at unge mænd tager ansvar for deres sædkvalitet.

Vi er så heldige, at vi laver nye sædceller hver tredje måned

Peter Humaidan, Fertilitetsprofessor, Aarhus Universitet

- Man skal forberede sit faderskab som mand, ligesom kvinder forbereder sig. Vi er så heldige, at vi laver nye sædceller hver tredje måned, så det er ikke et spørgsmål om, at man skal lægge sin livsstil om fra nu af og de næste ti år, lyder det fra Peter Humaidan.

Rygning, alkohol, kost og temperaturen omkring testiklerne er blot nogle af de ting, man skal kigge på, hvis man vil forbedre sin sæd.

7 gode råd til bedre sædkvalitet

  1. Stop med at ryge

    Rygning er en af de største sædcelledræbere, og Peter Humaidan peger på rygestop som det vigtigste, hvis man vil forbedre sin sædkvalitet. 

    Og det gælder ikke kun cigaretter:

    - Vi skal også være opmærksomme på, at flere og flere af vores unge bruger tyggetobak og en masse mennesker, der bruger e-cigaretter. Der er nikotin i det hele, som er et af de mest skadelige stoffer i forhold til sæd og DNA, forklarer han.

  2. Skær ned på alkoholen

    Alkohol er også en faktor, hvis man vil forbedre sin sædkvalitet. 

    Peter Humaidan fortæller, at det først giver tydelige aftryk i sædkvaliteten, hvis man drikker mere end 20 genstande om ugen, men alligevel anbefaler han, at man holder sig til under fem, hvis man kæmper med sædkvaliteten.

    - Vi kan allerede se forskellen efter fem genstande. Så når Sundhedsstyrelsen er ude at sige 15 genstande om ugen, så holder det altså ikke, når vi taler om forberedelse til faderskab, så er det maksimum fem genstande om ugen, lyder det.

  3. Pas på vægten

    Overvægt påvirker sædkvaliteten negativ på flere områder. Det kan blandt andet give skader på DNA'et og sænke antallet af sædceller. 

    Hvis du har meget fedtvæv, dannes der mere kvindeligt kønshormon, og det påvirker ligeledes sædkoncentrationen, fortæller Peter Humaindan og fortsætter:

    - Så er der generelt det, at andelen af nedbrydende substanser, det vi kalder oxidativ stress, det er forøget hos overvægtige, og alt det her påvirker koncentrationen af sæd og DNA’et frem for alt.

  4. Hold testiklerne nedkølet

    Generelt skal man holde sine testikler nedkølet, da varmen kan ødelægge sædcellerne, forklarer Peter Humaidan:

    - Tænk på, at testiklerne ligger 3,1 grader lavere i temperatur end resten af kroppen, og det er der en biologisk årsag til, lyder det.

    Derfor kan overvægt også slå ud her:

    - Det er lidt uklart, hvorfor overvægt giver DNA-skader, men kort at sige, har det noget at gøre med varme. Hvis du er meget overvægtig, så er der noget varmere nede ved dine testikler, forklarer han.

  5. Dyrk motion

    Motion er også afgørende for sædkvaliteten. Motion virker nemlig antioxidativt, hvilket vil sige, at det hæmmer de nedbrydende processer. 

    Peter Humaidan forklarer, at vores celler får en million skader om dagen, men at de modsat sæd ikke kan reparere sig selv.

     

  6. Begræns koffein

    Hvis man vil forbedre sin sædkvalitet, er det ligeledes en god idé at kigge på mængden af koffein, man indtager.

    Og det er ikke kun kaffe, man skal være opmærksom på, lyder det:

    - Drik maksimum to til tre kopper kaffe om dagen, men Red Bull og andre energidrikke har også en negativ effekt på DNA og på sædceller. Selv et vitamin kan være skadelig, hvis du får for meget, forklarer Peter Humaidan.

  7. Fokus på kost

    Peter Humaidan forklarer, at kost også er en vigtig faktor, når det kommer til sædkvalitet. 

    Han råder til at spise sundt og derudover tage kosttilskud.

    - I virkeligheden handler det om at have en sund tilgang til kost, og så er det meget få ekstra kosttilskud, man har brug for, men det er eksempelvis multivitamin og fiskeolie, som har en god effekt, lyder det.

Kilde: Peter Humaidan, Fertilitetsprofessor, Aarhus Universitet