Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 8. april

Arkivfoto.

Livebloggen opdateres ikke længere. 

Her får du seneste nyt om coronavirus fra Danmark og verden. Vi opdaterer hele dagen.

Du kan læse de seneste coronatal i vores overblik her.

117 højskoleelever sendt i isolation

En elev på Silkeborg Højskole er torsdag konstateret smittet med coronavirus, og derfor er 117 elever nu sendt i isolation. Det skriver TV Midtvest.

Det var en rutinetest, der blev udslagsgivende for udviklingen på Silkeborg Højskole torsdag eftermiddag. Den pågældende elev blev senere pcr-testet, og denne test bekræftede smitten.

Én ud af fire voksne amerikanere er færdigvaccineret mod covid-19

Over 66 millionere amerikanere er nu færdigvaccineret ifølge tal fra Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol- og Forebyggelse. Det skriver CNN.

Det svarer til én ud af fire voksne amerikanere. Over en tredjedel af den amerikanske befolkning har fået mindst et stik med en coronavaccine.

Danmark er et godt sted, mener Heunicke om antallet af dødsfald

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har torsdag aften delt en graf over antallet af coronarelaterede dødsfald i EU/EUS på Twitter. 

I opslaget skriver ministeren desuden, at Danmark er et godt sted. 

- Den 3. bølge har ramt landene i Europa vidt forskelligt. Her er oversigt over antal døde med Covid-19 i EU/EUS de seneste 14 dage.

- Danmark er et godt sted på grafen. Men pandemien koster desværre stadig mange menneskeliv i Europa, skriver han.

Justitsministeren kalder falske coronapas for "dybt forkasteligt"

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder i en skriftlig kommentar til Ritzau falske coronapas for "dybt forkasteligt". Tidligere i dag kom det frem, at Københavns Politi efterforsker to hjemmesider, hvor man kan generere falske coronapas. 

Ministeren skriver desuden, at han "har en klar forventning om, at den her form for snyd vil blive straffet".

Holland og Portugal vil kun give AstraZeneca til borgere over 60 år

Holland vil fremover kun give AstraZeneca-vaccinen til borgere over 60 år, skriver Reuters. Samtidig suspenderer Portugal brugen af AstraZeneca til borgere under 60 år midlertidigt.

Onsdag meldte EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur) ud, at der er en mulighed sammenhæng mellem AstraZeneca-vaccinen og de sjældne sygdomsforløb, der er set hos nogle vaccinerede. 

Falsk positiv lyntest sendte børnehave hjem

En positiv lyntest hos en medarbejder i børnehuset Lilleskov i Korsør sendte onsdag eftermiddag medarbejdere og børn hjem. Men testen viste sig at være falsk positiv, skriver Sjællandske Nyheder. Dermed kan medarbejdere og børn vende tilbage til børnehaven fredag.

Region Hovedstaden åbner nyt vaccinationssted

I begyndelsen af maj åbner Region Hovedstaden et nyt vaccinationssted i Birkerød i Rudersdal Kommune. Det skriver regionen i en pressemeddelelse. Vaccinationsstedet skal supplere Hillerød Vaccinationscenter, der har oplevet stort pres før påske. 

Hundredvis af hjemmesider sælger falske coronapas

Tidligere i dag kunne TV 2 fortælle, at Sundhed.dk og Falck har politianmeldt to hjemmesider, der hjælper brugere med at generere falske coronapas. Københavns Politi efterforsker nu de to hjemmesider. 

Men det er tilsyneladende ikke kun noget, der foregår i Danmark. Hundredvis af hjemmesider sælger falske coronapas, siger stifteren af it–virksomheden Cyble, Beenu Arora, ifølge The Guardian

Italien skal forberede sig på at åbne for vaccinerede turister, siger premierministeren

Den italienske premierminister, Mario Draghi, siger torsdag ifølge Reuters, at Italien skal forberede sig på at åbne for vaccinerede turister. 

Draghi siger desuden, at der ikke er nogen dato for, hvornår der kan lempes for restriktionerne i landet. 

Tre procent af nordmændene kan have antistoffer ifølge rapport

Ifølge en ny rapport fra den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet, kan tre procent af nordmændene have været smittet med coronavirus og dermed have antistoffer i kroppen. Det skriver nyhedsbureauet NTB ifølge Ritzau.

Beijing farvekoder bygninger for at vise vaccinationsprocent

I den kinesiske hovedstad, Beijing, forsøger man ved hjælp af farvekoder at vise kunderne den procentvise vaccination af medarbejdere i butikker og shoppingsteder. En butik med et grønt skilt ved døren betyder, at mere end 80 procent er vaccineret, mens butikker med 40–80 procent vaccinerede har et blåt skilt. Under 40 procent er markeret med rød.

Region Midtjyllands vaccinebookingsystem er overbelastet

Ifølge Århus Stiftstidende er det torsdag svært - hvis ikke umuligt - for borgere i Region Midtjylland at booke tid til en coronavaccination. 

Det skyldes, at bookingsystemet er ramt af en teknisk fejl. Samtidig er bookingsupport, som man kan ringe til, overbelastet. Det oplyser lægefaglig direktør Per Sabro Nielsen til mediet. 

- Vi har ellers oprustet kraftigt med medarbejdere i bookingsupport, og der er nu i nærheden af 20 medarbejdere. Men i perioder ringer så mange ind, at det ikke er nok, erkender Per Sabro Nielsen.

Over en times ventetid til at bestille coronatest

Der er i øjeblikket omkring en times ventetid for at få lov at bestille en coronatest på coronaproever.dk. Det skyldes, at der lige nu er mange, som forsøger at booke en tid.

Region Hovedstaden vil vaccinere 30.000 borgere på én dag

Mandag 12. april vil Region Hovedstaden ved en storskalavaccination vaccinere over 30.000 borgere på syv vaccinationscentre. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse

Det er første gang, alle regionens vaccinationscentre er med i en storskalavaccination, hvor et nyt lokalt vaccinationssted i Helsingør Kommune også tages i brug.

I februar blev 35.000 danskere på tværs af landets fem regioner vaccineret i en tryktest af vaccinationsprogrammet.  

Aarhusianske plejehjemsbeboere kan få besøg igen

Besøgsrestriktionerne er ophævet på alle plejehjem i Aarhus Kommune bortset fra plejehjemmet Vejlbygade. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Dermed åbnes der på for, at beboerne kan få besøg på fællesarealer og udearealer udover i borgerens egen bolig. De kendte retningslinjer om hygiejne, afstand og brug af værnemidler gælder fortsat. 

Københavns Politi efterforsker hjemmesider med falske coronapas

Københavns Politi bekræfter overfor TV 2, at de har modtaget anmeldelser om flere hjemmesider, hvor man kan generere falske coronapas, samt at de efterforsker sagerne. 

- Vi er nu i fuld gang med at efterforske sagerne og ser i den forbindelse på mulighederne for at lukke siderne, oplyser politiet i et skriftligt svar til TV 2. 

Sundhed.dk og Falck oplyste tidligere torsdag til TV 2, at de har politianmeldt to hjemmesider, der hjælper brugere med at generere falske coronaresultater.

717 nye smittede med coronavirus

Der er det seneste døgn registreret i alt 717 nye tilfælde af coronasmitte. Det viser tal fra Statens Serum Inistitut.

De positive prøver er fundet blandt 214.311 PCR-tests. Det giver en positivprocent på 0,33.

Antallet af indlagte er fortsat på 237. Der er sket ét nyt dødsfald siden onsdag.

Negativt testsvar ikke længere nødvendigt ved indenrigsrejser til Bornholm

Rejsende til Bornholm via fly eller færge fra Danmark.skal ikke længere medbringe en negativ coronatest. Det oplyser Københavns Lufthavn på Twitter.

Vælger man at rejse til solskinsøen gennem Sverige med bil eller bus, skal man dog fortsat fremvise en negativ test, der er maksimalt 48 timer gammel.

Nedlukning af Danmark gav fald i elforbruget og CO2-udledningen

Coronapandemien satte i 2020 det danske samfund på en midlertidig pause.

Den delvise nedlukning af Danmark har medført, at det samlede energiforbrug sidste år faldt med 8,5 procent. Det viser den foreløbige energistatistik for 2020 ifølge Klimaministeriet.

Forbruget af fossile brændsler som olie, gas og kul faldt markant, hvilket betød, at den faktiske CO2-udledning fra energiforbruget faldt med 12,4 procent.

Flybranchen har især mærket nedlukningen af samfundet, da salget af jetbrændstof til indenrigs- og udenrigsluftfart sidste år tog et dyk på cirka 65 procent efter en stigning fra 2015 til 2019.

Falck politianmelder hjemmeside for falsk testresultat

Falck, der står for lyntest flere steder i landet, er i gang med at politianmelde en hjemmeside, hvor man kan få printet et falsk testresultat påsat Falcks logo. Det oplyser pressechef Lisbeth Nedergaard.

- Det er ikke noget, man skal spøge med. Det er meget alvorligt. Derfor kan vi ikke sidde stiltiende, siger hun.

Politianmeldelsen kommer, samme dag som sundhed.dk har politianmeldt en hjemmeside for at vejlede om forfalskning af coronapas.