På bare et år er sommerhuspriserne steget markant – særligt en kommunes priser er eksploderet

Sommerhussalget boomer. Se her, hvor det er dyrest og billigt at købe sommerhus.

Det er ingen hemmelighed, at boligpriserne er steget markant det seneste år, og at udbuddet af boliger ligger rekordlavt.

Men særligt en slags boliger er eksploderet i pris. Nemlig sommerhusene. Det viser tal fra Boligsidens markedsindeks.

De gennemsnitlige salgspriser sommerhusene er 18,9 procent dyrere end for et år siden. Villaer og rækkehuse sælges til 12,3 procent mere end i marts sidste år. Og for ejerlejligheder er steget med 13,6 procent.

Men nogle sommerhusområder er steget mere end andre.

Nedenfor kan du få et overblik over Danmarks billigste og dyreste sommerhuskommuner. Og se hvor priserne er stukket helt af det seneste år. Kommunerne er sorteret efter højeste prisstigning målt i procent.

Netop sommerhuse er omdrejningspunktet i den nye sæson af tv-programmet 'Sommerdrømme', hvor fire hold dyster mod hinanden for netop at vinde et sommerhus til en værdi af to millioner kroner.

Ikke normalt

I ti kommuner er stigningen i sommerhuspriser mere end 25 procent på et enkelt år. Men særligt en kommune skiller sig ud. I Holbæk Kommune er sommerhuspriserne nemlig steget med næsten 83 procent. Det er mere end 25 procent højere end andenpladsen, som bliver taget af Vordingborg Kommune, der har en stigning på 55 procent.

Sådan en stigning er ikke normal. Det fortæller Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

- Forklaringen på den store stigning i netop Holbæk Kommune er med stor sandsynlighed, at det ligger så tæt på København, samtidig med at det er tæt på vandet, siger hun.

Dyreste sommerhusområder

Den dyreste sommerhuskommune set ud fra kvadratmeterpris var både i 2020 og foreløbigt i år Gribskov Kommune. Her er det især kystbyerne Tisvildeleje, Gilleleje og Rågeleje, der slår ud i tallene, fortæller Birgit Daetz.

- De byer er nogle af de allerdyreste, når det kommer til sommerhuspriser. Her spiller det i høj grad også ind, at det er så tæt på København, og så er det modsat for eksempel ved Holbæk, ud til havet og ikke en fjord. Det er der mange, der sætter pris på, forklarer hun.

Kvadratmeterprisen i Gribskov Kommune lå på 32.637 kroner i gennemsnit i marts 2021. Til sammenligning lå kvadratmeterprisen på en lejlighed i Region Hovedstaden i gennemsnit på 42.988 kroner, og prisen var 29.684 kroner på en villa eller et rækkehus i samme måned.

Der er langt ned til andenpladsen, nemlig Halsnæs Kommune, der blandt andet har det kendte sommerhusområde Liseleje. Her ligger kvadratmeterprisen dog stadigt højt med sine 26.722 kroner i gennemsnit i marts 2021.

Sommerhusområder i Nordsjælland er generelt langt højere prissatte end dem i den sydligere del af Sjælland. Ligeledes er Vestkysten af Jylland oftere dyrere end østkysten. Her handler det om, hvad der er trendy, forklarer Birgit Daetz.

- Vi har set, at mange gerne vil have et sommerhus der, hvor dem de kender også har et sommerhus. Og så giver det jo sig selv, at nogle områder bliver mere populære end andre.

Den billigste kommune at købe sommerhus i er Aalborg Kommune, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris er 10.671 kroner i februar 2021. Dernæst følger Skive, Lolland og Thisted.

Et tip til et billigt sommerhus

Skulle Birgit Daetz selv ud og købe et sommerhus, ville hun ikke lade sig afskrække af de høje priser, hvis man virkeligt bare gerne vil have et sommerhus. Køber man derimod et sommerhus som en investering, mener hun, at der kan være risiko for at tabe penge.

Områder, som Birgit Daetz peger på, der muligvis stadig er vækstpotentiale i, er et område som Kalundborg på Sjælland eller Knebel nord for Aarhus.

Birgit Daetz peger dog på, at der er mulighed for at få et billigere sommerhus, hvis man har mod på at kigge uden for de gængse sommerhusområder.

- Man kan mange steder få en flexbolig – altså en bolig uden bopælspligt. Her er kvadratmeterprisen tit lavere, siger hun.

Se 'Sommerdrømme' på TV 2 onsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY.