Nyheder

Briter under 30 tilbydes alternativ til AstraZeneca

Britisk vaccinationskomité tilråder at give forrang for andre vacciner end AstraZeneca til de yngste briter.

Storbritannien vil så vidt muligt undgå at anvende AstraZeneca-vaccine til personer under 30 år, oplyser den britiske vaccinationskomité JCVI.

Wei Shen Lim, der leder komitéen, siger, at det på baggrund af tilgængelige data og undersøgelser, tilrådes, at personer under 30 uden andre sygdomme så vidt muligt tilbydes et alternativ til AstraZenecas vaccine.

- Vi tilråder ikke, at der stoppes for vaccinationer af nogen personer eller nogen aldersgruppe. Vi tilråder at give forrang for den ene vaccine frem for en anden for en særlig aldersgruppe. Det er for at udvise den største mulige forsigtighed snare end fordi vi er alvorligt bekymrede over vaccinens sikkerhed, siger han.

Han pointerer videre, at folk bør fortsætte med at få den anden dosis af AstraZenecas vaccine, hvis de allerede har fået den første dosis.

Briternes lægemiddeltilsyn, MHRA, understreger at AstraZeneca-vaccinen, som er udviklet i samarbejde med Oxford-universitetet, har store fordele.

Kommer efter EMAs udmelding

Beslutningen er truffet, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, onsdag har meddelt, at det ser en mulig forbindelse mellem AstraZenecas covid-19 vaccine og sjældne tilfælde af en kombination af usædvanlige blodpropper med et lavt antal blodplader.

Men EMA understreger, at fordelene ved AstraZenecas covid-19 vaccine stadig klart overgår ulemperne. EMA fortsætter dermed med at insistere på, at vaccinen fortsat skal være i anvendelse.