Samfund

Afgørelsens time i Grønland

Siumut-formand Erik Jensen.

Hvad skete der? Oppositionspartiet IA har vundet det grønlandske valg. Det socialdemokratiske parti Siumut mister dermed magten.

Hvad betyder det? IA er socialistisk og udgør venstrefløjen i grønlandsk politik. På forhånd står det ikke klart, hvem IA vil søge at danne regering med.

Minemodstandere får flertal i parlamentet

I baggrunden ses Kvanefjeld-minen.

Et af de helt store temaer for valget i Grønland til Inatsisartut, parlamentet, har været det store mineprojekt på Kvanefjeldet i Sydgrønland.

Valgresultatet viser, at partierne Inuit Ataqatigiit (IA) og Naleraq, som begge er imod projektet, tilsammen kan danne flertal i Inatsisartut.

Der skal 16 mandater til et flertal. IA – valgets store vinder – ender med 12 mandater. Naleraq får fire, og det kan have afgørende betydning for mineprojektets skæbne.

Siumut-formand vil ikke gå af

Siumuts tidligere formand, Kim Kielsen, har fået flere personlige stemmer end den nuværende formand, Erik Jensen. Men alligevel har Erik Jensen ikke planer om at gå af som formand, siger han til TV 2s korrespondent Lotte Mejlhede.

- Det er de delegerede, der vælger partiformand, og det fastholder jeg. Jeg regner ikke med at gå af, men vil fortsætte som partiformand indtil det næste landsmøde.

Er det fair, at du skal have den post, hvis der er en anden, som har fået flere stemmer end dig?

- De delegerede har valgt mig som formand, og det skal respekteres. Det står også i vores vedtægter, og det forholder jeg mig til, siger Erik Jensen til TV 2.

Siumut-formand ønsker IA tillykke med sejren

Formand for Siumut, Erik Jensen, ønsker i en partilederrunde på KNR's tv-kanal IA tillykke med sejren.

- Vi ønsker Inuit Ataqatigiit tillykke med valget. Nu er vi spændte på, hvad forhandlingerne bringer de kommende dage, siger Erik Jensen til Múte Bourup Egede.
 

Regeringsparti ryger ud af parlamentet

 Nunatta Qitornai-leder Vittus Qujaukitsoq.

Både Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet ryger ud af Grønlands parlament, skriver mediet Sermitsiaq. AG.

Nunatta Qitornai dannede sammen med Siumut frem til valget en mindretalsregering.

Det skal 16 mandater til et flertal i det grønlandske parlament.

Det står endnu ikke klart, hvor mange mandater de forskellige partier ender med.

Naleraq er mulig regeringspartner

På forhånd står det ikke klart, hvem IA vil søge at danne regering med. Men Jensine Berthelsen, politisk redaktør for avisen Sermitsiaq, har tidligere peget på Naleraq som en mulighed.

Det skyldes, at IA klart afviser at give grønt lys til et stort mineprojekt nær byen Narsaq i Sydgrønland. Og på det spørgsmål er IA og Naleraq tættest på hinanden, lyder vurderingen.

Hvis IA lykkes med at danne regering, vil det være blot anden gang siden 1979, at Siumut ikke står i spidsen for Naalakkersiusut, Selvstyret. Det var også tilfældet fra 2009 til 2013, hvor IA ledede regeringen.

Naleraq står til at få 12 procent af stemmerne.

71 ud af 72 valgsteder optalt

Med 71 ud af 72 valgsteder optalt og godkendt fordeler resultatet sig således i toppen:

IA fører med 36,6 procent af de afgivne stemmer. Siumut får 29,4 procent, Naleraq står til at få 12 procent af stemmerne.
 

Siumut-formand: Mineprojekt kan have afgjort valget

Det socialistiske, grønlandske oppositionsparti IA bliver størst ved landstingsvalget, efter langt over størstedelen af stemmerne er optalt. Det skriver det grønlandske medie KNR. 

Dermed ser regeringspartiet Siumut altså ud til at måtte afgive magten, og ifølge formand Erik Jensen kan det skyldes partiets opbakning til en omstridt mine i Sydgrønland.

- Jeg tror, det skyldes flere ting, men primært Kvanefjelds-projektet, der har fyldt rigtig meget. Det tror jeg faktisk, er en af hovedårsagerne til det her, siger Erik Jensen til TV 2.

Mineprojektet går ud på at udvinde sjældne og eftertragtede jordarter. Kritikere – blandt andet vinderen af valget, partiet IA – frygter, at projektet vil skade miljøet.

Venstrefløjspartiet IA vinder Grønlands valg

IA-formand Mute B. Egede.

Inuit Ataqatigiit (IA) bliver det største parti ved valget i Grønland. Det skriver KNR. Enkelte resultater fra afstemningssteder er dog endnu ikke godkendt.

Godt 27.000 stemmer optalt

Med godt 27.000 stemmer optalt, fordeler resultatet sig således i toppen:

IA fører med 36,6 procent af de optalte stemmer, Siumut står til 29,4 procent, og Naleraq ser ud til at få 12 procent af stemmerne.
 

Oppositionsparti står til at overtage magten i Grønland

Múte B. Egede er formand for partiet Inuit Ataqatigiit (IA).

Oppositionspartiet Inuit Ataqatigit (IA) står til at overtage magten i Grønland.

Inuit Ataqatigit (Folkefællesskabet) er socialistisk og udgør venstrefløjen i grønlandsk politik.

IA arbejder for, at grønlænderne anerkendes som et selvstændigt folk med ret til eget land.

IA er modstandere af det omstridte mineprojekt på Kvanefjeldet i det sydlige Grønland, hvor IA ser ud til at have høstet et stort antal stemmer.

Flere årsager til IA-fremgang

Naja Carina Steenholdt.

Naja Carina Steenholdt, postdoc ved Aalborg Universitet, mener, at der er flere årsager til, at IA ser ud til at løbe med sejren.

- Dels kan det være fordi, at IA har ført en mere klar politik på nogle områder. Det kan også tilskrives, at der har været noget intern uro i Siumut. Så det kan have mange årsager, siger Naja Carina Steenholdt til TV 2.

Godt 25.000 stemmer er optalt - IA fører

Stemmerne er ved at blive talt op.

Omkring 25.000 stemmer er klokken 7.15 dansk tid blevet optalt. I alt 41.127 grønlændere er stemmeberettigede.

Ved det seneste valg i 2018 blev der afgivet godt 29.000 stemmer.

Oppositionspartiet Inuit Ataqatigit (IA) fører i skrivende stund med 9165 stemmer, mens Siumut står til at få 7677 stemmer.

Siumut fører stadig

Ifølge TV 2s korrespondent Lotte Mejlhede fører regeringspartiet Siumut stadig, men der mangler at blive talt stemmer op i de store byer.

- Så det kan ændre sig fuldstændigt. Vi ved, at IA fører massivt i Nuuk, der traditionelt er en IA-højborg. De foreløbige tal fra Nuuk viser også, at IA’s leder Mute B. Egede har fået dobbelt så mange stemmer som Kim Kielsen, den nuværende landstingsformand.

Ifølge Lotte Mejlhede kan valgresultatet ligge klart inden for en times tid.

Valgets store tema

Kvanefjeld-projektet er et gigantisk projekt, der i areal vil dække, hvad der svarer til 1200 fodboldbaner.

Et af de helt store valgtemaer har været mineprojektet på Kvanefjeldet.

Regeringspartiet Siumut er fortaler for projektet, mens andre partier - blandt andet IA - er imod, fordi de frygter projektets mulige konsekvenser for miljøet.

Kvanefjeldet ligger cirka syv kilometer uden for byen Narsaq.

Greenland Minerals anslår, at 15-20 procent af verdens behov for sjældne jordarter findes i Kvanefjeldet.

Projektet på Kvanefjeldet forventes at skabe over 700 arbejdspladser og bidrage med godt 1,5 milliarder kroner om året i de 37 år, minen vil være i drift.

Siumut står også til fremgang

Erik Jensen væltede i november den tidligere Siumut-formand Kim Kielsen af pinden.

Det er ikke kun oppositionspartiet IA, der står til at få et godt valg.

Grønlands traditionelt største parti, Siumut, der også har landsstyreformandsposten, står også til at få flere stemmer end ved sidste valg i de foreløbige optællinger.

Der mangler dog stadig optællinger fra flere større byer, som kan ændre resultatet markant. 

De syv partier i Grønland

Her et overblik over de syv partier, der stiller op til Landstinget i Grønland:                         

Siumut (Fremad) står for en socialdemokratisk tankegang og har længe været den mest dominerende magtfaktor i grønlandsk politik. Partiet har ti mandater og risikerer at miste posten som landsstyreformand ved valget.

Inuit Ataqatigit (Folkefællesskabet) er socialistisk, og udgør venstrefløjen i grønlandsk politik. IA arbejder for, at grønlænderne anerkendes som et selvstændigt folk med ret til eget land. Partiet har ni mandater og kan blive det største parti ved valget.

Naleraq (Pejlemærke) vil liberalisere fiskerierhvervet og ser sig selv som beskytter af landets fattigste borgere. Ønsker selvstændighed hurtigt og har aktuelt tre mandater

Demokraatit (Demokraterne) er et socialliberalt parti, der arbejder for en ansvarlig økonomisk politik. Partiet har seks mandater.

Nunatta Qitornai (Vort Lands Efterkommere) betegnes også som separatisterne, da de ønsker en hurtig plan for løsrivelse fra Danmark. Partiet har ét mandat i Landstinget.

Suleqatigisitsiut (Samarbejdspartiet) er socialliberalt og kæmper for øget samarbejde i det danske rigsfællesskab. De fik et mandat i form af Tillie Martinussen ved seneste valg.

Atassut (Samhørighed) er et borgerligt parti, der blandt andet står for at "modarbejde løsrivelse fra det danske rige". De fik to mandater ved seneste valg.

IA står til sejr i måling

Det socialdemokratiske Siumut-parti har længe siddet på magten, men ifølge en meningsmåling fra Avisen AG står oppositionen med partiet IA i spidsen til at løbe med valgsejren.

41.000 stemmeberettigede

Grønlænderne stemmer til valget i Inussivikhallen i Nuuk.

I løbet af tirsdag har cirka 41.000 stemmeberettigede grønlændere kunne sætte deres kryds. De skal i alt vælge 31 medlemmer til Landstinget.

Minemodstander-partiet IA går markant frem i Narsaq

Grønlands største oppositionsparti, Inuit Ataqatigiit (IA), går markant frem i byen Narsaq ved både valget til Inatsisartut (parlamentet) og kommunevalget. Det viser de foreløbige valgresultater, skriver det grønlandske medie KNR natten til onsdag dansk tid.

Narsaq har været centrum for et af valgkampens helt store emner, nemlig mineprojektet ved Kuannersuit.

Opbakningen til Siumut i Narsaq er til gengæld mere end halveret til 22,7 procent af stemmerne fra 48,5 procent for fem år siden.