Kø ved frisørerne på den store genåbningsdag

Lang ventetid på coronatest, danskernes indtægt gjort op, og Harvey Weinstein anker voldtægtsdom.

Hvis noget har stået klart gennem de seneste måneder, er det, at hårpragten hos mange har fået sit eget liv og er begyndt at vokse vildt.

Det falder smukt sammen med et skifte i årstiden, hvor foråret bringer sol og lunere vinde med sig. Det findes også formuleret som et gammeldaws ordsprog i "Gud mildner luften for de klippede får". Og for alle os, der nu kan se frem til at få ørerne rykket, er det jo gode nyheder.

Tirsdag skal grønlænderne i øvrigt stemme til Landstingsvalget og dermed afgøre, hvem der skal have magten i landet.

Velkommen til dagens overblik.

Kunder tager til nabokommunen for at blive klippet - konkurrenceforvridende, siger frisør

Selv om dele af Danmark tirsdag er blevet genåbnet, må liberale erhverv i flere kommuner stadig vente på at slå dørene op på grund af for høje smittetal.

Det gælder både Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe kommune, og her er frisørerne kede af at miste kunder, som søger mod nærmest tilgængelige saks andre steder i regionen.

For at kunne komme til frisør kræver det fra tirsdag 6. april, at man som kunde både bruger mundbind og kan fremvise et gyldigt coronapas.

Cheføkonom og politisk chef i brancheforeningen SMVdanmark, Mia Amalie Holstein, kalder det dumt at lukke lokalt ned for de liberale erhverv, da kunderne alligevel rejser til nabokommunen for at blive klippet.

Op til tre timers ventetid på coronatest

Genåbningen har lagt et naturligt pres på landets testcentre, fordi mange har brug for at kunne legitimere sig med et coronapas.

Det viser tal fra lyntest-udbyderne Falck og Copenhagen Medical.

Af Falcks tal fremgår det, at der klokken 11.30 i Greve tirsdag var mindst tre timers ventetid. Tidligere på formiddagen var der også mindst tre timers ventetid i Billund Lufthavn.

I Region Hovedstaden var der tirsdag formiddag en ventetid på mere end en halv time ved 23 ud af 34 af Copenhagen Medicals teststeder. Det viser de officielle tal fra testudbyderen.

Det anbefales, at man tjekker de enkelte testcentres ventetid, da der kan være betydelig forskel fra sted til sted.

Se, hvad der genåbner i dag

Selv om Danmark er begyndt en genåbning, er der stadig et stykke vej til verden, som vi kendte den. Og det bliver der efter alt at dømme ved med at være længe endnu.

Men der er nok også mange, som kan komme i tvivl om, hvad denne uges genåbning indebærer mere konkret.

Frisører, massører, tatovører, kosmetologer, solarier, køreskoler og andet, der hører under de liberale serviceerhverv, kan igen tage imod kunder med et coronapas.

Og det er i virkeligheden den mest centrale del af det samfund, som ligger udenfor skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor eleverne i et vist omfang igen returnerer til klasselokalerne.

Dog ikke, som tidligere nævnt, i de kommuner, som må holde lukket på grund af for høje smittetal.

Det store overblik over genåbningen kan du finde her.

Danskernes indtægt opgjort for hvert sogn - det tjener de rigeste og de fattigste

Danskerne er blevet kortlagt i kroner og ører. En ny opgørelse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd giver et sjældent nøjagtigt indblik i, hvor i landet danskerne tjener mest og mindst. Sogn for sogn, hvilket giver et andet udtryk end kommune for kommune.

Ganske få kilometer kan gøre en enorm forskel - selv indenfor samme kommune. Eksempelvis tjener beboerne i Vedbæk Sogn nord for København i gennemsnit 1.580.532 kroner om året, mens man i nabosognet Nærum må klare sig for ”kun” lidt over 600.000.

Samtidig har folk i nordjyske Aggersborg Sogn en indkomst på lidt over 630.000 kroner, mens tallet i Bejstrup - kun et stenkast mod øst - ligger på cirka 380.000.

I det samlede billede er det Nordsjælland, der kan fremvise den største koncentration af penge, mens Vollsmose og Tingbjerg sogn i henholdsvis Odense og København er nederst på skalaen.

Weinstein anker fængselsdom - føler sig unfair behandlet

Den fængslede filmskaber Harvey Weinstein har anket en dom på 23 års fængsel, som han modtog i marts sidste år.

Weinstein blev dømt for voldtægt og seksuelle overgreb. Afsløringerne af mangeårige overgreb var i 2017 med til at kickstarte MeToo-bevægelsen i USA.

Hans advokater mener imidlertid, at dommeren i sagen begik flere fejl undervejs, hvilket skulle have gjort retssagen uretfærdig.

Gennem hele forløbet har Harvey Weinstein nægtet sig skyldig. Derfor var det ventet, at han ville anke sagen.

Den 69-årige Weinstein sidder i et topsikret fængsel i New York. Og han afventer en ny retssag i Los Angeles. Også for anklager om voldtægt og seksuelle krænkelser.

***